Kaffepriserne på verdensmarkedet er på det seneste styrtdykket så voldsomt, at småbønder over hele kloden er tæt på ruin. Mange bønder får mindre for deres afgrøde, end det reelt koster at dyrke kaffen. Årsagen er især overproduktion og et dalende kaffeforbrug i Vesten. For første gang i 30 år er et pund kaffe på råvarebørserne faldet til 48 amerikanske cent, eller godt fire kroner. I løbet af de seneste to år har kaffen mistet 70 procent af sin hidtidige værdi som eksportvare. »Herhjemme mærkes den globale kaffekrise ved, at en del forbrugere er holdt op med købe Max Havalaar-mærket kaffe, som sikrer den lille bonde en fair pris for sit produkt. Folk vil ikke betale den merpris, man giver for at sikre producenten og hans familie en anstændig levevis«, siger en vred Nina Schiøtz, generalsekretær i Max Havelaar Fonden. »Jeg fatter det ikke. Folk betaler gerne 20 kroner for en kop kaffe på en café. Det svarer til en kilopris på 2000 kroner for cappucino, latte eller café au lait. Kaffebonden må nøjes med ni kroner. Det betyder, at hans ugeløn er langt mindre end prisen på én kop kaffe på den danske café«, siger Nina Schiøtz. Faldende eksport Salget af Havelaar-mærket kaffe var sidste år 750 ton, svarende til 2,5 procent af danskernes samlede årlige kaffeindtag. Efter at have set salgstallene for de første to kvartaler i år forudser Nina Schiøtz, at 2001-salget vil dale til omkring 725 ton - eller en tilbagegang på tre-fire procent. Det skal ses i forhold til, at den bæredygtigt dyrkede kaffe i de senere år langsomt, men sikkert har ædt sig ind på markedet med små stigninger hvert år. Vietnam besluttede i sidste uge at hugge mellem 150.000 og 180.000 hektar kaffebuske om i den kommende sæson 2001/2002 for at begrænse udbuddet og stabilisere kaffeprisen, skriver nyhedsbureauet Reuters. I Indonesien forudser landets kaffeeksportører, at eksporten af kaffe vil falde med 10 procent til 279 millioner ton i år. Det skyldes, at de lave priser har skræmt en del farmere fra at passe og høste afgrøden, som de plejer. Slagtilbud I de danske butikker og supermarkeder kan Havelaar-kaffen åbenbart ikke konkurrere med slagtilbuddene på "fem pund for en hund"«, siger Nina Schiøtz. Selv om prisforskellen på Havelaar-kaffe og en tilsvarende god kvalitet uden det lille elefantmærke blot er fem-seks kroner pundet. Køber man Havelaar-kaffe, betaler man FNs beregnede mindstepris på 126 cents pr. halve kilo kaffe - mod de 48 cent, der er den aktuelle verdensmarkedspris. »Ifølge Dansk Kaffeinformations hjemmeside drak danskerne i 1999 pr. husstand 10,6 kilo kaffe om året og betalte i alt 524 kroner for det. Havde det været Max Havelaar-mærket, ville kaffen have kostet cirka 630 kroner. Jeg tror helt seriøst, at folk ikke er klar over, hvor lidt det drejer sig om. Differencen er bare 105 kroner, hvilket svarer til et par solide pizzaer eller tre pakker cigaretter«, siger Nina Schiøtz. »De store tabere er de småbønder, som ikke har andet valg end at blive ved at dyrke kaffe. Enhver indkomst, uanset hvor lille den er, er bedre end ingenting. De lave priser ødelægger en ellers positiv udvikling for millioner af mennesker i den tredje verden«, tilføjer generalsekretæren. Kaffe som brændsel I nogle producentlande overvejer man nu at sælge kaffen som brændsel eller ligefrem destruere dele af årets høst. Både Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, har kraftigt opfordret ulande som f.eks. Vietnam til at dyrke kaffe i stor stil som betingelse for at få lån og støtte. Men siden sammenbruddet sidst i 1980erne i den internationale kaffeaftale, som søgte at regulere udbud og efterspørgsel, har markedet været så svingende og ustabilt, at priserne er gået op og ned. »Men man kan ikke omlægge sin afgrøde fra den ene dag til den anden. Der går mindst tre-fire år, før man igen har noget, der kan sælges«, siger Nina Schiøtz. Hun finder det alarmerende, at de katastrofale prisfald ikke blot rammer kaffen, men også andre af de råvarer, som er hovedindkomst for en lang række lande i den tredje verden. »Vi ved fra historien, hvad der kan ske i de enkelte lande, når priserne kommer så langt ned. Løsarbejderne er de første, der bliver arbejdsløse. Og vi ved, at handel er den eneste mulighed for en reel udvikling i den tredje verden. Ulandsbistand kan kun gøre en lille del«, siger Nina Schiøtz.