»Når man i lang tid har været med til at træffe afgørelser, man ikke har det godt med, må man på et tidspunkt gøre op med sig, om det kan fortsætte. Og derfor valgte jeg at gå«. Ordene kommer fra Inga Marie Lunde, praktiserende læge i Silkeborg og indtil for nylig formand for Lægeforeningens såkaldte Lægeetiske Nævn. Talte for døve øren Igennem længere tid havde hun som formand for nævnet følt, at hun talte for døve øren, når hun forsøgte at få de øvrige medlemmer til at tage lægestandens stadigt større afhængighed af medicoindustrien alvorligt. Efter en særligt grel episode tog hun sit gode tøj og gik som formand. »Der dukkede en sag op, hvor en gruppe læger bad et medicinalselskab om at få sponsoreret noget undersøgelsesapparatur. Virksomheden sagde ja til gengæld for visse modydelser. Lægerne tilbød blandt andet at arrangere nogle faglige arrangementer for firmaet som udtryk deres taknemmelighed, og da firmaet accepterede vilkårene, blev der indgået en aftale. Sagen blev indbragt for nævnet, men flertallet ville ikke behandle sagen«, siger Inga Marie Lunde. På grund af tavshedspligten kan hun ikke gå i nærmere detaljer med den konkrete sag, men hun lægger ikke skjul på, at den var den direkte årsag til, at hun gik som formand. Der ér afhængighed Det Lægeetiske Nævn har blandt andet til opgave at føre opsyn med en selvjustitsaftale, som lægerne kollektivt har indgået med Lægemiddelindustriforeningen for at sikre, at samarbejdet mellem læger og lægemiddelfirmaer foregår, så »pressionsmuligheder og afhængighed parterne imellem er udelukket«. Aftalen er indgået for at øge tilliden til begge parters generelle etik på området. I Politiken i denne uge krævede Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, at medicoindustrien indgår en lignende aftale, men spørgsmålet er - ifølge Inga Marie Lunde - om aftalen løser nogen problemer. Sagen er nemlig, mener hun, at afhængigheden er til stede, men at der bare ikke er nogen i lægestanden, der vil tage diskussionen. »Det er utrolig vigtigt at få taget den diskussion. Når virksomheder optræder som sponsorer, er det jo fordi de har et bagland, hvis økonomiske interesser de skal varetage. Vi har som læger et andet bagland - patienterne - og når der kommer penge ind i billedet, kan interesserne ikke undgå at stride imod hinanden«. »De tørre tal på firmaernes bundlinjer viser jo, at det er en god investering at støtte læger. Medicinforbruget har været støt stigende og medicinudgifterne for patienter og amter ligeså«, siger Inga Marie Lunde, og fortsætter: »Ethvert lægemiddel- eller medicofirmas økonomiske op- og nedgang afhænger direkte af lægernes behandlingsvaner. Hver gang en læge modtager en form for 'ydelse' fra et lægemiddelfirma, er der tale om en goodwillskabende relation. Læger kan derfor ikke undgå at føle, at de står i noget, der ligner personlig taknemmelighedsgæld til firmaer, som bør gengældes ved at sige noget pænt om medikamenter eller ved at nedtone eventuelle kritiske synsvinkler«. Vil selv betale Ifølge Inga Marie Lunde er det meget forskelligt, hvor den enkelte læge sætter grænsen. Personligt insisterer hun på at betale selv, når hun deltager i efteruddannelse og kongresser. »Det er faktisk blevet meget svært at finde et arrangement for læger, der ikke er sponsoreret. Når man gør opmærksom på, at man gerne vil betale selv, bliver der smilet lidt; arrangørerne kan slet ikke forstå det, og det kan være svært at få lov til det«, siger hun. Selv om mange læger forsvarer sig med, at det er manglen på offentlig efteruddannelse, der tvinger dem i armene på industrien, understreger Inga Marie Lunde, at der faktisk findes en anden vej. »Man kan sagtens få efteruddannelse uden at få den sponsoreret. Man kan for eksempel lave sine egne sammenlignende studier. Selv om jeg sidder i Silkeborg, befinder jeg mig altså ikke i stenalderen rent fagligt«, siger Inga Marie Lunde. »Problemet er jo, at når det er industrien, der betaler efteruddannelsen, prioriterer man de sygdomsområder og behandlingsmuligheder, som firmaerne finder mest interessante«. Altid en pris Efter Inga Marie Lundes mening er der altid en pris, der skal betales, en modydelse, der skal gives, når lægerne tager imod penge fra industrien, uanset om der er tale om deltagelse i faglige møder, sponsorering af apparatur, gratis frokoster, smågaver, kulturelle indslag eller fællesrejser til kongresser. »Der gives mange modydelser, fordi man - måske ubevidst - ændrer vaner i sit arbejde. Den oplagte risiko er, at man som læge glemmer at skele til bivirkninger eller overundersøger sine patienter. I sidste ende er det her dog et spørgsmål om at bevare den tillid, vores patienter har til os«, siger Inga Marie Lunde - den nu tidligere formand for Lægeforeningens Lægeetiske Nævn.