Lige linier og alt gjort lige efter beskærings-bogen bliver for kedeligt i de nære omgivelser. Haven skal være præget af lyst og leg - og den skal ikke gå i stå, selv om man bliver halvgammel, minder havemanden sig selv om. Måske vil nogen huske det: At vinteren indtil videre har budt på en enkelt sneperiode, som var kort, men stor og intens. I en sådan grad, at jeg skrev en svulmende artikel om det i avisen, selv om billederne ikke engang var blevet fremkaldt, og det hele i øvrigt tøede væk i løbet af et par dage. Nu har jeg fået billederne, og jeg kan ikke nære mig. Især ikke det med lysthuset. Det er næsten på linie med billederne af mit barnebarn, som jeg synes, at hele verden skal se. Men Ida må hellere få lov til at være i fred. Lyst-huset vil jeg prale med til alle og enhver. For det var jo det, som Alfio Bonnano byggede på en sommer. Han gik rundt dernede ved dammen en dags tid og kom ind til frokost med lommen fuld af sneglehuse, for der er mange vinbjergsnegle dernede ved søen. Og så sagde han, at lysthuset skulle være et sneglehus, for det skulle ligge på sneglenes sted. Så hentede vi unge egetræer og skar masser af pilegrene, og så gik han i gang med hænder og ståltråd. Det tog lang tid, men vi har det smukkeste sneglehus i vores udsigt fra køkkenvinduet hver dag. Nogle gange går vi også ned i huset. Sidder udenfor eller indenfor. Kigger opad eller udad. Men den dag, det havde sneet, gik jeg ikke nærmere end ti meter. Turde ikke gå i sneen eller ånde på den eller på nogen anden måde komme til at ødelægge billedet. LEG I HULER OG HULLER Og så vil jeg naturligvis benytte anledningen til at slå et slag for den ene af mine to store kæpheste, når det gælder haven (den anden er køkkenhaven). Det er legen ! At haven foruden at være et sted med planter også er et sted, hvor mennesker - både børn og voksne - har det sjovt, leger og eksperimenterer helt uden hensyn til æstetik og normer, haveplan og naboblikke. Møllehave skrev engang et sted, at hans have - mens børnene var små - var totalt gennemgravet og undermineret. Ikke af muldvarpe, men af børnenes mani med at grave huller og huler i jorden. Det syntes jeg, var fedt at læse. Jeg har også ladet børnene grave alt, hvad de ville, men det blev aldrig til så meget. Til gengæld blev der bygget huler over jorden og i hegnet og i træerne, og selv om de for længst er borte, så ved jeg, at de vil blive hængende i erindringen som noget af det bedste og mest intense ved barndommens have. EN VEJ AF VALMUER Nu er det mig, der leger. Jeg bygger ikke huler, men prøver konstant at minde mig selv om, at haven ikke skal gå i stå, bare fordi jeg er blevet halvgammel. At der stadig skal være plads til de spontane påfund, som gør næste sommer til noget særligt. At jeg for eksempel i efteråret, da vi var nødt til at grave en 50 meter lang rende igennem den store græsplæne (til et elkabel), naturligvis gik og tænkte på, at jeg skulle så nyt græs i ødelæggelserne så hurtigt som muligt. Men at jeg var nødt til at vente til foråret, fordi jorden jo lige skal sætte sig først, som det hedder. Godt det samme, for efter et par uger kom jeg til at kigge på gravemaskinens vandalisme med nye øjne. Det var jo ikke en snorlige rende ned igennem græsplænen. Den snoede sig ud og ind mellem birketræerne ligesom en motorvej mellem bakkerne. Hvorpå jeg så det for mig: at jeg jo helt 'gratis' havde fået mig et nyt og anderledes blomsterbed, som ikke bare skal gøres grønt igen, men som til foråret skal sås til med nogle af de mange, mange valmuefrø, jeg høstede sidste efterår. Der skal ikke rives og hakkes og luges, men valmuerne vil blomstre vildt flot til sommer, det ved jeg. Derpå vil de så sig selv i millionvis, og året efter vil der stadig komme valmuer oven på elkablet, selv om græsset breder sig ind over herlighederne. Og om to-tre år vil det hele være grønt igen. Det er det, jeg mener med legen . At en græsplæne ikke bare behøver at være en græsplæne resten af livet. At en busk ikke behøver at blive beskåret efter beskæringsbogens regler. At salaten ikke behøver at vokse i lige linier. At tomaterne ikke behøver at være runde. At lysthuset ikke behøver at være hvidt, selv om det aldrig har været smukkere end den halve dag mellem jul og nytår, da sneen havde gjort det.