Det var en glad og stolt Lars Rebien, der for snart 15 år siden satte sig i direktørstolen i Novo Nordisk. En garvet forretningsmand, der ville vise hele verden, at Bagsværd-virksomheden var verdensmester i diabetes – og danmarksmester i at tjene penge.
Der blev imidlertid ikke meget tid til at tænke vækst, innovation og strategi den første tid. Kort efter at Lars Rebien havde overtaget hjørnekontoret efter Mads Øvlisen, blev han kastet ud i det, han i dag kategoriserer som en decideret hetz.




























