Hver tiende flybillet, der blev langet over disken sidste år, var en lavprisbillet. De europæiske lavprisselskaber har på blot fem år fordoblet deres markedsandel. Og danskere og andre europæere kan se frem til endnu flere flybilletter til lavpris i fremtiden, vurderer både det skandinaviske luftfartsselskab SAS, lavpriskonkurrenten Sterling og Københavns Lufthavn. »Vi regner med, at 25 procent af alle solgte flybilletter i løbet af fem til ti år vil være lavprisbilletter«, siger informationschef Troels Rasmussen fra SAS Danmark. Halter efter europæisk udvikling Danmark halter efter udviklingen i Europa. I Københavns Lufthavn har lavprisselskaberne en markedsandel på beskedne 2,7 procent, men der er også blot tre selskaber repræsenteret i Skandinavniens største lufthavn - nemlig Easy Jet, Virgin og Sterling. Giganten på lavprismarkedet, irske Ryanair, flyver ikke til København. De flyver til gengæld til Malmø, hvor de har en markedsandel på omkring 20 procent af udenrigstrafikken. Prispolitik blokerer En af forklaringerne på, at lavprisselskaberne har en beskeden markedsandel i Københavns Lufthavn, er prispolitikken. Der er ingen rabat til lavprisselskaberne, der også typisk flyver fra mindre lufthavne i nærheden af storbyerne som Sturup ved Malmø. »Vi vil ikke ind i en rabatkrig for at få lavprissselskaber, men vi er klart åbne over for lavprisselskaberne, der tiltrækker en anden type kunder end de traditionelle flyselskaber. Hvis vi giver rabat til lavprisselskaberne, risikerer vi også at få en sag for forskelsbehandling«, siger markedsanalytiker Anna Høegh Andersen fra Københavns Lufthavne. Sterling satser bredt Sterling satser som et af de få lavprisselskaber i København på billige ruter til blandt andet Italien, Spanien og Skandinavien. »Markedsandelen i København vil fortsat være mindre end det øvrige Europa, men tendensen vil være det samme. Der vil komme flere selskaber, men drivkraften vil være London. Her kan Ryanair have mange afgange på skæve tidspunkter med stor belægning, fordi der bor så mange. På den måde kan de udnytte deres fly og personale mere effektivt, mens vi kun kan fylde flyene morgen og aften«, siger administrerende direktør Johnni Overbye fra Sterling. Han peger også på, at personalets overenskomster i England gør det muligt at presse personalet hårdere end i Skandinavien. Enkelt system via nettet Sterling er et lille selskab med knap 400 ansatte, hvor de 300 er flyvende medarbejdere. I SAS er forholdet omvendt med 22.000 ansatte, men her er blot 6.000 flyvende medarbejdere. »Vi har enkle systemer, hvor for eksempel mange bestiller via internet. Vi har heller ikke jurister og informationschef. Der er heller ingen hos os, der har firmabil. Der er en tendens til, at de store koncerner får ansat folk på funktionærposter, der holder hinanden i gang med at rapportere til hinanden«, siger Johnni Overbye. Liberaliseret luftrum De nationale luftfartsselskaber som SAS har levet et tæt samliv med de nationale luftfartsmyndigheder, men i det seneste år er luftrummet blevet mere liberaliseret. Og med en dom fra EF-domstolen i tirsdags er det blevet ulovligt for for eksempel Danske luftfartsmyndigheder at lave særskilte aftaler med USA om gensidig udveksling af trafikrettigheder. De aftaler skal formentlig i fremtiden laves af EU-kommissionen for hele EU, hvilket vil sætte yderligere skub i konkurrencen. Transitkunder har ingen interesse I Københavns Lufthavn er hver anden kunde transitkunde, der blot skifter fly. Den type kunder er lavprisselskaberne ikke interesseret i. De ønsker at transportere kunderne fra én by til en anden, og hvis der skal skiftes fly, så må kunden selv sørge for at få bagagen med og checke ind igen. »Svagheden ved lavprisflyvene er, at de har svært ved at opbygge et net. De vil ikke tage ansvaret for at håndtere kundernes bagage fra ét fly til et andet. Det kan hurtigt komme til at koste penge, når forsvunden bagage skal eftersendes i taxa. Det kan godt være, at den unge student vil spare 400 kroner på selv at håndtere bagagen fra København over London til Barcelona, men der er mange, som gerne vil slippe for besværet«, siger Troels Rasmussen. SAS: SAS har også slagtilbud Han gør opmærksom på, at SAS har slagtilbud på flybilletter på de fleste rejsemål. SAS er ikke desto mindre i gang med en omfattende spareplan, der permanent skal sænke omkostningerne fra 33 milliarder kroner til godt 25 milliarder kroner. Det koster blandt andet 3.500 medarbejdere jobbet. »Femøren er nok ikke blevet jaget med stor nidkærhed i de tider, hvor flybranchen var en meget beskyttet industri«, indrømmer han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























