For godt et år siden var mange IT-folk mange tusinde - hvis ikke millioner - kroner værd i papirpenge. Så satte IT-krisen ind, og i dag er mange aktier og optioner groft sagt værdiløse. Mange står tilbage med gæld. Tænk, hvis du vandt i Lotto. Tallene på kuponen var rigtige nok. Det stod i avisen. Du tjekkede efter flere gange. Også vennerne og familien så det. Pengene var dine. Og så alligevel ikke. Drømmen blev til et mareridt. Selvom du stod med kuponen lige dér mellem fingrene, kunne du ikke få pengene. De var væk. Helt væk. Kan du genkende mareridtet? Måske handler det også om dig? I dag - godt et år efter den globale IT-krise satte ind i forsommeren 2000 - står mange IT-folk tilbage med en følelse af at have tabt rigtig mange penge på optioner eller aktier. I måneder kunne de hver morgen slå op i avisens børslister og følge kursen på deres aktier, der bare steg og steg. De blev bare rigere og rigere. Som en i branchen udtrykker det: »De troede jo alle sammen, at de skulle være millionærer«. IT-folkene havde købt aktier eller optioner i de internetvirksomheder, de var ansat i. En af dem er Jan Kragh. Han var den gang medarbejder i internetvirksomheden Framfab og lånte 50.000 kroner i Midtbank for at købe optioner i virksomheden. Optionerne gav ham ret til at købe aktier i virksomheden. Framfab havde formidlet kontakten til Midtbank, der finansierede de ansattes køb af optioner. Optionerne kunne udnyttes et år efter, at han købte dem i slutningen af 1999. »Det er det dyreste skrabelod, jeg har købt i mit liv««, siger Jan Kragh. Han tog chancen. Han regnede måske ikke med at blive mangemillionær, men mindre kunne da også gøre det. Han huskede, at en af hans kolleger fik aktier, som han nåede at få solgt til en god pris. »Han fik da, så han kunne købe sig en bil og havde penge på bankkontoen til udbetalingen på den næste lejlighed eller til et hus ude i forstæderne. Han havde vel en lille halv million efter skat. Det er måske ikke noget, der ændrer ens liv grundlæggende, men det er jo fint alligevel. Og det var vel derfor, vi gjorde det. For at få lidt mere ud af det««, siger Jan Kragh, der blev ansat, kortefter at svenske Framfab købte det danske internetbureau Networkers. Per Beining var også ansat i Framfab. Han blev ansat tidligere end Jan Kragh og fik derfor medarbejderaktier, da svenskerne overtog Networkers. Oveni lånte han senere af to omgange 70.000 kroner i sin egen bank til at købe optioner på at få flere aktier i Framfab-koncernen. »Dengang virkede det som en god investering. Man troede jo på det««, siger Per Beining. Da kursen var på sit højeste - omkring de 350 kroner per aktie - havde han 2,5 millioner kroner. På papiret. Og det så rigtig godt ud for mange i begyndelsen. Også Jan Kragh stod til at score stort. På papiret. »Kursen var på et tidspunkt højt nok oppe til, at hvis jeg havde kunnet udnytte mine optioner på det tidspunkt, så havde jeg scoret en million. Men jeg vidste også godt, at der var lang tid til december, så det var ikke nogle penge, jeg kunne regne med««, siger Jan Kragh. »Jeg har da haft adskillige kolleger, der blev ansat et par måneder før mig og derfor fik medarbejderaktier, da Networkers blev opkøbt af Framfab. Og der er da nogle af dem, der regnede med, at de havde nogle sikre penge««, siger Jan Kragh. Men kursen på Framfabs aktier dykkede katastrofalt og ligger i dag under to kroner per aktie. Og dermed forsvandt både Per Beinings og Jan Kraghs formuer. »Det var en kalkuleret risiko fra min side, så jeg går ikke rundt og er ked af det eller bitter. Jeg har bare spillet spillet og tabt««, siger Per Beining. En af dem, der fik noget ud af sine aktier i Framfab, er Tim Frank Andersen. Han var en af stifterne af Networkers og fik aktier i Framfab, da den svenske koncern opkøbte Networkers. I dag har han ligesom Jan Kragh og Per Beining forladt Framfab. I modsætning til mange af medarbejderne i Framfab vedkender