Langt de fleste østeuropæiske lande og de gamle sovjetrepublikker er fattigere, end da omstillingen fra kommunistisk planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi begyndte med Berlinmurens fald i 1989. Kun et fåtal af landene - 4 ud af 24 - er i dag rigere, selv om der alle steder er gjort fremskridt i forhold til den meget dybe krise, som fulgte umiddelbart i halen af markedsåbningen i begyndelsen af 1990'erne. Økonomisk vækst Siden midten af 1990'erne har der været økonomisk vækst i de fleste østlande. Men i samtlige lande har overgangen til markedsøkonomi betydet en omfordeling af indkomster til fordel for de rigeste og til ulempe for de fattigste - men med meget store landeforskelle. Og som den eneste blok af udviklingsøkonomier i verden er antallet af fattige i Østeuropa, der må leve for mindre end 1 dollar om dagen, steget. Fra 1,5 procent af befolkningen i 1990 til 5,1 procent i 1998. Opsplitning af økonomier Udviklingen fremgår af en helt ny status om Østeuropas og de gamle sovjetrepublikkers overgang til markedsøkonomi i tiåret fra 1990 til 2000, som Verdensbanken fremlagde i går. I rapporten pointeres det, at der i de første ti år efter Murens fald er sket en markant opsplitning af de såkaldte overgangsøkonomier. »Ved begyndelsen af det nye årtusinde går der en dyb skillelinje mellem de central- og sydøsteuropæiske lande og de tre baltiske lande på den ene side og så de gamle sovjetrepublikker på den anden side«, skriver Verdensbankens økonomer. Økonomierne i de gamle sovjetrepublikker, med Rusland i spidsen, har uden diskussion udviklet sig markant dårligere end de andre overgangsøkonomier, viser Verdensbankens økonomiske analyse. Blandt dem, der har klaret sig forholdsvis godt, tæller blandt andet Polen, Ungarn, Slovenien og Tjekkiet og seks andre østeuropæiske lande. Det er alle lande, som skal forhandle betingelserne for optagelse i EU færdig under det danske EU-formandskab, der begynder til sommer. Endnu større ulighed Gabet mellem rig og fattig er på ti år vokset sig væsentligt større i de gamle sovjetrepublikker end i alle andre østlande. Således er uligheden i de fleste østeuropæiske lande steget fra et niveau, som i 1990 lå tæt på de vesteuropæiske lande, til et ulighedsniveau, som i dag minder om tilstanden i USA. I de gamle sovjetrepublikker er uligheden i dag langt større end i USA, og de er nu blandt de mest ulige lande i verden. Normalt udløser større ulighed i udviklingsøkonomier entydigt negative kommentarer, men Verdensbankens økonomer øjner også positive træk ved udviklingen i flere af overgangsøkonomierne. De stigende indkomstforskelle i lande som Polen, Slovenien og Ungarn kan først og fremmest forklares med uddannelsesmæssige forskelle, større lønforskelle og et begyndende afkast til iværksætterne. »Det er kræfter, som er velkomne, fordi det signalerer - på trods af den stigende ulighed - at markedskræfterne nu belønner færdigheder og initiativ på samme måde som i mere modne markedsøkonomier«, skriver Verdensbanken Derimod er der intet positivt ved udviklingen i eksempelvis Rusland og andre gamle sovjetrepublikker. »Der er en stærk sammenhæng mellem højere korruption og højere ulighed i hele regionen. Snævre økonomiske interesser har bøjet politikken til deres egen fordel, og har været i stand til at begrænse konkurrencen og koncentrere deres økonomiske magt, f.eks. via monopoler. Folk, bortset fra nogle få priveligerede, er i det store hele fanget i deres lavtlønsjob«, lyder det mistrøstigt om blandt andet Rusland. Bedst med reformer Verdensbanken mener, at vejen til vækst og velstand sker over en bred vifte af reformer, som indeholder en stabilisering af den nationale økonomi, liberalisering af priser og handel, håndhævelse af hårde budgetmål i den gamle virksomhedssektor under omstilling, at der skabes rum for udvikling af en privat sektor i økonomien, en reform af skattesystemerne og en omfordeling af de offentlige udgifter samt - og ikke mindst - omfattende reformer af den offentlige sektor og lovgivningen. Et såkaldt reformindeks viser, at det generelt er de lande, som er nået længst med omstillingen til markedsøkonomi på de ovennævnte områder, som også har haft de højeste vækstrater og den mindste stigning i uligheden i omstillingens første årti.