Trods ihærdige forsøg på at gøre det lettere for arbejdskraften at bevæge sig uhindret over EU's grænser, viser det sig, at europæerne i modsætning til for halvtreds år siden hellere vil blive hjemme, hvor de forstår, hvad der bliver sagt. Det er især tanken om at skulle bo i et fremmedsproget land, der afholder europæerne fra at rykke familien med over grænsen, og det endda selv om sprogkundskaberne ikke er blevet værre de seneste halvtreds år. Den svigtende bevægelighed på det europæiske arbejdsmarked konkluderes i en netop offentliggjort EU-rapport om den sociale situation. Den peger på sproget som den største barriere for mobiliteten på arbejdsmarkedet. I Europa taler hver anden ikke andet end sit eget modersmål, og færre end hver tredje er villig til at flytte til et fremmedsproget land. »Det er en cocktail af mange ting, der skaber den lave mobilitet, og sprog er en af de største, som vi tager meget seriøst. Det skal hovedsagelig løses ved at få skoler til at tænke arbejdsmarked ind, når de lovgiver omkring sprogundervisning. Men det er suverænt medlemslandenes beslutning, hvor tidligt de vil undervise elever i andre sprog. Kommissionen kan kun komme med generelle anbefalinger«, siger Andrew Fielding, talsmand for beskæftigelseskommissær Anna Diamantopoulou. Besværlige krav Lektor Carsten Strøby, Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, har specialiseret sig i arbejdsmarked og EU og peger på, at mange af tiltagene for at fremme bevægeligheden ikke har været gode nok. »Mobiliteten har længe været et problem og hænger også sammen med arbejdsløshed. Man flytter jo ikke til et land, hvor det er svært at få arbejde, som eksempelvis sydpå. Men det største problem er at få godkendt uddannelser og kvalifikationer på tværs af grænser, fastsætte krav til efteruddannelse også hele pensionsspørgsmålet«, siger Carsten Strøby. Kommissionen kom i februar med en aktionsplan med 25 punkter, der skal løsne hårdknuden op og gøre det europæiske arbejdsmarked mere fleksibelt. Her står pension og lettere overførsel af kvalifikationer blandt andet på programmet. »Mange tekniske foranstaltninger er med til at blokere for bevægeligheden. Det samme gælder for pensionsområdet, hvor arbejdstagere risikerer at miste deres private pensionsopsparing, fordi de stopper et sted og begynder et andet«, siger Andrew Fielding og tilføjer, at også arbejdsgivere kan være med til at blokere ved at stille så høje krav til faggrupper, at det reelt hæmmer mobiliteten. Flere muligheder »Tyskland har for eksempel så strikse kvalifikationskrav til deres håndværkere, at det praktisk talt er umuligt for andre at komme ind på den del af arbejdsmarkedet«. »Men selv om vi forsøger at løse de fleste problemer inden 2005, er det vigtigt at holde fast i, at det ikke nødvendigvis betyder mere mobilitet. Pointen er ikke, at folk skal flytte mere, men at give dem muligheden for at vælge«, siger Andrew Fielding. Hele spørgsmålet om, hvad det mobile arbejdsmarked så skal gavne, har Carsten Strøby svaret på: effektiv udnyttelse af arbejdskraften og bedre økonomi for Europa. »Hvis man har mangel på tømrere i Sydtyskland og af den grund ikke kan sætte gang i et byggeri, man ellers har råd til, så er det bedre for den samlede økonomi, at en flok dansk tømrere kan søge derhen, hvor der er behov for deres arbejdskraft. Her er idealforestillingen arbejdsmarkedet i USA, men der har de selvfølgelig heller ikke sproget til forskel«, siger han.