Guldsmed Jytte Kløves særegne stenhus i Brede, der er bygget med kun tre rum samlet om husets hjerte, atelieret, indholder en vrimmel af kunsthåndværk samlet i begejstring. Det var ligesom om, det hus var bygget til mig. Det var en fabelagtig oplevelse. Jeg følte mig som verdens heldigste«, fortæller Jytte Kløve om sit første møde med det særegne stenhus på en skrænt i Brede tæt ved Mølleåen. Det var tilbage i 1984, hvor Jytte Kløve og hendes mand, som de eneste, fik lov at se huset. Arkitekt- og billedhuggerparret, der selv havde tegnet og bygget huset i 1930'erne, skulle flytte, og Jytte Kløve og Bo Krogh fik foretræde. »Jeg kan huske, at den gamle billedhugger sagde til sin kone, 'se hendes hænder!'. Mine hænder bærer jo præg af, at jeg arbejder med kunsthåndværk. Så fik vi lov at overtage huset«, siger Jytte Kløve. Hun fortæller begejstret om husets fantastiske tilblivelse med kampesten hejst op i en trisse ved hjælp af 'en stærk mand fra banen'. Det er den slags historier om huset, om livet i den nærliggende 100 meter skov, de vilde hindbær, tovbanens gysende finale over skrænten, det solitære bøgetræ ved køkkenvinduet, søens hejre kaldet Lange Otto, som Jytte Kløve samler på, elsker og faktisk også bygger sit arbejde som guldsmed op med. TOSCANA-PRÆG »Når gæster besøger os for første gang, så har de den samme fornemmelse. Det hus og den beliggenhed er noget særligt«, siger Jytte Kløve. Stenhuset ligger ud til et fredet område, næsten omkranset af skov og ganske tæt ved åens bred. »Der er ikke så meget, der kan vokse i skovbund, så det der klarer sig, det beholder vi. Vi har masser af sommerblomster: margeritter, løvemund og morgenfruer. Der er gule blomster mod nord og røde blomster mod syd«. Den kuperede have med tovbanen for børn har også et stort stenkar, som hundene kan bade i, og et hestetrug med blomster. De store enkle vinduer, der ligger lavt, er forsynet med et snoet båndjernsgitter, hvad der giver huset en sydeuropæisk stemning. »Vi skiftede efter nogle år det gule tegltag ud med røde tegl, og en nabo sagde til mig, nu er det ikke et stenhus fra Provence længere, nu er det fra Toscana«, fortæller Jytte Kløve. BESÆTTELSEN Fra haven træder man ind i husets første sal, hvor entreen fører ind i køkken og spisestue. Egentlig er huset indrettet med kun tre rum koncentreret om husets hjerte, atelieret i stueetagen, hvor der er fem meter til loftet. Der skulle bare en almindelig renovering til, da huset skiftede ejer i 1984. Huset var funktionelt, bygget med tanke på den datidige funkisstil. Trægulvene blev afhøvlet, og de få nødvendige skillevægge blev sat op. »Om sommeren når bøgetræet springer ud, så er der et helt fluorescerende lys i køkkenet. Der findes ikke noget mere dejligt end rigtige trækøkkener, og sådan et har jeg, og så har jeg et fadebur med kølighed«, fortæller Jytte Kløve og udpeger krukker, vaser og andet kunsthåndværk i køkkenet. »Vi begejstres, ja, vi besættes af kunsthåndværk, og vi omgiver os med stadig mere kunsthåndværk. Jeg synes naturligvis om godt design, men der er en ild i kunsthåndværkerens arbejde. Det er kunst fra hjertet«. Blandt de udpegede ting i køkkenet er 'kanden til tørstige børn', som kan indeholde to liter saftevand, der er Carina Skibbys stempelkande og en brødkasse af Lenny Goldenberg fra Bornholm. Der er islandske mokkakopper, som får samme farve inde som ude, når man drikker kaffe med mælk, og der er tusind små skåle. I spisestuen er det Philippe Starcks stole, der fremhæves, og det samme gør glaskunstneren Bente Bonnés store spejl. På første sal er der indrettet soveværelse bag Paustians organiske træskillevæg. Den kan flyttes efter behov og ændre rummenes størrelse. I TRE DIMENSIONER En trappe fører ned til stuen, som var husets højtloftede og velindrettede atelier. Under trappen har Jytte Kløves 10-årige datter Kamma sit værelse. Det store atelierrum er forsynet med store enkle vinduesrammer, hvor en udstoppet ræveunge advarer levende artsfæller fra skrænten om at komme for tæt på. En gipsfrise over havedøren sørger for stuens harmoni. »Vi har ellers næsten ikke nogle billeder på væggene. Det skyldes naturligvis husets form, men også det, at jeg i mit arbejde fokuserer på det tredimensionale. I vores tid har vi en evne til hele tiden at benytte billeder. Jeg tror, det er nødvendigt nogen gange at trække stikket ud og skifte billedrammen ud med øjets billedramme og så fatte, at ting har flere dimensioner. Ting har en krop og en fylde«. Stuen fungerer også som arbejdsværelse for Jytte Kløve og Bo Krogh, som har stillet deres arbejdsborde sammen. »Med reoler og arbejdsborde har stuen fundet sin form. Jeg flytter da lidt rundt og ændrer på indretningen, men de ting, vi har, de kunstgenstande, vi har samlet, fungerer uden for tiden, og dem kan vi blive ved med at have. For eksempel Ole Bent Petersens vandrørsstage fra Nikolaj Kirke. Den er som bygget til os og vores stue«. Huset har sit eget effektive rørsystem, som sørger for en god opvarmning af det store rum. Rørene udnytter returvarmen, og hulmurene isolerer godt, så stenhuset er køligt om sommeren og varmt om vinteren. FORTOLKNINGER I ÆDELMETAL Hver dag tager Jytte Kløve turen gennem skoven til Lyngby, hvor hun har haft guldsmedeværksted i 26 år. Og det er inspireret af de ture, at hun fremstiller fingerringe med navne som 'halemejse' og 'dompap', armbånd kaldet 'hjortespor' og 'sildestimer' samt andre smykker med navne som 'tøbrud' og 'butterfly'. »Jeg er tredje generation af guldsmede. Min far var urmager, og jeg er vokset op med ædelmetallernes fantastiske verden. Med metaller og sten kan en guldsmed skabe alting. Jeg kan godt lide at iscenesætte og fortolke«. Jytte Kløve arbejdede med temaet regnbuer, da hun sidste år udstillede i Sophienholms park, den udstilling følger hun op på i 2003, hvor hun fortolker miniaturen ved at sætte kameraets linse på de klassiske former og ædelmetallerne og forstørre dem til fotostater.