Førhen behøvede hun slet ikke at tænke, når hun stod op. Kroppen reagerede af sig selv. Vækkeurets kimen klokken kvart i fire om morgenen satte automatisk en kædereaktion i gang. Dynen blev hevet til side, og Pia Jensen trådte ud af sengen. Gik ud i køkkenet og hældte vand på kaffemaskinen. Tog dåsen med kaffe og hældte nøje afmålt fire skeer kaffepulver op i det hvide filter - og trykkede på knappen. Så gik hun ud i badeværelset og tændte for bruseren. Efter badet tørrede hun sig og tog tøj på. I køkkenet hældte hun den skoldhede kaffe op i et krus og drak den stille og roligt, mens hun røg en smøg. Så tidligt om morgenen kunne hun alligevel ikke få en eneste bid brød ned. Derfor smurte hun om aftenen altid en madpakke med to stykker rugbrød og ost, som hun kunne tage med på arbejde og spise som morgenmad i den første pause. Præcis klokken kvart i fem stod hun på bussen i Munkebo og kørte de 14 kilometer ind til banegården i Odense. Her havde hun en cykel stående, så hun kunne cykle det sidste stykke vej til konservesfabrikken Glud & Marstrand. Cykelturen tog kun ti minutter. Så var hun klar til at arbejde klokken seks om morgenen. Lige indtil klokken 14.30, hvor hun kunne vende hjem. Sådan var rutinen. Hver eneste dag. Og før hun flyttede til Munkebo fra Odense for seks år siden, havde hun samme morgenrutine, før hun kørte på arbejde. Lige siden hun som 18-årig i 1979 første gang gik ind ad porten til Glud & Marstrand. Men så skete det utænkelige. Efter 30 år på fabrikken fik Pia Jensen en fyreseddel. Den 27. juli 2009 var det slut med morgenrutinen. Selv ikke i sin vildeste fantasi havde hun forestillet sig, at hun skulle havne i denne situation. Og selv om hun stod med en fyreseddel i hånden, var det stadig ikke gået op for hende: »Jeg tænkte, at jeg lige skulle have min tre ugers ferie, og at jeg ville få et nyt arbejde inden jul. Det troede jeg virkelig. For når man har været så mange år i arbejde, og jeg var den mest stabile, der fandtes, ville jeg nemt finde arbejde«. Hun søgte alt. Lige fra butiksmedhjælper og rengøringsassistent til pædagogmedhjælper. Men uden resultat. Arbejdede gratis Derfor skulle det officielle system i form af jobcentret i Kerteminde træde til - og være med til at finde et job. Men forløbet med jobcentret har skuffet hende. 52-årige Pia Jensen har oplevet, at det mest handlede om at placere hende i kortvarige perioder i virksomhedspraktik på plejehjem og i børnehaver, hvor hun arbejdede gratis og kun fik sine dagpenge - og hver eneste dag nærmede hun sig grænsen for, hvornår hun havnede på kontanthjælp: »Det var godt at skulle op om morgenen, men der var jo ikke nogen fremtid i det. De lever jo af os. Det er gratis arbejdskraft, og når min periode var overstået, kom der bare en ny arbejdsløs i virksomhedspraktik. Det er lidt noget svineri«. Hverdagen som ledig er ikke nem. Hun har ofte været både ked af det og vred: »Jeg syntes, at det var så uretfærdigt, at jeg blev fyret, når jeg havde været så mange år samme sted. Og så kunne jeg ikke engang få et nyt job. Jeg har jo altid klaret mig selv, så jeg har aldrig oplevet før at være afhængig af andre. Det er godt nok hårdt«. Efter halvandet år fik hun en depression. »Jo længere jeg gik arbejdsløs, jo lavere blev mit selvværd. Jeg hørte ikke noget fra de arbejdsgivere, som jeg sendte ansøgninger til, så jeg blev virkelig deprimeret. Jeg røg totalt ned med flaget«, fortæller hun. Hun fik ordineret antidepressive piller og gik til psykolog: »Jeg blev sygemeldt i næsten et halvt år. Men så blev jeg kaldt til en sygesamtale og fik at vide, at jeg skulle begynde igen, for man kunne ikke bare blive ved med at