Ikke blot de gule mælkebøtter kan få følelserne til at koge, det kan hr. Ryge også. Det viser læserreaktionerne efter et indlæg om de omstridte blomster. Vi er så langt fra mælkebøttesæsonen, som tænkes kan, og alligevel var der forleden lørdag et spørgsmål/svar her i brevkassen om den gule blomst, der er så elsket og hadet. Det har fået flere til at reagere: U.D. skriver: Hvorfor fortæller du ikke dine mælkebøtte-hadere, at både mælkebøtten og for den sags skyld også brændenælden er fine lægeplanter, og at naturen generøst placerer sundheden lige ved hånden - uden at der bliver skønnet på det. Så vidt jeg husker, har de hyggelige bøger 'Folk og Flora' fyldige afsnit om begge planter, ellers findes det da også beskrevet så mange andre steder. En afdød naturlæge rådede folk til på skift at drikke urtete af de to planter, fordi de indeholder mange sporstoffer, og fordi de supplerer hinanden. De kan drikkes - men delikatesser er det ikke ligefrem. Og hvis man absolut vil have sin plæne mælkebøttefri, kunne man så ikke købe en halv snes franskbrødsknive i en genbrugsforretning og invitere kvarterets børn på mælkebøttejagt. Børn elsker jo at lave noget sammen med voksne. Jytte skriver: Det siges, at englænderne, der boede i Indien under kolonitiden, savnede mælkebøtter så meget, at de sendte bud efter frø, så de kunne nyde synet i græsplænen, også selv om de var langt hjemmefra. Endelig skriver Brian Møllebjerg fra Dragør under overskriften 'Havepolitikeren Ryge': Jeg kan umuligt være den eneste, der både ler og græder, når jeg læser Hr. Ryges mere eller mindre næsvise svar på spørgsmål fra den type havemand, han selv engang var. En havemand, der elskede sin have - en havemand, der gerne så en hel grøn plæne uden ukrudt, hekseringe og mos. Men hr. Ryge er øjensynligt blevet selvbestaltet-politisk-korrekt-birkelunds- søgende-apostel. Hvad er så det? Det er, når nybegyndere eller andre, der blot har brug for et godt råd om haven - når havemennesker der har en vision om et par gode frugttræer eller en pæn græsplæne og ikke bryder sig om 'smukke' mælkebøtter, men har brug for et par gode råd for at lykkes. Når de henvender sig til en af medierne udråbt havekonge - Søren Ryge. Og hvad sker der? Jo, midt i deres frustration over at haven ikke lykkes helt efter forventningerne, skal de oven i købet latterliggøres i Ryges klumme, fordi de har været så uforsigtige at stille et par spørgsmål om, hvordan de får haven efter deres eget hoved. I stedet får de en svada om, hvor smukke mælkebøtter er, eller hvor rystende ligegyldigt det kan være, at en græsplæne har hekseringe eller er fyldt med mos eller andre af 'Ryges lyksaligheder'. Ryge, fat det dog! Vi er stadig en hel masse haveejere, der tror på den velplejede have. Vi er en hel masse, der tillader os at beklage os over for meget ukrudt og forsøger at tæmme naturen også uden brug af farlige kemikalier (selvom vi inderst inde godt ved, at der er en ulige kamp). Men det har mennesket gjort i århundreder (Læs: del af kulturarv) - og mange steder med en sådan succes, foretagsomhed og viljefasthed, at hr. Ryges forsøg på 'laden-stå-til' og 'haveanarki' og 'al magt til mælkebøtten' efterlader en med spørgsmålet: Hvad kan vi bruge ham til? Målet med en brevkasse må for mig at se vel være, at brevkasseredaktøren efter bedste evne sætter sig i spørgerens sted. Og herudfra svarer på de(t) stillede spørgsmål. Uanset redaktørens egne holdninger og eventuelle mission. Mange af de spørgsmål, der stilles i LørdagsLiv svarer til, at man hos bageren beder om et formbrød og bliver bedt om at købe et Fibertrim. Fordi en eller anden, der er lidt (for meget) i medierne, mener, det er det bedste. Det er o.k., at Politiken har Ryges klumme som en kuriositet i lighed med ATS, men de skulle nok overveje en ny, der tager såvel spørgeren som de øvrige læsere seriøst. En klumme, der tager afsæt i den kæmpeglæde, det er at eje et stykke jord og dyrke det helt efter sit eget hjerte. En glæde, som hr. Ryge uden blusel tager fra enhver, der læser hans svar - netop et sted, hvor mangfoldigheden burde kunne - blomstre. Svar: Tak til Ulla. Jeg er først og fremmest dybt enig i, at te af brændenælder og mælkebøtter smager afskyeligt, og det er den afgørende grund til, at jeg aldrig har beskæftiget mig seriøst med såvel disse som andre former for urtemedicin (krydder-snapse dog undtaget). Men jeg ved på den anden side, at der må være noget om snakken, for ellers kunne troen på og brugen af urtemedicin vel ikke holde sig så godt - i vor moderne tid. Og til hr. Møllebjerg. Strengt taget burde dit indlæg vel placeres i debatspalten, men det endte altså hos mig, og så vil jeg naturligvis også svare: For det første har jeg aldrig nogen sinde lagt skjul på, at jeg hverken er havekonge eller haveekspert eller plantedoktor. Jeg er cand.-phil. i dansk og tv-producer, og ved et rent og skært tilfælde er jeg kommet til at beskæftige mig usædvanligt meget med min helt store fritidsinteresse, haven, i såvel fjernsynet som Politiken (samt i en årrække i Haveselskabet). Til forskel fra de rigtige eksperter har jeg altid lagt stor vægt på den menneskelige faktor, når det gælder mit/vort forhold til haven. Glæder og sorger og skuffelser. Stolthed, når noget lykkes. Erkendelse af magtesløshed, når kvikgræsset endnu gang har vundet. Behovet for at fortælle og vise det til hele verden, når valmuerne blomstrer smukkere end nogensinde. Men, kære hr. Møllebjerg! Når man i 30 år har beskæftiget sig så intenst med haven, så sætter det sine spor. I al beskedenhed mener jeg efterhånden at vide en del om emnet, og især har jeg gjort mig et kæmpehav af erfaringer. Det er sidstnævnte, jeg især øser af, når jeg svarer på spørgsmål i brevkassen, og derfor er jeg pinedød nødt til at svare på et spørgsmål om mælkebøtter, som jeg gjorde. Det ville være direkte forkert af mig at bilde en nybegynder i faget ind, at mælkebøtter (eller kvikgræs eller muldvarpe m.v.) kan udryddes uden en helt ekstraordinær og konstant indsats (og at plagerne i øvrigt altid vender tilbage). For naturligvis har jeg en holdning til haven, og den hverken vil eller kan jeg pakke væk, når jeg laver fjernsyn eller skriver brevkasse. Den kan i øvrigt skæres ned til én eneste sætning: at haven først og fremmest er et sted til glæde. Det er jo derfor, at jeg opfordrer til at se på mælkebøtten med andre øjne end de onde. Men jeg ved det godt: at der findes et ikke uanseligt antal havemennesker, hvis opfattelse af haven er så anderledes end min, at de ikke kan holde mig ud. De fleste af dem vælger sikkert at tænde for andre kanaler og skrive til andre brevkasser. Enkelte føler en sær tilfredshed ved at blive sure vrede forargede og give udtryk for det. Venlig hilsen fra hr. Ryge