EU-Kommissionen har opgivet at hænge Carlsberg op på en ulovlig kartelaftale med sin hollandske konkurrent Heineken, meddeler kommissionen. Dels mangler man beviser i sagen, dels er sagen for gammel til, at der kan uddeles en bøde. »Kommissionen har afsluttet sin undersøgelse af en påstand om en markedsopdelingsaftale mellem de to store internationale bryggerier Carlsberg fra Danmark og Heineken fra Holland, fordi den ikke har fundet bevis for, at den påståede overtrædelse fortsatte efter maj 1995«, hedder det i afgørelsen fra kommissionen. Kommissionen kan ikke pålægge virksomheder bøder for overtrædelser, hvis den ikke kan bevise, at de fandt sted i fem år inden indledningen af undersøgelsen, hvilket i dette tilfælde vil sige 2000. Sagen begyndte netop i maj 2000 med, at kommissionens folk kom på uanmeldt besøg hos Carlsberg på jagt efter beviser på ulovlig aktivitet.
Carlsberg slipper for kartelsag
Lyt til artiklen