gå og være syg«. Hun kom endnu engang i virksomhedspraktik. Denne gang som køkkenmedhjælper på et plejehjem. Men det varede kun til juli sidste år, og stadig fik hun ikke noget positivt svar på sine ansøgninger om et rigtigt job. Samtale i sidste øjeblik Pia Jensen var derfor en af de 334 ledige i Kerteminde Kommune, som i efteråret 2012 fik brev om, at hun ville ryge ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013. Men selv om regeringen vedtog en akutpakke i august sidste år, hvor jobcentrene skulle sætte ind med en særlig indsats over disse ledige, fik hun først en personlig samtale med jobcentret over tre måneder senere: 27. november 2012. Kun halvanden måned før, at hun ville ryge ud af dagpengesystemet. Og så var det endda ikke en egentlig personlig samtale. »Der sad 25 mennesker. Så kom en medarbejder fra jobcentret rundt og satte sig ved siden af hver enkelt af os for at høre, hvad vi kunne tænke os. Men jeg åbner ikke op for mig selv, hvis der sidder så mange«, fortæller hun. Selv om hun febrilsk fortsatte med at søge job, var det forgæves. Hun mistede sine dagpenge 13. januar i år. Som Pia Jensen udtrykker det: »Jobcentret har ikke brugt meget tid på mig. Det vil jeg godt være ærlig og sige«. Nu er hun på kontanthjælp og får en særlig uddannelsesydelse det næste halve år, fordi hun skal begynde på et kursus som køkkenmedhjælper. Men økonomisk er det en katastrofe, fordi hendes kæreste Kris også er arbejdsløs, og hvis han også ender på kontanthjælp, har de for alvor problemer. De bor sammen i hans hus, og hun er bange for, at han kan blive nødt til at sælge huset. For reglerne er sådan, at hvis de har en formue på over 10.000 kroner - for eksempel i friværdi i huset - kan det ende med, at de ikke kan få kontanthjælp. »Det tænker jeg meget på. Det fylder meget i vores hverdag. Hvis kommunen forlanger, at han skal sælge huset, får han svært ved at sælge det på grund af krisen. I øjeblikket strammer vi balderne sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår vi har været i biografen sammen. Eller noget så simpelt som at gå ud og spise på McDonalds. Det er der jo ikke penge til«, siger Pia Jensen. Kritik af jobcentre Engang havde jobcentrene et andet navn med en meget klar arbejdsbeskrivelse: Arbejdsformidlingen. Det handlede om at formidle arbejde til arbejdsløse. Men så enkelt er det ikke længere. En borgerlig overraskelsesmanøvre i 2008 flyttede administrationen af landets arbejdsløse fra staten til kommunerne. Uden at nogen havde set det komme, blev det aftalt mellem den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti i forliget om finansloven for 2009. Nu hedder det jobcentre, og i dag er der over 7.200 medarbejdere ansat i de 94 kommunale jobcentre - som hvert år koster omkring 5,6 milliarder kroner. Men centrenes vigtigste formål er ikke længere at føre arbejdsløse og virksomheder med ledige stillinger sammen. I stedet skal de to parter selv skal finde hinanden på internettet. Men det går så dårligt, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for nylig har nedsat et udvalg, der skal kulegrave systemet for at få grundlaget for »en grundlæggende reform«. Målet er at skabe et bedre samarbejde mellem virksomheder og jobcentre. Men hvad laver de ansatte i jobcentrene så i dag? Professor Flemming Larsen fra Aalborg Universitet gennemførte i 2009 en undersøgelse, som viste, at de medarbejdere på jobcentrene, som har kontakten med de ledige, bruger tre fjerdedele af deres arbejdstid på administration og dokumentation. Omfanget af regler omkring de arbejdsløse er nemlig nærmest gået amok. For to år siden gennemførte medarbejderne i en uafhængig