Skulle en enkelt indemuret dansker være i tvivl om, hvilken højtid, der er i anmarch, må det være én, der også har blændet brevsprækken. Den vej kommer - foruden flodbølgen af julekataloger - talrige opfordringer til at lade det gode julehumør brede sig helt ned i tegnebogen, til glæde for mindre heldigt stillede - dyr som mennesker. Blandt de organisationer, der år efter år satser på, at danskerne tør op i juletiden, er SOS-Børnebyerne, der uopfordret sender tre blanke kort med julemotiver ud til 220.000 adresser, med et forslag om at betale en tyver eller mere på det vedlagte girokort: »Sidste år indbragte det en samlet gave på 4,1 million kroner«, fortæller direktør Niels Yde. I alt kommer omkring fyrre procent af den samlede årsomsætning på knap 60 millioner kroner. ind i løbet af årets sidste kvartal - den største enkeltaktivitet er julekortene. Mange reagerer ikke De er altså en god forretning, selv om hovedparten af de danskere, der får kortene tilsendt, ikke reagerer: Blandt de modtagere, der tidligere har givet penge, vælger knap 40 procent af gøre det igen, mens der kun er positiv respons fra otte procent af de såkaldte 'kolde' adresser - adresser med beboere, det ikke tidligere er lykkedes SOS-Børnebyerne at få til lommerne. Niels Yde er godt tilfreds med tallene, selv om det betyder, at de fleste af kortene reelt foræres væk og har ingen overvejelser om at nøjes med at sende girokort ud: »Julekortene har vist sig at være en god måde at nå ud til folk på. Der er ingen grund til at ændre på det, når vi får så god respons«. Dårlig samvittighedEr det ikke fordi I giver folk dårlig samvittighed? »Det er der ikke lagt op til. Vi prøver bevidst at lade være at spille på det«, erklærer Niels Yde. Han forstår ikke, at nogle modtagere føler sig presset til enten at smide kortene væk eller betale - fordi det er at bryste sig af at være velgørende, uden at være det, hvis de tilsendte kort bare anvendes. »Det er ikke en rigtig holdning. Vi vælger at gennemføre kampagnen og det er vores risiko, at folk ikke betaler - det kan aldrig blive modtagernes ansvar«, fastslår Niels Yde, der gerne vil have SOS-Børnebyernes logo ud med juleposten, uanset om afsenderne har givet et bidrag. Rift om kort til virksomheder Marketingdirektør André Hansen fra SOS-Børnebyerne oplyser, at alle større hjælpeorganisationer i de senere år også er blevet meget interesserede i markedet for julekort til virksomheder. Når der alligevel skal sendes et kort af sted, kan mange virksomheder se en pointe i at profilere sig med en human indstilling - og samtidig støtte en anerkendt sag. WWF Verdensnaturfonden er stærk på fronten, men i de senere år er fonden blevet trængt af de mange nye udbydere. Salget af julekort til erhvervslivet giver dog stadig Verdensnaturfonden et overskud på omkring en halv million kr., mens de kort, der med opfordring om at betale minimum 50 kr. sendes ud til private - men kun til tidligere medlemmer og andre, der har ydet støtte før - giver omkring en kvart million kr. i julekassen. Mundmalede julekort Ifølge pressekoordinator Anne Villemoes fra Forbrugerrådet kommer der ingen henvendelser fra forbrugerne om de uopfordret tilsendte kort fra hverken SOS-Børnebyerne eller Verdensnaturfonden. Men den stak julekort som Mund- og Fodmalende kunstneres forlag i Roskilde sender ud til privatadresser, giver henvendelser. Her medfølger et girokort med påtrykt pris på 72 kr. og et brev med billeder af danske og udenlandske kunstnere, der ikke har hænder og derfor har lært sig at male med munden og/eller fødderne. Direktøren for forlaget, Randi Viereck, ønsker ikke at oplyse, hvor mange breve, der sendes ud, eller hvor mange, der