Danmark som verdens førende it-nation? Ikke helt. Og så dog alligevel. Danskerne er nummer to lige efter Hongkong. Ifølge en ny analyse fra International Telecommunication Union (ITU) er Danmark og Hongkong længst fremme med at bruge internettet og mobiltelefonerne. ITU har målt 200 lande på 26 forskellige punkter - bl.a. på hvad det koster en forbruger at tale i mobiltelefon, eller hvor meget de surfer på nettet. Tilsammen fører danskerne over både finner og svenskere, der ellers plejer at give os et fræsende elektronisk baghjul. Svenskerne ligger snært efter Danmarks andenplads, mens det ellers så Nokiastærke Finland er dumpet ned på en 12. plads. I It- og telestyrelsen er man ikke overrasket. »En af årsagerne er, at vi som en af de første liberaliserede telemarkedet, og brugerne er nu vænnet til, at man kan købe telefoni fra flere forskellige selskaber«, siger underdirektør Michael Henneberg i It- og telestyrelsen. ITU: Danmark er pioner ITU-analysen passer med en rapport fra det engelske analyseselskab Point Topic, der har Danmark som et af de lande, hvor antallet af de hurtigste internetforbindelser (bredbånd) pr. indbygger vokser hurtigst. Steffen Ring er en af de få danskere, der har sin gang i ITU. Han er dansk direktør i den amerikanske telekoncern Motorola. Han mener, at bette Danmark scorer så højt, fordi Danmark var blandt pionererne i de trådløse teknologier. Den danske radioproducent Storno blev grundlagt i 1947 og var den første med mobiltelefoner. Skeptisk analytiker Teleanalytikeren Torben Rune fra konsulentvirksomheden Netplan er dog lettere skeptisk over for de nye tal. »Jeg tror, at hvis man regner på den måde, så siger det ikke meget om landenes teknologiske stade, men derimod noget om hvor godt rustet landet er til at håndtere et øget forbrug«, siger Torben Rune. Han mener, at en af årsagerne til den danske andenplads er, at Danmark er et lille geografisk område, der er nemt at dække med de trådløse netværk. Elektronificeret fremtid Ifølge ITU giver indekset også et billede af, hvordan landene vil klare sig i fremtiden med de nye trådløse teknologier, der ifølge ITU vil invadere stadig mere af almindelige menneskers hverdag. Hvor teenagerne har domineret mobiltelefoni med de små SMS-beskeder, kan pensionisterne vise sig at blive gråt guld for telefonselskaberne. I Japan blev der på to måneder solgt mere end 200.000 eksemplarer af mobiltelefonen Raku-Raku (Let Let) med et større tastatur og letlæselig skærm. Men også computere i alt fra køleskabe til biler vil vinde frem og begynde at kommunikere trådløst over telefonselskabernes master på hustage og boligblokke. Knap 190 lande og 659 virksomheder og brancheorganisationer inden for teleindustrien er med i ITU.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Disse 5 fødevarer skal du spise for at holde tarmen sund
-
DR-vært var tydeligvis utryg ved gæstens insisteren på nuancer
-
Et toporkester faldt fra hinanden
-
Jeg ringede til firmaet bag Aula for at høre, om Moderaternes påstand virkelig er sand
-
Det er at lukke øjnene, når vi nægter at erkende, at det har noget med etnicitet at gøre
-
Ung kvinde: Der er gået noget helt galt med de danske mænd
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Ida Strand
Debatindlæg af Johanne Poulsen