Historiske rammer og gamle ting tilsat noget moderne. To arkitekter har blandet stilen netop for at få balance i et af tårnhusene ved Gisselfeld Slot. Der findes ca. 110 tidligere funktionær- og forpagter-boliger spredt rundt på Gisselfeld Slots enorme jordarealer. Disse boliger kan man leje eller i enkelte tilfælde komme til at eje. I et af de lejede huse, et nyromantisk tårnhus fra slutningen af 1800-tallet, bor arkitekterne Stig Lauritsen og Greg Kobett. Tårnhuset - eller rettere tårnhusene, for der er faktisk to - er bygget som et par minislotte, der danner port til Gisselfeld, sandsynligvis fordi det var hensigten at gøre ankomsten til slottet så imponerende som muligt. Udover at have bolig her, har Stig Lauritsen og Greg Kobett også en del af deres arbejde på Gisselfeld. De passer og plejer Paradehuset (eller Orangeriet) og den omfattende samling af eksotiske vækster. Langt det meste bliver dog varetaget af Stig Lauritsen, mens Greg Kobett må siges at have længere til arbejde - han kører hver dag med toget fra Haslev til København, nærmere betegnet Tivoli, hvor han arbejder sammen med bl.a. Tivolis chefarkitekt Søren Robert Lund. Lige nu drejer sig om at få styr på det årlige julemarked. BLANDET BALANCE Tårnhuset er særpræget og stemningsfuldt indrettet med et pænt strøg af boheme. De mørke vægfarver i dodenkop og persisk blåt er bevaret og suppleret efter den tidligere beboers indsats med pensler og limfarve. Han var ligesom Stig Lauritsen og Greg Kobett en herre med grønne fingre, nemlig blomsterkunstneren Tage Andersen. »Han har sat sit præg, ikke bare på væggene, men også andre steder, f.eks. har han fået trægulvet i det rum, hvor vi nu har tegnestue, til at ligne et slotsgulv i barokstil. Meget flot!«, siger Greg Kobett, der elsker historiske rammer og gamle ting, men også mere moderne indslag. »Kortene skal blandes, så får man den bedste balance«, som han udtrykker det. Overalt i huset ser man helt specielle ting. De stammer fra de to arkitekters mange rejser og er med til at 'sætte scenen', bl.a. i soveværelset. Her træder man ind i Orienten med kvaster på lampen, en lysende Buddha og udskårne træskærme fra Beijing. Her er også kinesiske butiksskilte, rispapirsruller med kinesiske ordsprog samt en lav bænk med røde lakerede brædder, fremstillet af Greg Kobett og i sin tid anvendt til børn under en japansk festival i Tivoli. »Men for at det hele ikke skal drukne i det orientalske, er sengen dækket med et håndlavet indisk sengetæppe med 1.000 små spejle - igen for at blande kortene«. I stuen med et prægtigt lysindfald gennem en stor karnap finder man ligeledes ganske særlige ting; et par vældige kirkestager i messing, en samling af antikke bøger, herunder Biblen, Koranen og Toraen. Her er desuden kirkekunst fra Italien, kunsthåndværk fra Indien og såkaldte 'helligdomme' (små skulpturer i blik) fra Sind-ørkenen i Pakistan, hvor Greg Kobett har rejst. Og så dufter der af appelsin og roser, for selvfølgelig har nogle af de mest velduftende geranier fra Paradehuset også deres plads i stuen, men især spisestuen, der i perioder fungerer som et mindre drivhus. DET BEDSTE RUM Tegnestuen på første sal er forsynet med ualmindeligt højtsiddende vinduer - så højt sidder de, at man ifølge Greg Kobett kun lige kan få øjnene og næsen op over. »Man kan kun se himlen, ikke træerne, så når man sidder her, er det ligesom at flyve - ret forunderligt - for mig er det husets bedste rum«. Nede i køkkenet hersker lidt bevidst primitive tilstande, i hvert fald hvad komfurfaciliteterne angår - her er bare to gamle gasblus, men som Greg Kobett bedyrer: »Det er tilstrækkeligt og rækker fint til fem retter mad«, hvilket han sagtens kan sige, da det ikke er ham, der laver maden, men Stig Lauritsen. Til gengæld var det Greg, der i sin tid slæbte den rustikke køkkenbordsplade af marmor hjem - den fik han øje på en dag på vej gennem Nansensgade på sin longjohn, og dengang havde pladen ikke det mindste med et køkkenbord at gøre, eftersom den var trappetrin i en ejendom under renovering. Så op på ladet med et par trappetrin - »det er derfor, man altid skal cykle på en longjohn«, griner Greg Kobett. Hvad der ikke forefindes i arkitekternes hjem, er et fjernsyn. Jo, en ganske lille transportabel firkant i sort/hvid, men den benyttes meget sjældent, for »vi har ikke tid«, som de siger. Timerne rækker dårligt nok til den daglige rutine, pleje og pasning af landstedet, der ydermere fungerer som en slags eksperimentarium for nye ideer. Hertil kommer, at der skal holdes orden i rækkerne af gamle mistbænke med grønsager og krydderurter, og der er tilmed et par diamantduer samt fårene Marge og Mabel at se til. Fårene indfandt sig dette år og er faldet godt til i 'familien', som gerne vil prøve at holde husdyr efter sidste sommers babysitting af nogle jakobsfår og japanske silkehaner. »Det er nyt for os at holde dyr, men vi tror nok, vi kan li' det, så til næste sommer kan det være, vi udvider bestanden med nogle høns - det kunne være hyggeligt«, siger Greg Kobett.