En forårsdag i 2002 kom en maskeret mand ind i en lille Nordea-filial på landet. Han havde en stor kniv i hånden og råbte: »Åbn kasserne, åbn kasserne«. Filialchef Allan Olsen var alene i lokalet, og røveren kom truende nærmere. Så Allan Olsen turde ikke gøre andet end at åbne kassen. Han blev beordret ned at ligge på gulvet, mens kassen blev tømt. 'Afmagt' »Bagefter var jeg mest irriteret og gal, fordi alle de følelser kommer op i en. Jeg har haft medarbejdere, som dårligt har kunnet sove om natten og har været påvirket længe efter. Så jeg var irriteret og følte afmagt over ikke at kunne gøre noget«, fortæller Allan Olsen. Episoden er blot ét af tre røverier, som er foregået i de to filialer, Allan Olsen er chef for. Og røverierne påvirker de ansatte meget. Problemet understreges af, at knap hver fjerde bankansatte har overværet et røveri. Det viser en ny undersøgelse fra Finansforbundet. Røverierne er den hyppigst anmeldte arbejdsskade blandt de ansatte i bankerne. Femten procent har selv været udsat for et bankrøveri. 'En rigtig, rigtig grim ting' Psykolog Kim Clemmensen fra Psykologgruppen af 1984 behandler patienter med psykiske mén fra røverier. »Røverne fjerner trygheden ved at være på arbejde. Og det er en rigtig, rigtig grim ting. Det er mere ubehageligt, end man kan beskrive«, siger han. Det kan være en næsten lige så voldsom oplevelse at overvære røveriet, som selv at være udsat for det. Problemet er, at det kan være svært at få anerkendt de psykiske mén efter et røveri som en arbejdsskade - medmindre medarbejderen blev direkte truet. Symptomer »Der er ikke noget, der taler for, at man ikke kan blive hårdere ramt ved at overvære det, end hvis man selv er involveret. Men nogle får ikke anerkendt det som arbejdsskade, selv om de har alle symptomerne, fordi de var på vej ind i lokalet og kunne høre alt, hvad der foregik«, siger formand for Finansforbundet Allan Bang: »Man kan ikke forudse, hvordan man reagerer. Nogle tager det roligt, selv om de har stået tæt på, og andre reagerer voldsomt, selv om de har været længere væk«. 'Snit i praksis' Praksiskoordinator Frank Bøeg Madsen i Arbejdsskadestyrelsen oplyser, at truslen skal være reel og udførlig for at en ansat kan få erklæret en arbejdsskade. »Hvis du sidder på førstesalen og overværer, hvad der foregår i stuen, så er du ikke selv truet. Hvis vedkommende ikke blev truet, men er trykket af situationen, så er det ikke nok. Der er lagt et snit i praksis«, forklarer han. Det tilfredsstiller hverken Allan Olsen fra Nordea eller Finansforbundet, der ønsker, at Arbejdsskadestyrelsen tager stilling til hver enkelt person i stedet for at se så firkantet på sagen. »Man behøver ikke være til stede for at blive påvirket. Det kan jeg se på mine kolleger«, siger Allan Olsen. 'Indrettet til at reagere' Ifølge psykolog Kim Clemmensen afhænger den tid, det tager at komme over et røveri, af, hvor direkte truslen er, og hvor tæt man er på. Men den umiddelbare reaktion er den samme. »Det at blive truet har noget at gøre med, om man oplever sig truet. Vi er indrettet til at reagere på truslen. Så selv om man bagefter kan spekulere på, at man måske ikke var så truet, så er skaden allerede sket. Da har man reageret. Og det er lige så gyldig en reaktion, som hvis man har haft pistolen rettet mod sig«, siger han.