arbejdsløshedskasse et eksperiment, som anskueliggjorde problemet. De satte en printer til at udskrive alle regler på beskæftigelsesområdet, og den spyttede 22.408 A4-ark ud. Flemming Larsen fremhæver, at regelsættet nærmest har været vildtvoksende, siden kommunerne overtog opgaven. »I virkeligheden er det blevet et meget bureaukratisk system. Skiftende regeringer har haft en interesse i, at folk er motiveret til at arbejde, så der er hele tiden fokus på, at det handler om at øge arbejdsudbuddet. Det har man været usikre på, om kommunerne nu kunne leve op til, og det er derfor, at man har fået alle de her regler på området, og alle de her målinger af alt muligt«, siger Flemming Larsen. Alligevel er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen blevet overrasket over regeljunglen. Hun blev klar over, at der var noget helt galt, da hun mødte en medarbejder på et jobcenter, der aldrig havde været på en privat virksomhed. Som hun for nylig formulerede det i Politiken: »Du kan ikke sætte dig ned, hverken som politiker eller som ledig, og læse dagpengelovgivningen i Danmark. Det er da et problem. For hvad sker der, når dagpengelovgivningen bliver så kompliceret - hvad er det, medarbejderne kommer til at bruge deres tid på? Sidder de i virkeligheden og bruger tiden på at slå op i reglerne i stedet for at matche en produktionsvirksomhed i Jylland med en ledig?«. Kertemindes borgmester Sonja Rasmussen kan godt forstå Mette Frederiksens kritik. »Der er brug for en mere individuel indsats, som rykker for den enkelte, og så skal vi skrue meget ned for kontrollen, for den producerer ingenting. Man har haft alt for lidt fokus på effekt. Så jeg hilser Mette Frederiksens udvalg meget velkommen. Vi kan bruge vores penge på en bedre måde og sikre, at de ledige oplever, at systemet er til for dem«, siger borgmesteren. Pia Jensen fra Munkebo har oplevet, hvordan de mange regler skaber et kontrolsystem: »Det er som om, at de tvivler på en i jobcentret. Når jeg endelig kan få kontakt til dem, føler jeg mig overvåget. De spørger om alt muligt. Det er som om, de tror, at man vil snyde«. Kan ikke se formålet Hun er ikke den eneste, som oplever, at der er et problem med jobcentrene. I en undersøgelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen fra slutningen af 2011, svarede halvdelen af de ledige, at de 'ikke rigtig' eller 'slet ikke' kunne se formålet med jobcentrenes arbejde med dem. Og hele 55 procent svarede, at jobcentrets indsats havde været uden betydning for, om de var blevet mere eller mindre klar til at påtage sig et arbejde, eller at de ligefrem var blevet mindre parate til at klare et job. Kun knap en tredjedel mente, at samtalerne på jobcentret var en hjælp til at komme i arbejde eller uddannelse. Beskæftigelseschef Finn Udsen fra Kerteminde Kommune har forståelse for, at Pia Jensen og andre arbejdsløse føler, at de nogen gange bliver mere overvåget af jobcentrene end hjulpet til et nyt job. »Rigtig mange ledige føler sig overvåget og kontrolleret i beskæftigelsessystemet, selv om de egentlig gør, hvad de skal ifølge loven. Jeg kan godt forstå, at de synes, at der er mere kontrol end godt er. Men ofte skyldes det, at de ledige kan have svært ved at dokumentere deres jobsøgning, og dermed om de står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det afgøres i sidste instans af deres A-kasse«, siger Finn Udsen. Han mener, at det største problem i øjeblikket er, at så mange ledige falder ud af dagpengesystemet, fordi dagpengeperioden fra nytår er blevet skåret ned fra fire til to år. »Der er mange flere, der rammes, end man egentlig havde regnet med. Det er virkelig en