Den skærpede krise i Mellemøsten sender oliepriserne kraftigt op, og det rammer forbrugere i hele verden på pengepungen. Samtidig er der frygt for, at det begyndende økonomiske opsving i verden dæmpes, og at renten - især i Europa og Danmark - sættes hurtigere op, end det var ventet på forhånd. Påvirkning fra Mellemøsten De internationale oliepriser og benzinpriserne var allerede på vej op som følge af bedre tider i verdensøkonomien og dermed større olieforbrug. Men eskalationen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne har udløst trusler om olieboykot af Vesten fra Irak og Iran, og det sendte tirsdag råolieprisen op på det højeste niveau i et halvt år - knap 27 dollar pr. tønde. Stigende benzinpriser Det fik tirsdag de danske olieselskaber til at varsle prisstigninger på 12 øre pr. liter benzin. Listeprisen på en liter blyfri 95 oktan benzin er fra i dag 8,45 øre, en stigning på lige knap en krone alene i 2002. Ifølge økonom Thomas V. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er der både danske vindere og tabere. Forbrugerne betaler regningen »Olieselskaberne og DONG (naturgasselskab, red.) indkasserer en gevinst, når oliepriserne stiger, mens det omvendt er forbrugerne, som betaler regningen«, siger Thomas V. Pedersen. Pilen peger dog samlet ned for samfundsøkonomien - både i udlandet og i Danmark. Vil koste job I Danmark bliver den økonomiske vækstrate beskåret med 0,1 procent, hvis olieprisen holder sig på det nuværende niveau. Og det vil koste danske job på sigt, siger Thomas V. Pedersen. »I år vil det ikke kunne mærkes på beskæftigelsen, men til næste år vil det koste ca. 1.500 arbejdspladser herhjemme«, siger Thomas V. Pedersen. Tabet af arbejdspladser kommer, fordi markedsvæksten på vores eksportmarkeder falder som følge af stigende renter. Rentejoker Den store joker er dog renteudviklingen. Højere oliepriser puster til inflationsfrygten blandt investorerne på de finansielle markeder, og det får dem til at kræve en højere rente på obligationerne som en slags kompensation for højere inflationsrate. Obligationsrenten - det er den rente, som bestemmer renten på f.eks. huslån - har dog foreløbig ikke rokket sig i Danmark. Renten kan få en tak op ad De højere oliepriser kan måske få Den Europæiske Centralbank (ECB) og Nationalbanken til at hæve renten inden længe, mener senioranalytiker Jes Asmussen fra Nordea Markets. »Måske kommer rentestigningerne i Europa og Danmark hurtigere, end vi har regnet med«, siger Jes Asmussen. Indtil videre regner Nordea Markets dog med, at rentestigningerne først kommer til efteråret. Og den amerikanske centralbank, Federal Reserve vil ifølge Jes Asmussen være mindre tilbøjelig til at hæve renten som følge af stigende oliepriser, fordi banken ganske enkelt er mindre inflationsfikseret, end ECB. Kan hurtige vende igen I sidste ende hænger det hele på, hvor længe de høje oliepriser holder sig oppe. »Lige nu ser vi en psykologisk effekt på oliepriserne, fordi man er bekymret over de fremtidige olieforsyninger fra de arabiske lande. Men hvis spændingerne mindskes, og oliepriserne kommer hurtigt ned, så vil det ikke få nogen synderlig betydning for økonomien eller renterne«, siger Jes Asmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























