Banker er dårlige spåkoner

Lyt til artiklen

Overvejer man at sætte sine sparepenge i aktier, kan det være en dyr omgang at tro for blindt på de købs- og salgsanbefalinger, som europæiske bankanalytikere disker op med. Det er i hvertfald den konklusion, som den tyske økonomiprofessor dr.Reinhart Schmidt fra universitetet i Halle er kommet frem til efter at have fulgt Europas 43 største banker og investeringshuses aktieanbefalinger i over halvandet år. I præcis 21 måneder - fra 30. juni 2000 til 31. marts i år - har dr. Schmidt sammenholdt aktieanalytikernes 'køb', 'sælg' og 'vent'-anbefalinger med den faktiske udvikling i aktiemarkedet. Skød langt over målet En af konklusionerne er, at bankerne generelt har skudt så langt over målet, at man som investor ville have tabt gennemsnitlig 24,5 procent af sine penge, hvis man havde fulgt samtlige 4.000 anbefalinger, som bankerne er kommet med i perioden. »Mange banker er kommet med købsanbefalinger, selv om markedsudsigterne generelt har været dystre i perioden. Det er klart, at de har været påpasselige med salgsanbefalingerne, for det kunne risikere at få markedet til at bryde helt sammen. Men de burde i det mindste have holdt sig til en 'vent'-anbefaling«, siger Reinhardt Schmidt. Egeninteresse Ifølge økonomiprofessoren er en af forklaringerne på analytikernes købsanbefalinger, at de selv er en del af en bankforretning, der har interesse i at holde gryden i kog. »Bankerne er interesseret i, at investorerne handler, for det er jo det, de tjener deres penge på«, siger Reinhardt Schmidt. At samtlige banker har tabt på deres investeringer i perioden er ikke overraskende, da aktiemarkederne generelt har været - og er - tynget af dårlige tider. Men hele 27 ud af de 43 finanshuse har gjort det endnu dårligere end markedet generelt, hvorimod kun 16 har klaret sig bedre. Også herhjemme Selv om undersøgelsen ikke inkluderer danske banker, gælder tendensen også herhjemme, fortæller Dansk Aktionærforening, der advarer private investorer mod at lytte for ukritisk til deres bankrådgiver. »Vi får stadig flere henvendelser fra utilfredse forbrugere, der føler sig taget ved næsen af deres bank. Mange er blevet opfordret til at købe aktier, selv om de havde besluttet sig for at holde igen. Bankerne presser på, fordi de har svært ved at tjene penge på aktiehandler, nu hvor markedet går dårligt«, siger Elisabeth Staffeldt-Andersen, civiløkonom i Dansk Aktionærforening. Mange af de banker, der har klaret sig bedst, er især mange britiske og amerikanske storbanker, for eksempel Solomon Smith Barney eller Morgan Stanley, som Schmidt også har størst tiltro til. Politiken har kontaktet flere af de finanshuse, der har klaret sig dårligere end gennemsnittet, heriblandt ABN Amro Bank i Holland og Lehman Brothers i London. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her