ekstraordinær udfordring. Og ud over dem, der mister dagpengene, har vi i kommunen andre omkring 1.000 ledige, som vi også skal tage os af«, siger beskæftigelseschefen. Større netværk Finn Udsen er dog ikke enig i kritikken af, at virksomhedspraktik og løntilskudsjob udelukkende virker som en midlertidig placering af de ledige: »Jeg ved godt, at løntilskudsordninger og virksomhedspraktik ikke altid er positive redskaber set med de lediges øjne. Men vi skal huske på, at der stadigvæk er mange ledige, der efterfølgende får arbejde - især inden for den private sektor. Men det er i virkeligheden et forsøg på at åbne nogle døre for de ledige. De får en mulighed for at præsentere, hvad de kan, og det skaffer dem ofte et netværk«. Han mener, at det er nemmere for arbejdsløse at søge arbejde andre steder, når de er i virksomhedspraktik: »Det er altså et bedre udgangspunkt, end at du kommer hjemme fra sofaen og får spørgsmålet: Hvad laver du? Ja, jeg sidder hjemme, for jeg har ikke noget arbejde«. Arbejdsmarkedsstyrelsen meddelte i denne uge, at det var lykkedes at slå 12.500 private og offentlige akutjob op til de langtidsledige, der står til at ryge ud af dagpengesystemet. Men det betyder ikke, at de arbejdsløse er sikret et opslået akutjob - også andre kan søge stillingen og få den. Og problemet er, at kun hver femte akutjob rent faktisk går til målgruppen. For ufaglærte som Pia Jensen står det endda endnu værre til. Blot ét ud af 20 akutjob er møntet på en ufaglært arbejder, selvom den gruppe er særdeles hårdt ramt af ledighed, viser en kortlægning over mere end 5.000 opslåede akutjob, som analysebureauet Kaas & Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4. Meget kaotisk Pia Jensen har søgt ufaglærte akutjob, men kun i ét tilfælde er hun kommet til samtale om et arbejde som rengøringshjælp. Og det fik hun ikke. »De tog vel en, der har mange års erfaring med et rengøringsjob. Jeg oplever ikke, at akutjob er nogen åbning. Det virker meget kaotisk. Der står, at man er berettiget til at søge, hvis man er udfaldstruet, men der er ikke mange ufaglærte job. Jeg er hverken sygeplejerske eller overlæge«, fremhæver hun. Beskæftigelseschef Finn Udsen kan godt forstå hendes frustration: »Akutjobbene har ikke skabt flere arbejdspladser. Der røres bare lidt i gryden, så der ikke er nogen, der bliver brændt på bunden. Vi kan være heldige, hvis det private erhvervsliv måske opretter ekstra arbejdspladser. Men det er op ad bakke. Det er en stor udfordring«. Pia Jensen har sat sig et mål. Hun satser på at blive køkkenmedhjælper, og derfor har hun netop været på et hygiejnekursus, som er adgangsbilletten til et permanent køkkenjob: »Da jeg arbejdede i køkkenet på plejehjemmet, var det som om, at jeg fandt en hylde, som jeg godt kunne lide at være på. De snakkede også om, at jeg kunne begynde på en uddannelse. Men jeg er 52 år, og inden jeg er færdig, er jeg endnu ældre. Jeg har ikke psyke til at få et nederlag mere. Så det er bedre at give mig kurser«, siger hun. Savner morgenrutinen For Pia Jensen haster det med et job. Ikke kun på grund af økonomien. Men også på grund af det mentale. Hun har det skidt med at gå hjemme. Hun savner morgenrutinen og et arbejde. »Det går mere og mere ned ad bakke. Inden for de seneste måneder har jeg haft det sådan, at jeg ikke går nogen steder. Det er en dårlig spiral. Det er kun, hvis sønnen ringer, at nu skal vi altså i Bilka, at jeg kommer ud. Det bliver også sværere og sværere at komme ud i arbejde. Nu har jeg gået ledig så lang tid. Man bliver mærkelig oven i bøtten af at gå hjemme«, siger hun og tilføjer: »Hvordan vil jeg reagere, hvis jeg får et arbejde?«.