Fem år efter sin skilsmisse fik en fynsk kvinde en regning fra det realkreditinstitut, hvor hun og eksmanden i sin tid lånte penge til den fælles bolig. Et hus, som manden havde ejet alene, siden parret gik hver til sit. Huset var uden hendes vidende gået på tvangsauktion to år før - og nu krævede instituttet godt 60.000 kroner, som var tabt på den konto. Af hende. 'Jeg sagde, at der måtte være sket en fejl' »Jeg sagde til dem, at der måtte være sket en fejl. Så længe jeg var medejer af huset, blev alt betalt til tiden. Ved skilsmissen fik min eksmand min halvdel af huset, og jeg fik i den forbindelse brev fra realkreditinstituttet om, at de anerkendte ejerskiftet«, fortæller kvinden, hvis navn er Politiken bekendt. Men instituttet kunne oplyse hende om, at nok havde de fem år tidligere anerkendt, at der var sket et ejerskifte - men de havde ikke accepteret et debitorskifte. Kvinden hæftede altså stadig for gælden og måtte betale. Denne problematiske situation kan mange andre havne i, hvis de tidligere har ejet et hus sammen med en anden og ikke har fået overdraget gælden til den, der bliver boende. Det fastslår Henrik Høpner, som er formand for Danske Boligadvokater. Folks eget ansvar »Man skal sørge for at få en gældsoverdragelse på plads så hurtigt som overhovedet muligt. Hvis den ene part er flyttet fra huset, og den anden begynder at få problemer med at betale, kan realkreditinstituttet nægte at godkende en overdragelse. Så kan instituttet gøre et personligt ansvar gældende, også over for den, der ikke har del i huset længere«, siger han. Henrik Høpner understreger, at det er folks eget ansvar at søge om gældsoverdragelse hos realkreditinstituttet. Og man har ikke et retskrav på at slippe ud af sine forpligtelser. »Med kun én ejer i stedet for to er forudsætningerne for lånet jo ændret. Men i disse tider lader det sig som regel gøre at overdrage gælden, for med prisstigningerne på huse er realkreditinstituttets pant normalt sikret«, siger Henrik Høpner. Undren over manglende information Tilbage på Fyn sidder kvinden og undrer sig over, at hun ikke fik at vide, at der er forskel på et ejerskifte og et debitorskifte. Og at instituttet først kontaktede hende, da økonomien var løbet helt løbsk for eksmanden og huset var gået på tvangsauktion. »Hvis de mente, at jeg hele tiden havde været meddebitor, kunne de jo have henvendt sig, da indbetalingerne stoppede. Så kunne jeg have afværget tvangsauktionen«, siger hun.