Spar Nord indfører insiderregister

Lyt til artiklen

Ledelsen i Spar Nord Bank lægger nu åbent sine egne og resten af familiens private aktiebeholdninger frem for aktiemarkedet og den øvrige offentlighed. Som tillæg til regnskabet for 3. kvartal i år har banken udarbejdet et insiderregister, der med navns nævnelse opgør, hvor mange Spar Nord-aktier bestyrelse og direktion, samt deres nærmeste familie, har købt og solgt. Når næste regnskab dukker op, vil alle kunne se, om nogen af de i alt 13 personer på listen har købt eller solgt aktier siden sidst, oplysninger, der måske kan give en vigtig pejling af banktoppens egen tillid til Spar Nord. Novo Nordisk indførte tidligere i år et lignende register, dog uden at sætte personnavne på, men Spar Nord går altså et væsentligt skridt videre. Ifølge administrerende direktør Lasse Nyby kommer beslutningen efter ønske fra bankens aktionærer og kunder. »Vi har altid betragtet os som et relativt åbent pengeinstitut, og vi ser ikke nogen problemer i at oplyse, hvor mange aktier vi ejer«, siger Lasse Nyby, der selv optræder på insiderlisten som ejer af Spar Nord-aktier for en kvart mio. kr. Topscorer er bestyrelsesformand Poul Lauritsen, der sammen med sin familie er god for en aktiepost til over halvanden mio. kr. Lasse Nyby kan udmærket forestille sig, at andre pengeinstitutter vil følge trop. Og faktisk bebuder direktøren for Danske Bank, Peter Straarup, nu, at Danske Bank gør sig tilsvarende overvejelser. »I forbindelse med aflæggelsen af regnskabet for 2001, vil vi vurdere, i hvor høj grad vi vil kommunikere ledelsens aktiebesiddelser ud til aktiemarkedet. Jeg tvivler dog stærkt på, at vi vil udstille navngivne personer, og det går efter min opfattelse langt ud over privatlivets fred at inddrage familiemedlemmers aktieposter«, siger Peter Straarup. Register på vej Modsat f.eks. Sverige er der i Danmark ikke noget lovkrav om, at virksomheder skal oplyse, hvor mange aktier ledelsen besidder. Økonominister Marianne Jelved (R) er imidlertid i gang med at udarbejde et forslag til et insiderregister, der lægger op til en løbende afrapportering af betroede medarbejderes køb og salg af aktier. Selv om forslaget endnu ikke er fremlagt, har dele af dansk erhvervsliv allerede udtrykt frygt for, at et sådant register vil afføde stribevis af nyfigne historier om virksomhedslederes privatøkonomi. I Spar Nord Bank har bestyrelsen gjort sig de samme overvejelser, men konkluderet, at ønsket om at skabe mere gennemsigtighed opvejer frygten for mediernes snageri.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her