Politiken torsdag: Det er en desillusioneret og bitter Klaus Riskær Pedersen, der fra sin mobiltelefon på ferie i de italienske alper lader Politiken forstå, at skandalen i hans familiefond har efterladt ham med »en underlig tom fornemmelse«. I realiteten, siger Riskær, står han nu uden arbejde og uden penge i sit nye hjem og arbejdsbase i London. I Klaus Riskærs eget, nu krakelerede verdensbillede skulle den halve mia. kr. fra salget af Cybercity være brugt til at sætte nye spændende internetaktiviteter i gang. Helt konkret stod Riskær klar til at lancere tre nye projekter via en investering på 30-40 mio. kr. , som den nu afsatte fondsbestyrelse var klar til at hjælpe til med. »Det skulle have været min fremtid at skabe de her projekter, men nu er det hele ramlet sammen. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at de projekter nu kan gennemføres. Det er et meget stort, professionelt nederlag for mig. Noget helt andet er så, at det bringer mig i et stort problem, fordi min flytning til England jo hang sammen med, at jeg skulle gennemføre de her projekter med base i London«. Kassen er tom »Nu er jeg reelt arbejdsløs og har ikke råd til at bo i England. Faktisk kan det godt være, at jeg til mine mange andre titler snart kan føje 'fhv. udenlandsdansker'. Og i kortere tid end nogen anden udenlandsdansker, endda kortere end Kim Larsen«, siger Klaus Riskær Pedersen, der som omtalt i Politiken i går flyttede til London for kun to uger siden. Hvis Klaus Riskær er frustreret over sin egen personlige situation, så er han nærmest hvidglødende af raseri over de store pengebeløb, fondsbestyrelsens medlemmer har bevilget sig selv og vennekredsen. Millionhonorarer er han ikke selv ubekendt med, men han er alligevel chokeret over de beløb, advokatbrødrene Klaus og Jesper Berning samt finansmanden Per Seisbye har bevilget sig selv. »Da jeg hørte om honorarer på både fem og ti millioner, må jeg sige, at jeg blev meget chokeret. Som direktør i Cybercity forestod jeg på de amerikanske køberes vegne betalingen af honorarerne til så fremtrædende virksomheder som Kroman og Münter og Deloitte og Touche - og de var af en helt anden størrelsesorden. Det forekommer mig klart at være meget høje beløb, og jeg mener også, at det har været med til at forgifte stemningen i fonden. Men nu må det være op til granskningsmanden at komme til bunds i det her, herunder afgøre om der skal være noget efterspil«, siger Klaus Riskær. Kontantforbrænding Ifølge Klaus Riskær stopper pengestrømmene ikke med bestyrelsesmedlemmerne selv. Han siger ligeud, at bestyrelsen har haft en usmagelig vane med også at begunstige venner og bekendte og fremhæver selv fondens lån til en upåagtet spånpladefabrik, FPC A/S i Hørsholm, som et af de værste eksempler. Kort fortalt er Jesper Berning, der er bror til den nu afsatte bestyrelsesformand, Klaus Berning, aktionær og bestyrelsesmedlem i virksomheden. Trods et samlet tab på 150 mio. kr. de senere år har fonden ydet FPC A/S et lån på 12,5 mio. kr. ; uden nogen form for sikkerhed. Klaus Riskær betegner FPC A/S som »et fuldstændig uhyrligt spekulationsprojekt« og taler om »en kontantforbrænding, der har en sådan karakter, at vi skal over i IT-branchen for at finde noget lignende«. »Jeg kan kun sige, at da jeg første gang hørte om den investering for nogle få uger siden, blev jeg rasende. Det er en total hensynsløs tilsidesættelse af alt, hvad der ligger bag opbygningen af den fond. Jeg har forsøgt at arbejde med grænseoverskridende områder inden for IT, og så investerer fonden i byggematerialer hos nært beslægtede personer. Det forrykte er, at der reelt er tale om et blancolån uden nogen sikkerhed overhovedet. Jeg fatter ikke, at man kan tage en sådan investeringsbeslutning. I dag er pengene reelt tabt; FPC er løbet tør for kontanter, og det vil påføre os et tab på yderligere et tocifret millionbeløb«, siger Klaus