Skal den danske hjælp til erhvervsudvikling i ulandene følge markedskræfterne? Eller skal Danida og landene i fællesskab forsøge at styre investeringerne ind i bestemte sektorer? Uenigheden mellem Danida og et privat konsulentfirma er massiv efter offentliggørelsen af en evaluering af den danske støtte til opbygning af erhvervslivet i en række ulande - det såkaldte Privat Sektor Program (PS- programmet). Evalueringen omfatter projekter i Ghana, Egypten og Vietnam. PS-programmet er blevet kigget grundigt i kortene af det danske konsulentfirma Development Associates. Og konsulenterne uddeler en buket bestående af få roser og en hel del flere tidsler til programmet, som siden 1993 har formidlet og støttet cirka 90 projektsamarbejder mellem danske virksomheder og virksomheder i 11 ulande. Programmet har til dato kostet de danske skatteydere cirka 600 millioner kroner. Begrænset effekt »På baggrund af programmets nuværende udformning er det ganske vellykket. Generelt gennemføres det effektivt af kompetente og engagerede medarbejdere inden for de givne rammer«, hedder det i evalueringen, som desuden anerkender, at programmet er værdsat af erhvervslivet både i Danmark og i ulandene. Den danske støtte har imidlertid i første række hjulpet enkeltstående virksomheder og ikke medvirket til en bredere udvikling af erhvervsstrukturen i landene. De enkelte virksomheder, som gennem programmet har samarbejdet med danske virksomheder, har nok opnået betydelige forbedringer af konkurrenceevnen og beskæftigelsen, ligesom der er opnået gode resultater med hensyn til miljø og ligestilling. Men en mere generel positiv effekt har været stærkt begrænset, og programmet har heller ikke medvirket til at give ulandene et målbart løft ud af fattigdommen. Et andet kritikpunkt er, at de virksomheder, som udvælges til støtte, ikke nødvendigvis kan begå sig i international konkurrence på eksportmarkedet. De skaber godt nok flere arbejdspladser, men det sker typisk på bekostning af andre af ulandets virksomheder, der bukker under i konkurrencen. »De dele af den private sektor, der støttes, har (.) ikke nødvendigvis det største vækstpotentiale eller bidrager mest til en socialt afbalanceret vækst«, fastslår rapporten Development Associates anbefaler fremover blandt andet en langt mere selektiv udvælgelse af, hvilke sektorer der skal støttes. Endvidere bør programmet målrettes mere mod decideret fattigdomsbekæmpelse, eventuelt i færre lande. Rapporten konkluderer, »... at programmet kun bør videreføres efter omfattende ændringer i retning af at give det en klar udviklingsprofil«. 10.000 arbejdspladser Kritikken afvises imidlertid temmelig blankt af Danida. Kontorchef Christian Kønigsfeldt i Danidas erhvervskontor påpeger, at PS-programmet endnu er et relativt ungt program, som i en række af programmets samarbejdslande kun har virket i få år. »Og med al respekt for, at 600 millioner kroner er mange penge, så er det altså begrænsede midler i denne sammenhæng. Derfor er det vigtigt at holde sig for øje, at der er grænser for, hvor stor en overordnet effekt man kan regne med«, siger han. Han peger på, at selv om PS-programmet opererer i en række af verdens fattigste lande, er det alligevel lykkedes at få danske virksomheder til at arbejde i disse lande - blandt andet med omkring 10.000 arbejdspladser i ulandene som resultat. »Det ligger ikke snublende nær at tro, at de danske virksomheder ville have været her, hvis ikke det havde været for PS-programmet«, siger Christian Kønigsfeldt. Danida afviser, at det skulle styrke projektet, hvis man på forhånd fokuserede på bestemte sektorer. »Jeg tror, at man skal være forsigtig med at lade staterne udpege de virksomheder, der skal støttes. Vores holdning er, at markedet løser den opgave bedre«, siger Christian Kønigsfeldt. I programmets første leveår opererede man i Zimbabwe og Indien kun i på forhånd udvalgte sektorer. Det viste sig imidlertid at være en hæmsko for projektets udvikling. »Flaskehalsen i programmet er at få kvalificerede danske virksomheder på banen«, konstaterer Christian Kønigsfeldt, som frygter, at fokusering på bestemte erhvervssektorer i ulandene vil få feltet af interesserede danske virksomheder til at skrumpe yderligere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























