Tyskerne forstår sig på at bygge ubåde. De er et hit på det globale eksportmarked. De sejler, som de eneste i verden, på brændselsceller. Det betyder, at de kan være neddykket i ugevis, og at de er næsten lydløse og derfor svære at få ram på. Først på året blev 75 procent af aktierne i HDW-værftet i Kiel solgt til en gruppe amerikanske investorer. Det fik mange konsekvenser, bl.a. at 8.900 mennesker i Oberhausen i Nordrhein-Westfalen, langt fra værftet ved Østersøen, går rundt og bæver for at miste deres job. De står stadig på lønningslisten hos Babcock Borsig. Men koncernen, der engang var med til at give tysk storindustri verdensry, gik forleden i betalingsstandsning. For de ansatte er den store skurk deres tidligere boss, Klaus Lederer, 54. Meldt til politiet En forening af småaktionærer mener, han er en svindler, og har meldt ham til politiet for mandatsvig og kursmanipulation. Men faktisk var politiet allerede i gang med at kigge ham i kortene. Og så er vi tilbage ved de smarte ubåde. Værdifulde ubåde Babcock Borsig havde 300 datterselskaber, da civilingeniør Klaus Lederer overtog kommandoen i 1997. Han skilte sig af med de 200, så hurtigt han kunne. Blandt de tilbageværende 100 var han særlig imponeret over HDW-værftet i Kiel. Sikke nogle overskud. I et par år lænsede han værftet for millioner og pumpede dem ind i andre dele af koncernen, alle de steder, hvor man ikke forstod at tjene penge. Så sprang bomben. Herr Lederer havde i al stilfærdighed solgt størstedelen af Babcock Borsigs aktier i værftet til den amerikanske investorgruppe One Equity Partners. Med andre ord: Babcock Borsig havde mistet den indtægtskilde, der havde været med til at holde resten af koncernen oven vande. Umiddelbart efter måtte Babcock Borsig gå i redningsbådene. Man erklærede sig insolvent. Chef skiftede til konkurrent For at føje spot til skade havde Klaus Lederer samtidig ladet sig udnævne til øverste chef for HDW-værftet. Farvel til trøstesløsheden i Oberhausen, goddag til en lys fremtid i Kiel. For de mange, han havde ladt i stikken for at redde sit eget skind, var han en kæltring. En ordentlig skipper er vel den sidste, der går fra borde. Endnu en retssag venter den smidige industribaron. Guy Wyser-Pratte, en New York-investor med smag for dristige forretninger, føler sig røvrendt af tyskeren, der så varmt anbefalede ham at stikke millioner af dollar i Babcock Borsig. Et regiment af jurister er ved at køre kanonerne i stilling på begge sider af Atlanten. Penge i sorte huller Babcock Borsig har i løbet af sine 111 traditionsrige år bredt sig over stadig flere felter. I dag beskæftiger man 22.000 jorden over, men det er naturligvis dem i Nordrhein-Westfalen, der ligger kansler Gerhard Schröder mest på sinde. Ikke mindst fordi de plejer at være flinke til at stemme socialdemokratisk, og 22. september er der valg i Tyskland. Kansleren lod forstå, at han endnu en gang var parat til at redde, hvad ansvarsløse managere havde forødt. Men udsigten til statsgarantier var ikke nok for bankerne. De var blevet trætte af at hælde penge i sorte huller. Dårlig timing for Schröder For Schröder og hans parti kunne krisen dårlig være kommet på et værre tidspunkt. Valgkampen er allerede godt i kog, og arbejdsløsheden er det dominerende tema. I årets første halvdel er over 18.000 firmaer i Tyskland gået fallit, store og små mellem hinanden, men få konkurser vil sprede så mange triste ringe i vandet som Babcock Borsigs. For koncernen har i hundredvis af underleverandører, der nu risikerer at miste en stor kunde. Paradoksalt nok har Babcock Borsig ordrebøgerne fulde. Problemet er, at man har sikret sig ordrerne til ulønsomme priser. Hertil er kommet kritik for at være sløset med både kvalitet og afleveringsfrister. Forleden blev der udpeget en bestyrer af konkursboet. Sagkyndige mener, at det eneste, han vil kunne sælge med fordel, er den del af koncernen, der beskæftiger sig med energiteknik, for her råder man over eftertragtet knowhow. Bl.a. om brændselsceller, som dem der driver ubådene fra værftet i Kiel. Mistanken simrer De amerikanske investorer OEP, der nu sidder på værftets aktiemajoritet, er blevet mistænkt for at være stråmænd for amerikanske våbenfabrikanter, der gerne vil have adgang til den tyske højteknologi. EU-kommissionen har undersøgt sagen og vurderet, at der ikke er et sådant sammenfald af interesser. Men mistanken simrer fortsat. Nylig gav chefen for OEP, Richard Cashin, næring til spekulationerne. I et interview bekræftede han, at han faktisk havde ført samtaler med våbenfabrikanterne General Dynamics og Northrop Grumman om et muligt samarbejde med HDW i Kiel. Dette bør ses på baggrund af EU's bestræbelser på at styrke den europæiske rustningsindustri i forhold til den amerikanske. Med de lydløse ubåde råder man endelig over en teknologi, der kan få amerikanerne til at spærre øjnene op. Storpolitik eller ej: Værftets direktør, Klaus Lederer, kan se frem til flere retssager om, hvordan han plejede både OEP's interesser og sine egne. I Oberhausen lader han sig næppe se igen.