Det er ikke spor svært at komme i kontakt med lyssky firmaer, der sender illegal arbejdskraft til Vesteuropa. Man skal bare gå ned i den nærmeste kiosk og købe Den Blå Avis. En annonce i avisen satte os i forbindelse med et firma i Letland, der ønskede samarbejdspartnere i Danmark. Vi påtog os rollen som danske restauratører, der manglede to billige arbejdere og ringede til Letland. Opkaldet resulterede i en behagelig samtale med en lettisk kvinde. Hendes første spørgsmål var, om vi søgte legale eller illegale arbejdere. »De illegale er jo billigere«, lød det på gebrokkent engelsk fra den lettiske bureaudame, som også kunne fortælle, at vi ikke skulle betale for formidlingen. »Vi tager vores betaling her i Letland for at skaffe dem job«, forklarede hun. Lettiske kvinder på krogen Vi bad om to illegale arbejdere mellem 20 og 60 år, som kunne gå til hånde med køkkenarbejde og rengøring. Firmaet tjekkede deres database, og et par dage senere lå CV'et på to lettiske kvinder i vores mailboks. CV'ets oplysninger spredte sig fra navn, fødselsdato og pasnummer over arbejdserfaring og sprogkundskaber til hobby og farvefotos af de to kvinder på henholdsvis 44 og 62 år. Og hvis vi virkelig var arbejdsgivere, kunne handlen være fortsat. De to lettiske kvinder var parate til at tage af sted når som helst. De havde begge tidligere arbejdet illegalt i England og Norge. Så snart vi havde godkendt deres CV, ville de betale et beløb til bureauet og tage af sted. Vi skulle til gengæld sørge for, at de kunne komme ind i landet ved at give dem en adresse og telefonnummer, som de kunne vise i tolden, hvis der blev nogen problemer. Og alle tre parter ville være glade. Kommer til landet via stråmand Lufthavnspolitiet har også indtryk af, at de illegale arbejdere ofte kommer til Danmark via en stråmand. »Vi har en formodning om, at det er meget organiseret. Fra vores razziaer oplever vi, at de illegale arbejdere bliver hentet i biler ved Hovedbanegården, når de ankommer med de internationale busser. Der er altså fastlagt en eller anden form for aftale, allerede når de tager hjemmefra, som er arrangeret af en mellemmand«, siger Gert Nielsen, vicekriminalinspektør i Lufthavnspolitiet. Busselskabet Eurolines har mange strækninger til Østeuropa, og det er ofte disse busser, de illegale arbejdere kommer hertil med. Eurolines har også en ide om, at østeuropæerne ikke kommer herop på egen hånd. »Det er nøje planlagt. Vi har oplevet mange gange, at østeuropæere tager bussen fra deres hjemland, men når færgen lægger til kaj i Danmark, stiger de ikke på bussen igen. De går i stedet i land og tager toget til Hovedbanegården. Her henter de deres bagage, som jo var med bussen. Vi tror, der står nogen på landjorden og giver dem et praj, hvis der er mange toldere. Er der det, stiger de ikke på bussen igen«, siger Joakim Vasehus Madsen, der er marketingchef i Eurolines. Og der er god grund til at være på vagt, når man som illegal arbejder skal ind i landet. Eurolines' busser bliver ofte stoppet tre gange af politirazziaer og toldere på en enkelt tur.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























