Er det bedst for samfundet, at forbrugerne år efter år møder de samme priser i supermarkedet, eller ville det faktisk være bedre for samfundsøkonomien, at priserne steg seks procent om året? Spørgsmålet synes banalt. Set fra forbrugernes side ville det selvfølgelig være bedst, hvis priserne ikke steg. Men til gengæld er det langtfra givet, at det vil være det for hele samfundsøkonomien. Tværtimod kan store prisstigninger år efter år være positivt. Det er en af påstandene, når lektor Finn Østrup fra Handelshøjskolen i København i dag skal forsvare den første danske doktorafhandling om nationaløkonomi i over 10 år. Imod stabile priser Finn Østrup er stærkt uenig med den gængse opfattelse af, at stabile priser er en sand velsignelse. Det er ellers grundfilosofien i den økonomiske og monetære union. Ifølge Den Europæiske Centralbank betyder stabile priser, at forbrugerne ikke behøver at lægge penge til side til prisstigninger, at det er lettere at sammenligne priser over tid, og at renten falder på længere sigt. Troen på de stabile prisers velsignelse er så stor, at den ligefrem er mejslet ind i traktaten om møntunionen. Og da regeringen skulle redegøre for fordelen ved danske medlemskab af møntunionen, var et af hovedargumenterne ligeledes, at prisstabilitet ville være en stor gevinst. Fatal tro Men ifølge Finn Østrup kan den faste tro på stabile priser vise sig at være fatal. Han peger i sin afhandling på, at det i en lang række tilfælde kan være en ulempe med stabile priser. »Jeg viser i min afhandling, at der findes situationer, hvor en højere inflation på langt sigt påvirker arbejdsløsheden og produktionen i positiv retning«, siger Finn Østrup. Et af hans eksempler er et tilfælde, hvor priserne stiger seks til otte procent om året. Prisstigninger i den størrelsesorden vil betyde, at kontante penge hurtigt taber værdi. Derfor vil folk skynde sig i banken, hvor der trods alt er en lille rentegevinst. Og jo flere penge, der ligger i bankerne, jo flere penge kan bankerne låne ud. »Dermed får man gennemført flere investeringer i samfundet. Større investeringer vil medføre et større kapitalapparat, og det vil igen medføre, at man får en større beskæftigelse og en lavere arbejdsløshed«, siger Finn Østrup. 12 sammenhænge I sin afhandling påviser han i alt 12 sammenhænge, hvor høj inflation kan være en fordel. På den baggrund kalder han det en fejltagelse, at Den Europæiske Centralbank udelukkende fokuserer på at være prisvogter. »Det er farligt, at vi med Maastricht traktaten har fået traktatfæstet, at Den Europæiske Centralbank kun skal køre efter prisstabilitet. Det er uhyre risikabelt, for det er som at gå ind i en jetjager med automatpilot - måske flyver den meget langt, men måske er det den forkerte retning og den forkerte teori«, påpeger Finn Østrup. Han betegner banken som alt for enøjet. Stod det til ham, burde den også tage hensyn til den økonomiske vækst og arbejdsløsheden. Akkurat som det er tilfældet i USA, hvor centralbankdirektør Alan Greenspan både skal tage hensyn til ledighed, vækst og prisstabilitet. Hovedårsag til Europas halten Finn Østrup vurderer, at netop den flerstrengede politik er hovedårsagen til, at USA er sluppet hurtigt ud af den økonomiske nedgang, mens væksten i Europa halter efter. »Alle økonomer er jo enige om, at konjunkturvendingen er kommet, fordi Greenspan har været i stand til at føre en aggressiv politik. Men en sådan aggressiv politik ville jo aldrig kunne gennemføres af Den Europæiske Centralbank, fordi den skal fokusere på prisstabilitet«, siger Finn Østrup. Står konklusionerne i hans afhandling til troende, har de europæiske politikere skippet kontrollen over pengepolitikken alt for tidligt. Deres tiltro til, at finanspolitik kan løse de økonomiske problemer er alt for stor. »Hvis man har to instrumenter, hvorfor så ikke bruge begge? Det er en fordel at have to i stedet for et. Det er en fejl at deponere pengepolitikken i den Europæiske Centralbank.« Stem nej Finn Østrups personlige konklusion er derfor klar. Danskerne bør stemme nej til den nuværende konstruktion af møntunionen. »Hovedbudskabet er, at man skal passe på, at man ikke låser sig fast på noget bestemt, som man rent faktisk har gjort med møntunionen. Jeg er modstander. Det er helt oplagt.« Danske økonomer og folkene bag regeringens ØMU-rapport får samtidig hårde ord med på vejen. »Den danske debat har kørt for meget på økonomiske teorier, som gjaldt for 20 år siden, og som dengang var den herskende teori i parnasset.« 'Empirisk langt ud i skoven' Regeringens påstand om, at Danmark bliver tvunget til at føre en strammere finanspolitik, så længe danskerne står uden for euroen, kalder han 'teoretisk og empirisk langt ude i skoven'. »Igennem de seneste ti år har der været en del undersøgelser af valutakriser, og der er ingen af dem, der tyder på, at der er nogen klar sammenhæng mellem en lempelig finanspolitik og det, at man kommer ud i en valutakrise«.