Riskær Pedersen og tilføjer: »Alene det forhold, at Jesper Berling var aktionær i FPC, gør det fuldstændig utænkeligt, at man kan investere i det«. Venner og bekendte En række andre af fondens investeringer, som Riskær først nu er blevet orienteret om, vedrører også typisk venner og bekendte af bestyrelsen. »Det har åbenbart været sådan, at fonden helst har forhandlet med venner og bekendte fra omgangskredsen i whiskybæltet. Hvis der er noget, Cybercity ikke var, så var det whiskybæltet. Det er i den grad at 'pisse mig op og ned ad ryggen' - og tilsvine både mig og de medarbejdere, der skabte Cybercity - at føre penge over på den måde. Det er nok det, der gør mig mest forstemt i den her sag«, siger Klaus Riskær Pedersen. Selv om den afsatte fondsbestyrelse også omfatter Riskærs egen mor, Dorthe Madsen, finder han det helt korrekt, ja faktisk bydende nødvendigt, at hele bestyrelsen er trådt tilbage. »Min mor har ikke taget nogen penge, men jeg mener trods alt, at hun også har et politisk ansvar og derfor må forlade fonden. Til gengæld kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan staten kan indsætte en ny bestyrelse på trods af fondens fundats og reelt nationalisere formuen. Der er jo endda udpeget en granskningsmand, som skal holde øje med det hele«, siger Klaus Riskær Pedersen. Kaotisk opgør Den omstridte finansmand har i dag svært ved at forlige sig med, at succeshistorien Cybercity er endt i et uoverskueligt og kaotisk opgør. »Jeg synes det er en fuldstændig psykedelisk kafkansk situation, at man bygger noget op, afleverer pengene - fordi man som konkursramt ikke kan eje noget selv - og så må se på, at andre formøbler pengene. Normalt ville jeg have fået et millionbeløb, hvis jeg havde solgt Cybercity og derved tjent pengene til andre. Men jeg har hverken fået et kæmpe millionbeløb ud i bonus eller optioner eller andre ting. I stedet var det min beskedne forhåbning, at jeg kunne fortsætte med at arbejde med nogle internetprojekter. Og der må jeg så bare erkende, at det ikke kunne lade sig gøre på grund af magtkampe og grådighed i fonden. Og så har det spillet afgørende ind, at det har været Erhvervs- og Selskabsstyrelsens holdning, at jeg ikke måtte arbejde for fonden, selv om det er mig, der har skabt dens formue«, siger Klaus Riskær. Kritik af Riskær Som begrundelse for at sætte fondsbestyrelsen fra magten har E&S også rettet en række kritikpunkter direkte imod Klaus Riskær. Bl. a. har Riskær tidligere i år fået udbetalt to gange 140. 000 kr. samt fået dækket flytteomkostninger og andre udgifter. »Ja, det er frygteligt ikke? Altså det er helt ude af proportioner. Bestyrelsen har ment, at det var den rigtige fremgangsmåde. For mig har det afgørende været at få betaling for det arbejde, jeg har ydet, og de projekter jeg har udviklet; ikke om det skete i form af konsulenthonorarer eller legater«, siger Klaus Riskær. Der ligger også en stærk kritik af din rolle omkring salget af Cybercity. At du har forhandlet på egen hånd og dermed skadet forhandlingerne? »Det er helt korrekt, at jeg som direktør i Cybercity var meget enerådende, og det har jeg været i alle de fem år, jeg var chef. Fonden og bestyrelsen havde ingen interesse i Cybercity, før vi fandt ud af, at firmaet kunne sælges for et meget stort millionbeløb. Så vågnede de alle sammen op. Jeg fastholder, at jeg gennemførte en handel, som var den eneste mulige for Cybercity på det tidspunkt«, siger Klaus Riskær. Mens slagsmålet om fonden dag for dag udvikler sig mod nye, ukendte højder, vil Klaus Riskær fra sidelinien bruge nogle dage på at fundere over, hvad der egentlig er sket. »Jeg skal have rede på, hvordan noget så positivt som en handel til en halv milliard kroner kan drukne i elendighed og ærgerrighed og alle muligheder spredes for alle vinde. Men de allernærmeste dage bliver jeg nødt til at bruge på at overveje: Hvad pokker gør jeg nu?«.