Når forhandlerne for over en halv million medarbejdere i amter og kommuner tirsdag tropper op på Københavns Rådhus klokken 11, skal de ikke kun blive enige med arbejdsgiverne om løn- og arbejdsvilkår for de næste tre år. De skal også blive enige med hinanden, og det kan blive en lige så stor opgave. For mens lærerne og akademikerne helst ser, at der ingen penge lægges ud til lokale forhandlinger, vil for eksempel social- og sundhedsassistenterne og kontorpersonalet - ligesom arbejdsgiverne - gerne have, at der er »sat skilt på« nogle af de lønkroner, som skal forhandles lokalt. Dermed er der lagt op til intensive forhandlinger i det kommende døgn. Det billede tegner centrale aktører på lønmodtagersiden, som Politiken har talt med. De ønsker dog ikke at udtale sig til citat på grund af de forestående forhandlinger. Men klart er det, at lærerbaglandet presser sine forhandlere hårdt. En protest på internettet mod ny løn samler underskrifter i rekordfart - den tæller nu over 7.000 navne - og et møde mandag viste stor uenighed i hovedbestyrelsen om, hvilket mandat forhandlerne kan tage med sig til rådhuset. Men sandsynligvis kommer lærerne i dag ikke med ret meget mere i posen, end de gjorde, da forhandlingerne brød sammen. Forrige søndag fløjtede forhandlerne til time-out, efter at møderne var strandet på flere forhold. Dels er afstanden mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne stor med hensyn til den generelle ramme for lønstigningerne. Dels var der uenighed om størrelsen på de poser penge, der skal lægges ud til lokale forhandlinger. Og endelig var der en knast den såkaldte reguleringsordning, der afstemmer lønudviklingen i det offentlige med udviklingen på det private arbejdsmarked. Ny løn skiller Det er især ny løn, der skiller vandene. Det nye lønsystem belønner folk efter, hvad de kan og yder, i stedet for efter hvor lang tid, de har været ansat. Arbejdsgiverne vil gerne have så mange penge ud til lokale forhandlinger som muligt. Det vil nogle lønmodtagerorganisationer også. De mener, det sikrer deres medlemmer en lønfremgang, hvis arbejdsgiverne på den måde er forpligtet. Mens andre, for eksempel akademikerne, mener, at deres medlemmer kan få mere hjem i løn, hvis der ikke er sat loft på den sum, der kan forhandles om lokalt. Endelig mener for eksempel lærerne, at det nye lønsystem ikke virker, fordi arbejdsgiverne ikke bruger det, samt rammer de svageste til de individuelle lønforhandlinger. I søndags sagde to af forhandlingsfællesskabet KTO's tre hovedgrupper - Akademikernes Centralorganisation og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - derfor nej til det forslag som lå, mens LO- gruppen sagde ja. For det samlede KTO med den garvede forhandler Poul Winckler i spidsen har strategien været at udvide rammen for de generelle lønstigninger i samme takt, som der lægges penge ud til lokale forhandlinger, så den samlede kage vokser.