Forskere, blikkenslagere, direktører, elektrikere, iværksættere, akademikere - alle er de velkomne som indvandrere i Canada. Den canadiske stat går bevidst efter at få immigranter, som kan bidrage til landets økonomi. Og politikken lykkes. Statistikkerne fortæller, at 61 procent af Canadas godt 200.000 indvandrere er en gevinst for erhvervslivet og økonomien. Indhenter indfødte på otte år Langt de fleste uddannede immigranter bliver så hurtigt integreret, at de efter otte års ophold når op på canadiernes løngennemsnit. En flot erhvervskarriere og en topløn i det gamle hjemland er imidlertid ikke en garanti for en nem indslusning i det nye fædreland. Det kan George Thomas Puthengady fra Indien og mexicaneren Luis Reynoso tale med om. »Canada var landet, hvor jeg følte, at jeg kunne opfylde min drøm om at blive administrerende direktør i en stor virksomhed som 40-årig. I Canada kunne jeg enten blive ansat i et firma eller starte mit eget. Jeg har nu været her et år, men ikke fået et job. De fleste siger, at jeg enten er overkvalificeret eller ingen erfaring har i Canada, når jeg søger job«, fortæller den 34-årige Puthengady til Politiken. »Hvis indholdet er godt nok, må det være indpakningen, der er noget galt med. Derfor har jeg opsøgt indvandrerorganisationen COSTI for at lære, hvordan jeg skal udforme mit CV og begå mig under jobsamtaler. De skal nærmest dekode mig, så jeg aflægger mine indiske og europæiske - jeg er også uddannet i Frankrig - vaner og i stedet opfører mig, som man gør i Canada«. »Jeg« og »mig« Puthengady har erkendt, at der er tale om en kulturforskel, når han som tidligere teknisk direktør i Indien og med ingeniørbaggrund endnu ikke har haft held på jobmarkedet. »I Indien har vi en familieorienteret kultur, mens canadierne er individualister. For en måned siden ville jeg have sagt 'vi', 'min familie' og 'firmaet'. Nu lærer jeg at sige 'jeg' og 'mig'. I Indien er det familien, firmaet og holdet, som er i forgrunden. Her er det individet«. Yderligere tre til seks måneder har Puthengady givet Canada og en ny tilværelse med sin tandlægehustru og to små døtre, som fortsat befinder sig i Indien, inden han vender tilbage til sit hjemland. Han er først og fremmest kommet til Nordamerika for at give sine børn en bedre fremtid, men vil heller ikke ofre sine karrieremuligheder fuldstændig for en tilværelse i det nordamerikanske. 39.000 på ét år Luis Reynoso er 32 år og finansanalytiker med en flot karriere bag sig i Monterrey i Mexico. Efter en økonomisk nedgang for erhvervslivet besluttede han sig for at prøve lykken i Toronto, fordi det er Canadas finanshovedstad. Han har søgt 10 stillinger, men endnu ikke været til en jobsamtale. Derfor har han også opsøgt COSTI. »Man kan have nok så mange erfaringer og gode eksamenspapirer, men for at få succes i Canada, må man markedsføre sig selv og udvise selvtillid. Det nytter heller ikke noget bare at sende hundredvis af ansøgninger afsted. De skal være skræddersyet til markedet. Jeg finansierer selv mit ophold ved hjælp af min opsparing. Jeg har ikke nogen tidsramme. Jeg er sikker på, at jeg nok skal få succes«. Flertal fra bl.a. Kina og Indien Mario Calla fra COSTI fortæller, at organisationen oprindelig hjalp italienske indvandrere, men i dag kommer flertallet fra Kina, Indien, Pakistan og Sri Lanka. Sidste år slusede den private organisation 39.000 nye canadiere ind i landet: »De fleste finder et job, men det er langt fra altid inden for deres felt. Der er to forhindringer. For det første - Canada anerkender ikke deres uddannelse. Eksempelvis læger har haft problemer. Så spørger de: »Canada tog mig ind for mine kundskaber, og nu vil I ikke bruge mig?«. »For det andet er arbejdsgiverne bange for, at de nye canadiere ikke forstår kulturen med faste mødetidspunkter, flid og det at give den en ekstra skalle. Indvandrerne spørger naturligt nok: »Hvordan får jeg erfaring, når man ikke vil ansætte mig?«. Hjerneflugt Rosaline Frith er departementschef i regeringens kontor for Integration, Statsborgerskab og Immigration i Ottawa. Hun forklarer, at Canada modtager tre kategorier af nye borgere. »Over 60 procent er udvalgt, fordi de har færdigheder og uddannelser, som kan bidrage til at forbedre økonomien. De er ofte bedre uddannet end den canadiske befolkning. 26 procent er familiesammenføringer, mens resten er flygtninge. Når jeg siger, 60 procent er økonomiske indvandrere, så udvælger vi i virkeligheden kun 26 procent, mens resten er børn og ægtefæller, der som oftest også er veluddannede«. I regeringens kontor for udvælgelse af immigranter siger departementschef Renald Dussault, at Canada ser på seks kriterier, når man udvælger nye borgere: »Seks faktorer giver point i nævnte rækkefølge: Uddannelse, sprogkundskaber, arbejdserfaring, alder, ansættelse i Canada og tilpasningsevne. Når vi ser på den menneskelige kapital, så udvælger vi folk med evner, som er et aktiv både nu og for økonomien i fremtiden«. Specialgrupper kan efterlyses Hvis arbejdsgiverne mangler specialgrupper, kan de henvende sig til immigrationsmyndighederne, som så giver ekstra point til kandidater med den relevante baggrund. Canada er blevet kritiseret for at være skyld i hjerneflugt fra den tredje verden og har eksempelvis annonceret efter sydafrikanske læger. Dussault afviser, at myndighederne stod bag annonceringen i sydafrikanske aviser, og man »går ikke ind i aktiv rekruttering«. Han gentager også standardsvaret i canadiske ministerier, om at »de veluddannede fra den tredje verden, der sender ansøgningsskemaer til Canada, allerede er i gang med at flytte. De kigger sig omkring og får så øje på Canada«. George Thomas Puthengady har heller ikke dårlig samvittighed over at forlade Indien og afviser, at der er tale om hjerneflugt, selv om han delvis har fået sin uddannelse betalt af det offentlige: »I Indien er der ikke job til alle de veluddannede, så man har et hjerneoverskud. Da jeg forlod Inden, var der en, som kunne overtage min plads. Andre lande hjælper Indien med at bruge dets hjernekapacitet, og i modsætning til kolonitiden får Indien noget igen. Den indiske diaspora (indere der bor uden for Indien, red.) sender akkurat som jøderne til Israel penge til det gamle hjemland. Indien får brugt sin hjernekapacitet og modtager samtidig en uendelig strøm af penge«.