Når den britiske nationalbank, Bank of England, skruer op eller ned for renten, kan boligejerne mærke det med det samme. Da finansminister Gordon Brown i sidste uge fremlagde sin længe ventede euro-vurdering, pegede han på det letpåvirkelige britiske boligmarked som en af de væsentligste grunde til, at Storbritannien ikke er klar til at afgive kontrollen med blandt andet renten. Fleksibel dansk model Nu er han i gang med at overveje sine lovede reformer, og ifølge avisen Financial Times har det danske boligmarked fanget hans interesse. Det er finansieringen via de danske realkreditinstitutter med en kombination af lange lån til faste renter og muligheden for løbende omprioriteringer, der appellerer til den britiske finansministers eksperter. De har valgt at se nærmere på opbygningen af markedet i Danmark, Tyskland og USA, og ifølge Financial Times synes eksperterne, at den danske model ser ud til at kunne give boligejerne den bedste fleksibilitet og sikkerhed. Ofte variabel rente Boligmarkederne i EU-landene er meget forskellige, men det britiske har ry for at skille sig mest ud, fordi over 65 procent af alle ejerboliger er finansieret af lån med variabel rente, der er direkte bundet til nationalbankens rentesats. Lån med faste renter har typisk en meget kort løbetid og skal genforhandles efter to til fem år, mens fastrentelån med løbetid på over fem år er sjældne, og over ti år så godt som ukendte. Samtidig minder de britiske realkreditselskaber mere om banker, der er afhængige af deres kunders indskud. På det punkt kigger det britiske finansministerium også på den danske model med finansiering via realkreditobligationer. Underdirektør i Danske Bank, Jens Dalsgaard, siger, det lyder interessant, hvis briterne vil lade sig inspirere af Danmark. »Vi har et ret sofistikeret marked, men der er også en tendens mod en fælles europæisk måde at finansiere boliger på. Det lyder, som om målet er at give de britiske boligejere flere valgmuligheder, og der kan jeg godt forstå, at Danmark kan være en rollemodel«, siger Jens Dalsgaard. Briter flytter ofte De store britiske realkreditinstitutter er forsigtige med at kommentere finansministerens overvejelser, så længe de står på. Men talsmand Mark Hemingway fra Halifax Building Society siger, det også vil kræve en helt grundlæggende holdningsændring hos boligejerne, hvis de skal opgive de traditionelle britiske låneformer. »Briter har for vane at flytte ret ofte. I den sammenhæng har de langfristede fastrentelån slet ikke været konkurrencedygtige, fordi det er meget dyrt at komme ud af dem før tid. Vi sælger også et tiårigt lån, men der er kun 300 kunder, der har købt det. Men det er klart, at man kan se på, om det kan virke i Storbritannien, når nu det fungerer i Danmark. Der kan være noget at lære af det gode og dårlige i andre europæiske systemer«, siger Mark Hemingway. Det britiske finansministeriums eksperter ventes at komme med en foreløbig rapport til november og en endelig anbefaling i forbindelse med næste finanslov i foråret 2004.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Du ville ikke holde mere end 11 minutter i smatten, Lily Collins
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Leder af Christian Jensen
LISTEN




























