Den svenske regering mistænker Danisco og en række andre europæiske sukkerproducenter for at snyde på vægten, så forbrugerne tvinges til at betale overpriser for sukkeret. Derfor sætter den svenske regering nu sin helt egen undersøgelse af sukkerområdet i gang - en undersøgelse, der reelt kun omfatter Danisco, fordi den danske koncern er den eneste sukkerproducent i Sverige. Undersøgelsen indledes, selv om EU allerede er i gang med en tilsvarende, om end meget større undersøgelse. Europæiske forbrugere betaler en langt højere pris for sukker end resten af verden. Ifølge den svenske landbrugsminister, Margareta Winberg, er det, fordi sukkermarkedet er præget af få aktører og meget store subventioner, og det er det, som den svenske minister nu vil have sin egen undersøgelse af. Danisco uforstående »Derudover har vi inden for EU høje toldmure mod sukkerproducenter uden for EU. Det har betydet, at de priser, forbrugerne betaler, ligger højt over priserne på verdensmarkedet«, siger Margareta Winberg, der derfor har beordret de svenske konkurrencemyndigheder til at udrede konkurrencesituationen på sukkermarkedet i Sverige og EU. Det er ikke første gang, Danisco har været i konkurrencemyndighedernes søgelys. Ved to lejligheder, i 1990 og i 1999, gennemførte EU-kommissionen razziaer mod virksomheden, men koncerndirektør Mogens Granborg understreger, at kommissionens anklager er blevet pure afvist, og henviser til, at EU allerede er i gang med en meget omfattende undersøgelse af den europæiske sukkerindustri. »Vi kan simpelt hen ikke se nogen grund til, at svenskerne nu vil undersøge sukkerpriserne. EU er allerede i gang med en undersøgelse, der er langt bredere end den, svenskerne nu vil lave. Men det er klart, at vi stiller op og er klar til at svare på alle spørgsmål, hvis de svenske myndigheder henvender sig«, siger koncerndirektør Mogens Granborg. Ifølge Danisco så er det muligt at købe sukker billigere på verdensmarkedet end de priser, som de europæiske sukkerfabrikker kan producere til i dag. Men den høje pris skyldes de krav, bl.a. miljømæssige, som EU stiller til de europæiske sukkerproducenter. Sukker er en guldkalv »Vi hverken kan eller vil producere til de priser. Vi har ingen interesse i pludselig at begynde at producere på en måde, hvor sikkerheden eller det miljømæssige nedtones«, siger Mogens Granborg fra Danisco. For Danisco er sukkerproduktionen lidt af en guldkalv, der år efter år sikrer store millionoverskud til koncernen, der ellers bruger flere og flere kræfter på at sælge ingredienser til fødevareindustrien og producere kunstige sødemidler, der også sælges til verdens store fødevareproducenter. Danisco og de øvrige europæiske sukkerproducenter nyder nemlig godt af EU's sukkerkvoter, der sikrer Danisco fast afsætning af en fast mængde sukker til en fast pris hvert år. EU har nemlig en særlig kvoteordning for sukker, der løber frem til 2006. EU's sukkerordning blev forlænget med fem år for præcis et år siden. For Danisco og de danske landmænd med sukkerroer på markerne var det godt nyt. Taberne var imidlertid sukkerproducenterne i ulandene, der ikke har nogen chance for at sælge deres sukker i EU, og forbrugerne, som ifølge EU's revisionsret hvert år betaler 50 mia. kroner for meget for deres sukker. Heftig lobbyindsats Frem til forlængelsen sidste år kæmpede en række europæiske lande, med bl.a. Danmark, Sverige, Holland og Storbritannien i spidsen, forgæves for at få afskaffet de kunstigt høje priser. Men ifølge kritikerne var heftigt lobbyarbejde fra de store europæiske sukkerproducenter med til at sikre, at kvoteordningen blev forlænget frem til 2006. Selv om ordningen løber i yderligere fire år, så er EU allerede nu i gang med at se på muligheden for at justere på ordningen, når og hvis kvotesystemet afskaffes i 2006. »EU har nedsat flere udvalg, der undersøger, hvad der skal ske med sukkerkvoterne. Men jeg ser ikke hverken EU's eller svenskernes undersøgelser som en optakt til, at sukkerkvoterne skal ændres. De kører frem til 2006, og det arbejder vi efter«, siger Mogens Granborg. Ud over sukkerproduktion på to fabrikker i Sverige har Danisco også sukkerfabrikker i Danmark, Finland, Tyskland og Litauen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























