Det bliver et kompliceret spil med 3.600 job på højkant, når SAS inden for de kommende måneder skal ud i den største fyringsrunde i selskabets 55-årige historie. De 1.100 stillinger er der - eller vil der blive - fundet forskellige mere eller mindre utraditionelle løsninger for. Men tilbage er omkring 2.500 mennesker, der kommer i klemme. Selv højt op i de faglige organisationer er håbet om at nedbringe antallet af fyringer væsentligt nærmest ikke eksisterende. En af de personer, der vil være med under de kommende forhandlinger, er formanden for Ansattes Faglige Samråd (AFS) i SAS, Annette Hansen. Hun understreger, at AFS endnu ikke har drøftet sagen, men hun har ikke personligt tiltro til, at der kan reduceres meget i ledelsens udspil, når det gælder nedbringelse af lønomkostningerne. »Vi skal i gang med at finde ud af, om der er rimelighed i ledelsens udspil, men når vi kommer frem til det endelige tal, som kan variere lidt i begge retninger i forhold til ledelsens, må vi nok se i øjnene, at der står fyringer på dagsordenen«, siger hun. Værdighed må bevares »Jeg finder det særdeles væsentligt, at vi også fagforeningerne imellem kan stå dette igennem med værdigheden i behold«, siger Annette Hansen videre. »Det er vigtigt, at vi ikke kommer ud i en indbyrdes krig, hvor hver enkelt fagforeningsformand frasiger sig ansvaret for helheden og udelukkende kæmper for sine egne medlemmer. Når vi finder ud af, hvor mange fyringer der skal til, må vi selv bidrage med ansvarlighed og sørge for, at der skæres ned de rigtige steder. Det nytter ikke, at SAS bringes længere ud i det økonomiske uføre og måske på den baggrund går fallit, blot fordi et enkelt område har specielt dygtige forhandlingsledere«. »I den forbindelse har jeg set SAS' økonomidirektør Gunnar Reitan, der er nordmand, citeret for, at de fleste afskedigelser skal ske i Danmark og Sverige. Jeg har netop skrevet til ham og udbedt mig svar på, om han er rigtigt citeret. Det er ødelæggende for de kommende forhandlinger, hvis de på den måde skal føres i aviserne«. VærdighedEr det ikke lidt naivt at tro, at fagforeningsledere for helhedens skyld vil acceptere flere fyringer end højst nødvendigt netop på deres område? »Det tror jeg ikke. Det lykkedes i hvert fald under den store fyringsrunde i 1991. Måske ikke 100 procent, men et godt stykke hen ad vejen. Dengang lykkedes det i Danmark at komme igennem med værdigheden i behold. Vi skal jo ikke glemme, at alle faggrupper skal arbejde side om siden også efter fyringerne, og hvis der sås splid medarbejderne imellem, bliver det endnu sværere at få SAS op at stå igen. Jeg ved da godt, at man ikke kan gennemføre en fyringsrunde efter forholdstal faggrupperne og landene imellem, og jeg ved da også, at nogle grupper kommer til at holde mere for end andre. Men sådan må det være«. Ville du selv kunne overleve som fagforeningsformand, hvis det kom frem, at du for helhedens skyld havde acceptere flere fyringer end nødvendigt på dit område? »Ja, hvis jeg troede, at det i længden er det bedste for vores fælles arbejdsplads. Alternativet er jo, at vi slår hinanden og hele SAS ihjel«. Lønstop duer ikkeTror du på et lønstop som en af redningsplankerne? »Nej. Hvis jeg troede, at krisen var af nogle måneders varighed, kunne det måske komme på tale, men det duer ikke over en længere periode. Det vil blot føre til, at de bedste hoveder rejser til andre bedre betalte job. Her deler jeg i øvrigt opfattelse med vores ledelse«. Fyringer efter sidst ind først ud-princippet? »Det vil flere grupper sikkert kæmpe for, og jeg tror da på, at det er lettere for de senest ansatte at få et andet job, end for de gamle i gårde. Det er jo næppe de største tumper, vi har ansat på det seneste. Men jeg er endnu mere optaget af at sikre dem, der må fyres, bedst muligt. Det er mennesker, som i enhver henseende er uden egen skyld i, at de er havnet i denne situation. Derfor skal vi have sikret flest muligt retten til genansættelse, når der igen bliver plads«. Er det overhovedet muligt at fyre i omegnen af 2.500 mennesker uden ballade? »Krisen i flybranchen går ikke over, og SAS' økonomi bliver ikke bedre af, at vi sætter os på røven. For at vi skal komme igennem dette med værdigheden i behold, kræver det, at medarbejderne kan forstå det rimelige i, hvad der sker. Hvis man for eksempel helt teoretisk forestillede sig, at alle fyringer skete blandt indianerne, mens høvdingene gik fri, tør jeg godt forudse, at der kunne blive uro«. Hvornår skal forhandlingerne være afsluttet? »Det bliver ikke før jul, men vi har heller ikke et halvt år. Hvis der går så længe, inden det bliver klart, hvem der skal fyres, og hvem der ikke skal, begynder folk at stikke knive i ryggen på hinanden«.