Scenen var som taget ud af 'Monty Python's Flyvende Cirkus'. En ulastelig klædt ældre herre, der med et vandglas i hånden trissede rundt og betragtede facaden på en industribygning i udkanten af Middelfart. Med korte mellemrum hældte han vandsjatter på stenene for derefter at gå et par skridt tilbage og betragte effekten. Mærsk Mc-Kinney Møllers grundighed og sans for detaljen er velkendt, når det gælder driften af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller. Men i tilfældet operahuset har skibsrederens hang til perfektion overgået sig selv. Udvalgte alt Forud for valget af den tyske kalksten 'jura gelb' til operahusets facade, testede Teknologisk Institut stenen forfra, bagfra og fra siden, mod vind, vejr og forurening. Men Mærsk Mc-Kinney Møller var ikke tilfreds. Sammen med sin personlige assistent Lars-Erik Brenøe tog han til Middelfart for at besøge Toyota Danmark, der er beklædt med netop jura gelb. Først da skibsrederen med egne øjne - og ved hjælp af et glas vand - havde set, hvordan stenen så ud, når den blev fugtig, besluttede han sig endelig for den specielle facadesten. Mærsk Mc-Kinney Møller har personligt testet, vurderet og udvalgt alt i Københavns nye opera. Trangen til at bestemme i stort som småt har været så massiv, at end ikke regeringens top er gået fri. Aktindsigt i Statsministeriet og Kulturministeriet viser, at Mærsk Mc-Kinney Møller har forlangt - og fået - dele af statsministerens officielle korrespondance i operasagen til gennemsyn. Udgående breve fra regeringen er forelagt Esplanaden. Af og til er de blevet skåret til i tekst og indhold. Set udefra er det en usædvanlig praksis. Men operahuset er heller ikke nogen sædvanlig historie. Det er en historie, der viser, hvordan toppen af det politiske liv velvilligt har bøjet sig for den mand, der kontrollerer Danmarks største formue. Det er også historien om, hvordan Mærsk Mc-Kinney Møller i sin karrieres efterår mestrer den politiske lobbyisme til perfektion. En stille dag på kontoret Det politiske forløb startede formelt 3. februar 2000. Den radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens arbejdsdag var begyndt fredeligt, da Mærsk Mc-Kinney Møller pludselig var i telefonen. »Det var den måske mest rolige dag i hele min ministertid, men det ændrede sig, da Mærsk Mc-Kinney Møller ringede og bad om et møde. Jeg sagde, at han bare kunne komme med det samme, og kort efter stod han på mit kontor«, siger Elsebeth Gerner Nielsen, i dag menigt radikalt medlem af Folketinget. På mødet fortalte Mærsk Mc-Kinney Møller kulturministeren, at han stod med en grund i Københavns Havn, kaldet Dokøen, som han gerne ville bygge noget særligt på. Et helt specielt byggeri, der kunne færdiggøre den akse, der begynder med Marmorkirken, går over Amalienborg og Amaliehaven og som ifølge skibsrederen naturligt burde slutte på Dokøen, på den anden side af vandet. Kulturministeren orienterede regeringen om det usædvanlige tilbud. Regeringen var positiv trods en stribe spørgsmål: Hvad skulle der bygges? Hvem skulle bestemme? Og hvad skulle vilkårene være? Og kunne man være sikker på, at gaven ikke ville udløse udgifter for staten? Et operahus ville være et oplagt projekt på Dokøen. Det kunne løse mange af de pladsproblemer, som Det Kongelige Teater døjede med, og som året i forvejen havde resulteret i et forlig om et nyt skuespilhus. I samme aftale havde kulturministeren lovet at skaffe penge til et operahus, men hun vidste ikke, hvor hun skulle finde dem. Da Elsebeth Gerner Nielsen et par uger senere besøgte skibsrederen på hans kontor, kunne hun på regeringens vegne sige ja tak til gaven. Monument over Mærsk Operahusprojektet er historien om Mærsk Mc-Kinney Møllers brændende ønske om at rejse et monument over sig selv. Som udgangspunkt havde han ikke engang tænkt tanken om at 'forære' Danmark et operahus i international topklasse »Operahuset var overhovedet ikke inde i billedet, da Dokøen blev erhvervet. Min oprindelige tanke med Dokøen var at bygge et koncerthus. [...] jeg blev af sagkyndige frarådet at gå videre med den idé. I stedet for blev jeg en dag i slutningen af 1990'erne præsenteret for tanken om at bekoste opførelsen af et operahus - en idé, jeg ikke umiddelbart fandt velegnet. Og det ville blive dyrt, meget dyrt. Kyndige folk fik mig dog overbevist om, at behovet for et operahus var til stede. Og så lå beslutningen lige for - vi ville skænke den danske stat et operahus«, sagde Mærsk Mc-Kinney Møller i foråret 2003 i bogen 'Myten Møller'. Det kan virke overraskende, at han overhovedet lod sig overtale til et operahus. Mærsk Mc-Kinney Møller er ikke selv en passioneret operaelsker. Det er snarere symfonisk musik, der interesserer ham, og så har han en udpræget svaghed for country og western og for Sven-Bertil Taube, Roger Whittaker og Nana Mouskouri. »De synger nydeligt«, som han sagde i 1983.Havde skibsrederen fulgt sit eget musikalske hjerte, havde han bygget et koncerthus. Men da sagkyndige gjorde skibsrederen opmærksom på, at København i forvejen var godt udrustet med koncertsale, blev tanken om et koncerthus opgivet. Samme skæbne var overgået et projekt med et springvand. Fra starten insisterede Mærsk Mc-Kinney Møller på, at operahuset skulle ligge på Dokøen, og at det var ham, der skulle vælge arkitekten. Begge betingelser blev opfyldt. Politisk mesterstykke Der er ingen offentligt tilgængelige papirer, der dokumenterer, præcis hvornår og hvordan Mærsk Mc-Kinney Møller begyndte at diskutere sine planer med politikerne. Bortset fra Elsebeth Gerner Nielsens kalendernotater om møder med skibsrederen i februar 2000 er det første af de offentligt tilgængelige dokumenter dateret 28. juni 2000. Dokumentet er et notat fra kulturministeren, der beskriver operaprojektet i detaljer. En beskrivelse, som siden hen skulle vise sig at ligge meget tæt på det endelige resultat. Af notatet, der bærer overskriften 'Operahus på Dokøen' fremgår det, at operahuset skulle have to sale med plads til henholdsvis 1.800 tilskuere og 400 tilskuere, at operaen ventedes at koste 1,3 milliarder kroner, at Københavns Kommune skulle sørge for tilstrækkelige tilkørselsforhold, at Det Kongelige Teater ville tegne sig for 120-150 forestillinger om året, og at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal skulle være bygherre og afholde alle udgifter forbundet med byggeriet. Derudover fremgik det, at »arkitekten til byggeriet findes i en proces mellem bygherren og brugergruppen, for eksempel ved en indbudt konkurrence mellem fem internationalt respekterede arkitekter«. Den formulering var dog ændret, da en ny version af notatet så dagens lys den efterfølgende dag. Nu hed det, at »arkitekten til byggeriet findes i en proces mellem bygherren og brugergruppen«. Allerede på dette tidspunkt satte Mærsk Mc-Kinney Møller sin vilje igennem. Han skulle ikke have nogen arkitektkonkurrence. Arkitekten skulle være Henning Larsen. Slap for momsen I slutningen af juni 2000 havde Mærsk Mc-Kinney Møller reelt sikret sig, at han kunne bygge sit monument. Uden så meget som antydningen af en politisk forhandling. Og ifølge notatet fra 29. juni 2000 var der intet hastværk med den sag. Først i midten af august ville kulturministeren drøfte sagen med den kreds af partier, der havde stået bag teaterforliget året før. Mens finpudsningen af køreplanen stod på, havde Statsministeriets departementschef, Nils Bernstein, begyndt et vigtigt arbejde. Nemlig at få afklaret, om bygherren skulle betale moms. I forbindelse med byggeriet af Amaliehaven havde Almenfonden forsøgt at slippe for momsbetalingen. Det havde den daværende socialdemokratiske skatteminister Mogens Lykketoft sat en stopper for. »Mærsk Mc-Kinney Møller ville have momsfritagelse for Amaliehaven. Og Anker Jørgensen var faktisk klar til at give ham det. Men jeg sagde nej. Alle andre betaler jo også moms af deres gaver«, siger Mogens Lykketoft. Denne gang gik det anderledes. 24. august 2000 kunne Skatteministeriets departementschef, Peter Loft, sende et brev til sin kollega i Statsministeriet om de 'momsmæssige regler ved opførelse m.v. af teatre og lignende'. Brevets sidste linjer lyder: »Sælger kan dog inden for de nævnte 10 år undgå at betale moms af salgsprisen, hvis køber vil anvende ejendommen til et momspligtigt formål og køber samtidig erklærer sig villig til at betale momsen, hvis ejendommen overgår til ikke momspligtig anvendelse«. Da begge betingelser var opfyldt, kunne Mærsk Mc-Kinney Møller før byggeriets begyndelse glæde sig over at spare godt en halv milliard kroner på byggeprisen, der i det endelige overslag er på 2,2 milliarder kroner. Dokumenter fra Kulturministeriet viser, at ideen om momsfritagelse kom fra Esplanaden. Almenfonden havde fået revisionsfirmaet Grothen & Perregaard til at gennemgå momsloven for at finde svar på følgende spørgsmål: »Du forestiller dig, at en klient ville bygge et teater/musikhus på en grund, der er anskaffet i 1999. Hvordan ville dette byggeri skulle behandles momsmæssigt?