han, at han fik noget ud af at sælge halvdelen af sine aktier, inden IT-krisen slog igennem. Men hvor mange penge han fik ud af sit Framfab-eventyr, vil han ikke fortælle. Hans privatøkonomi er privat. »Tingene er da ikke, som vi havde ønsket. Så havde alle hundreder af medarbejdere været millionærer. Det havde man da drømt om. Men sådan blev det altså bare ikke«, konstaterer Tim Frank Andersen. Han fortsætter: »I bund og grund kan jeg bare opfordre alle dem, der synes, at det er uretfærdigt, til at de selv går i gang. De kan bare selv starte deres egen virksomhed. Gøre det selv«. I dag har Tim Frank Andersen skiftet fra Framfab til virksomheden Internet Ventures Scandinavia, der investerer i nystartede virksomheder med fokus på nettet. En af dem, der var med til at starte en internetvirksomhed, var Lars Christian Andersen. I dag arbejder han i rederiet DFDS som chef for deres projekt- og udviklingsafdeling. Men da han gik med i Go-yoyo.com som marketingdirektør, overtog han 20 procent af aktierne i virksomheden. Han kom fra en stilling som nordisk marketingdirektør for B&O. Prisen for aktierne var, at han arbejdede gratis et år for Go-yoyo, der stadig eksisterer med en markedsplads på Internettet, hvor købere kan bestille trykkeriopgaver af blandt andet trykkerier. Han skaffede penge til at leve for i det år, hvor han arbejdede gratis, ved at sælge sin bil og med ekstra lån i huset. »Det var da godt, at huspriserne fulgte med op««, siger Lars Christian Andersen. »Jeg tror, at mine aktier midt i opturen blev anslået til at være 140-150 millioner kroner værd. I dag er de måske én til fem millioner kroner værd, hvis man er optimistisk. Ha, ha«, griner Lars Christian Andersen. Han ser på det lidt som en præmieobligation. Det kunne jo være, at hans aktier pludselig giver gevinst, når - og hvis - Go-yoyos forretning begynder at give overskud. I dag forekommer de mange millioner ham helt uvirkelige. Selvfølgelig er det let at sige i dag, men sådan var markedet og stemningen dengang, da alt, der lugtede af Internettet, var millioner eller milliarder af kroner værd. »Men det var skægt. Jeg ville da godt gøre det igen««, siger han. Da han sprang ud i interneteventyret, var det for at prøve sig selv af i det nye. Fint nok med alle de penge. Men det var noget andet og mere, der trak. Det var lysten til at blive selvstændig. Tim Frank Andersen tror heller ikke, at hans medarbejdere i Framfab sled, fordi de havde en chance for at score de mange millioner på deres optioner eller aktier. Det handlede om noget helt andet. Det handlede om, at medarbejderne kan lide at være i Framfab. »Penge er ikke den drivende faktor. Det er det simpelthen ikke! Du kan få milliarder i løn, men hvis virksomhederne repræsenterer nogle værdier, du ikke tror på, eller det er nogle dumme kolleger, eller noget dødsygt arbejde - så finder du et andet arbejde med noget mindre i løn««, siger Tim Frank Andersen. Både Jan Kragh, Per Beining og andre, Politiken har talt med, afviser at lottokuponerne var den gulerod, der fik dem til at arbejde til langt ud på natten. De havde en god løn. Men det var heller ikke den, der ansporede dem. For mange handlede det om visionerne ved at være med i en fantastisk optur, hvor alt eksploderede. Framfab var en af flere virksomheder, der ekspanderede ud over kloden. I dag har koncernen på trods af nedturen kontorer fra Bulgarien til USA. Medarbejderne blev grebet af den gejst, der opstår, når man er med til at bygge noget nyt. Mange opfattede sig selv som pionerer, der afprøvede Internettets grænser. Derfor blev virksomheder som Framfab noget andet og mere end blot en arbejdsplads. Det handlede om at være med. Sammen med kollegerne. Arbejdspladsen blev hjemme og konen blev sat i baggrunden. »Det er vigtigt at huske, at virksomheden var en vigtig del af min identitet««, siger Per Beining. Hans lottokuponer var et sats på at få noget mere. Men det blev til ingenting.