De færreste kan være imødekommende og afvisende på samme tid. Men TopDanmarks administrerende direktør, Michael Pram Rasmussen, kan kunsten. Med åbent kropssprog og imødekommende blåt blik siger han meget venligt, men klart nej til at tale om sin rolle i A.P. Møller. For ganske nylig blev han i al diskretion tildelt posten som næstformand i rederiets centrale selskab, Dampskibsselskabet af 1912. En særdeles prestigefyldt post, der indebærer, at han - i hvert fald umiddelbart - overtager den 88-årige skibsreders plads på kommandobroen, hvis han må forlade den. »Det er ikke for at lyde hoven. Men det er blot en arbejdsopgave. Jeg er ikke synlig i det selskab, og jeg skal ikke være det. Jeg skal være synlig i forhold til TopDanmark, og det vil jeg gerne, for det ligger mig helt inde under huden. Men kun, når det gælder noget arbejdsrelevant. Om jeg bager med mine børn i fritiden og den slags, vil jeg godt beholde lidt for mig selv. Jeg tror ikke, der er nogen, som er blevet lykkeligere af at være meget synlig«, konstaterer den 47-årige direktør, der har tre børn, hvoraf det yngste er 11 år. Passende holdning At den holdning passer smukt overens med A.P. Møllers kendte pressesky omgang med omverdenen, kommenterer forsikringsdirektøren med: »Den passer nok meget godt ind mange steder«. Michael Pram Rasmussen vil ikke ind på sit forhold til hr. Møller, som han tidligere var nabo til i Charlottenlund. Men selv om der ikke blev drukket øl over hækken, blev Michael Pram Rasmussen - der i mellemtiden var flyttet - en dag i 1999 inviteret på frokost og fik dertil serveret tilbuddet om en bestyrelsespost. Dermed blev han, i den usædvanlig unge alder af 44 år, indlemmet i Dampskibsselskabet af 1912, som han altså nu er næstformand i. TopDanmark direktør i seks år Forinden havde han i TopDanmark vist, hvad han kan, som han har været administrerende direktør for i seks år. I samme periode har forsikringsselskabet markeret sig som et af de forsikringsselskaber, der er bedst til at drive forretning, og TopD anmark sidder som næststørste forsikringsselskab herhjemme på hver femte forsikring: »Det nemmeste i verden ville være at lade Topdanmark vokse yderligere i morgen. Men det er hamrende ligegyldigt, om vi ligger som nummer ét, to eller tre blandt forsikringsselskaberne. Det, der interesserer mig, er, at det skal være en sund forretning. Det skal være rentabelt«, siger Michael Pram Rasmussen, så man kan høre, at han har sagt det mange gange før, og læner sig tilbage i den røde lænestol. Det nydelige, røde lædermøblement stod allerede i det påfaldende ryddelige hjørnekontor, da han flyttede ind, mens medarbejderne arbejdede i møbler fra 1970'erne. Møblerne i hele huset er siden blevet udskiftet, og bygningerne er blevet udbygget og shinet op. Julegaver i gode år I særlig gode regnskabsår - men kun i dem - er der desuden blevet indført julegaver til de 2.100 medarbejdere, hvoraf 1.400 har deres gang i det store hovedkontor i Ballerup. 800 af dem har deres pind i et ufatteligt stort kontorlandskab med lave skillevægge - »Nordeuropas største«. Men ellers er der ikke noget fråseri i Top, selv om der tjenes mange rare penge. De skal gemmes til hårde tider, som dem, der kom efter decemberstormen i 1999, der kostede selskabet halvanden milliard kr. Morgendagens taber »Man skal være parat til, at der kan komme noget op, som man ikke havde forudset. Jeg må indrømme, at jeg er lidt bange for nemesis, for som jeg vist lidt for ofte har sagt til medarbejdere: »Dagens vinder er morgendagens taber«. Hvis man tror på, at nu går det godt, så risikerer man at miste respekten for det store arbejde, det var at nå dertil. Jeg så meget gå tabt i de brølende 90'ere. I min tid hos Baltica gik det også den forkerte vej, det var ikke sjovt. Jeg er været med til fyringsrunder og set de menneskelige omkostninger, det havde«, siger Michael Pram Rasmussen, der var koncerndirektør i Baltica, da Tryg overtog en del af selskabet midt i 90'erne. »Det skal ikke lyde arrogant, men faktisk er det lige så svært at forvalte en virksomhed, der går godt, som en, der går mindre godt. For når tallene viser, at vi gør det virkelig godt, er det sværere at motivere medarbejderne til at blive ved med at gøre det bedre«, pointerer direktøren. Tiltalt af udfordringer De udfordringer, der følger med at være leder, har altid tiltalt ham, som selv er direktørsøn fra Frederiksberg. Og bortset fra et studiejob som taxachauffør har han aldrig været andet end leder - og altid inden for forsikringsbranchen. Allerede inden han var færdig med at læse jura, blev han ansat som leder af en afdeling i Nye Danske Lloyd. »Jeg kan huske, at de søgte en jurist med praktisk erfaring i erstatningsret. Det havde jeg ikke just, men der blev lagt vægt på, at jeg havde kørt taxa, at jeg havde barn, var gift og boede i egen lejlighed. Den praktiske erfaring, det havde givet mig, kunne bruges i den afdeling, jeg blev leder af, for det var en temmelig besværlig afdeling. Som 28-årig var jeg leder af en afdeling med 450 mennesker. Det var en ganske voldsom nød for mig at knække«. Vægter menneskelig kemi Michael Pram Rasmussen lægger selv vægt på menneskelige egenskaber hos sine medarbejdere. En god kemi mellem mennesker er også vigtig på topplan, er hans erfaring: »Det er nemmere at have med mennesker at gøre, hvis man også kan lide dem. Det er ikke en forudsætning, men det hjælper«. En del af de erhvervsledere, der er med i den VL-gruppe, han selv er medlem af, er også private venner: »Der kommer mange, jeg kender i forvejen og kan lide. Det er hyggeligt at mødes med dem, men jeg kommer desværre for sjældent. Det er svært at få tid«, siger Michael Pram Rasmussen, der ikke rigtig har tjek på, hvor meget han egentlig arbejder. I perioder er det »virkelig meget«, men arbejde og fritid glider ofte ind over hinanden. Arbejdskulør F.eks. har han en ganske pæn kulør i ansigtet, men den har han erhvervet, mens han har læst bestyrelsesmateriale på sin terrasse, forklarer han og fisker en tommetyk stak papirer op fra sin sorte mappe. Det er lidt skrålæsning til denne aften, når der bliver et hul i familieprogrammet. Lidt af kuløren har han nu nok erhvervet på cykelturene i weekenden i naturskønne omgivelser med udgangspunkt i Charlottenlund, hvor han bor med sin familie. Indimellem cykler han også på arbejde, og hans kontor har udgang til en lukket have, hvor han i princippet kan sidde og arbejde i solen: »Jeg får ikke rigtig gjort det. Det er mere tanken om, at det var muligt, der er hyggelig. Der er ingen, der har indkig i haven, ellers ville jeg nok slet ikke overveje at sidde derude«.