vælger at indbetale beløbet: »Det vil jeg ikke sige. Men det er klart, at det er en tilfredsstillende forretning, ellers gjorde vi det jo ikke år efter år«. Ikke indsamling men salg Mund- og Fodmalende kunstneres forlag samler ikke ind - der er tale om salg, understreger Randi Viereck. Får I mange henvendelser fra folk, der har misforstået det? »Ikke mange, nej«. Eftersom det fremgår af både brev og girokort, at der ikke er hverken betalings- eller tilbagesendelsespligt, er det lovligt. Men Forbrugerrådet har alligevel et øje på forlagets aktiviteter, siger Anne Villemoes: »Når forbrugerne reagerer på kortene, er det et udtryk for, at de rammer et følelsesmæssigt område - nogle synes, at handikappet bevidst bruges til at give modtagerne dårlig samvittighed. Det er også uklart, hvad pengene egentlig går til og hvad det er for en forretning«. Negative reaktioner UNICEF Danmark får omkring en tredjedel af sine indtægter fra julekortsalg, men sender ikke kort ud, før betalingen er faldet. »Vi har en række kunder, der har købt i mange år. De modtager en bestillings- og ordreliste, og der er en fast pris på kortene. Vi sender også breve med beretninger fra arbejdet i marken ud omkring juletid, men vi henviser bevidst ikke til julen. Det er ikke vores mission at give folk dårlig samvittighed - vi vil meget gerne have bidrag, men ikke fordi folk føler sig presset eller truet til det«, pointerer markedschef Hanne Rasmussen. For nogle år siden forsøgte UNICEF dog at bage lidt ekstra op til julen og skrev om jul og julegaver, men reaktionerne var negative, og så var det slut med det. Hjælp til katte og blinde Kattens Værn er også oppe på kløerne i juletiden og sender sammen med Dyrenes Dags Komité brev ud til sine 15.000 medlemmer. Af og til lægges en lille gave med logo ved, f.eks. en nål til jakken. Julehenvendelserne giver mange tusinde kroner i kassen, konstaterer formanden, Poul Holm. Men det er ikke noget, der kan måle sig med de testamenterede midler, der er værnets største indtægt. Jørgen Torp, der står i spidsen for det traditionelle skrift 'Blindes Jul', der trykkes i 110.000 eksemplarer og primært sælges i Jylland, er opmærksom på ikke at mase for meget på, når der skal sælges: »Hvis jeg står foran en forretning, stiller jeg mig bare synligt. Jeg siger ikke rigtig noget, for der er nogle, der ikke bryder sig om at blive konfronteret med tilbuddet«. Strygende dørsalg Jørgen Torp sælger dog primært ved dørsalg, og det går strygende. »En gang kom jeg til at gå lige bagefter nogle, der solgte lodsedler og overvejede, om jeg så skulle gå hjem. Men der var alligevel kun to på ruten, der sagde nej«, konstaterer Jørgen Torp, der selv er svagtseende, men ikke mener, at det har indflydelse på salget. »Og så ved køberne, hvad pengene går til - blinde og svagtseende i lokalområdet. Det er noget andet, hvis det er til børn i Afrika, hvad går pengene så egentlig til? Men først og fremmest er det en tradition. Mange synes ikke rigtig, at det er jul uden 'Blindes Jul'. Tradition for julemærket Den mest traditionsbundne form for kontant julegodgørenhed er muligvis julemærket. Det første blev sendt ud i 1904, og den frivillige ekstra porto går til fire julemærkehjem, der tilbyder børn, der har problemer i hverdagen, et pusterum. Mange organisationer har også et mærke til at klistre på julebreve, blandt andet Astma- og Allergiforbundet og Hjerte Foreningen. Sidstnævnte har også julekoncert og julelotteri, og indsamlingschef Louise Malling konstaterer: »Jul er det tidspunkt, hvor folk har lyst til at give. Men vi er flere og flere om buddet, og man skal ikke trætte folk, så vi er meget bevidste om ikke at øge omfanget af juleaktiviteter«.