«, fremgår det af et internt notat fra Grothen & Perregaard. Svaret på spørgsmålet var klart. Hvis køber, i dette tilfælde staten, erklærede sig villig til at betale momsen, var der ingen problemer. For at være sikker på at også regeringen var klar over mulighederne i momsloven, skyndte Almenfonden sig at sende notatet til Kulturministeriet. Og når man læser Skatteministeriets godkendelse af momsfritagelsen, kunne man tro, at notatet fra Grothen & Perregaard var forlægget. Med ført hånd Under overskriften 'Ja tak til operahus' offentliggjorde regeringen 7. september 2000, at man tog imod gaven. De sidste brikker faldt på plads, da Københavns Kommune indvilgede i at betale 40 millioner kroner om året til operahusets drift. Staten skulle selv bidrage med 100 millioner kroner. Selv om gaven ikke var gratis, var der, set med Poul Nyrup Rasmussens øjne, meget at sige skibsrederen tak for. Og det skulle gøres ordentligt. Dokumenterne fra Statsministeriet viser, at embedsværket brugte over tre uger på at finpudse statsministerens takkebrev til Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu blev processen heller ikke lettere af, at brevudkastene skulle til gennemsyn hos skibsrederens personlige assistent, underdirektør Lars-Erik Brenøe, som det fremgår af en e-mail til Statsministeriet fra Kulturministeriets mand på sagen, specialkonsulent Jesper Rønnow Simonsen. Med klassifikationen 'Høj prioritet' skrev han 19. september: »Jeg har lovet A.P. Møller at nævne, at Lars-Erik Brenøe gerne vil forhåndsorienteres om indholdet i det brev som statsministeren i givet fald vil sende til skibsrederen.. ..«. Om Mærsk Mc-Kinney Møllers folk krævede ændringer i statsministerens takkebrev, og om kravene i givet fald blev accepteret, fremgår ikke. Men der var betydelig forskel på det første udkastog det endelige brev. Den mest bemærkelsesværdige ændring skete i afsnittet om styregruppens rolle, der blev nedtonet, efter at brevet havde været forbi Esplanaden. I det første udkast til Poul Nyrup Rasmussens takkebrev hed det: »Jeg forestiller mig, at denne styregruppe skal træde sammen i forbindelse med væsentlige og afgørende begivenheder i projektets fremdrift. Således kunne styregruppen eksempelvis træde sammen i forbindelse med godkendelsen af det endelige projekt, ved byggeprocessens start og ved byggeriets indvielse«, I det endelige brev er formuleringen forkortet: »Jeg forestiller mig, at denne styregruppe skal træde sammen i forbindelse med væsentlige og afgørende begivenheder i projektets fremdrift«. Den anden sætning var strøget, så der ikke længere var faste aftaler om, hvornår styregruppen skulle mødes. Og det fremgik ingen steder, hvem der skulle indkalde styregruppen. Reelt blev den beslutning overladt til Mærsk Mc-Kinney Møller. Nu manglede kun godkendelsen i Folketingets Finansudvalg. 12. oktober 2000 havde specialkonsulent Jesper Rønnow Simonsen sendt et udkast til et aktstykke til departementschef Nils Bernstein i Statsministeriet. Igen skulle skrivelsen en tur forbi Esplanaden. Denne gang var der ingen ændringer i forhold til udkastet i det aktstykke, som Finansudvalget kunne tiltræde 1. november 2000. Kulturministeriet kunne på statens vegne »modtage en gave fra A.P. Møller Fonden bestående af et færdigopført operahus på Dokøen i Københavns inderhavn samt afholde udgifter i forbindelse med modtagelsen af gaven«. Brødrister med kølergrill Alt var gået helt efter planen for Mærsk Mc-Kinney Møllers monument på Dokøen. Men i 2001 begyndte de dårlige nyheder at tårne sig op i horisonten. Lokalplanforslaget, som Københavns Borgerrepræsentation havde sendt i høring i juni, udløste en klagestrøm. Da høringsfristen udløb 1. oktober 2001, havde kommunen modtaget 500 klager over byggeriet. Langt de fleste brokkede sig over placeringen af et så massivt byggeri på havnen. Vrede naboer stillede sig op foran byggepladsen og udleveret protestbreve med opråbet 'Flyt Operaen', da pressen 16. oktober 2001 for første gang fik lov til at tage projektet i nærmere øjesyn for første gang. Efter mere end et års spekulationer om udseendet på det kommende operahus, fik offentligheden endelig lov til at se en model af den bygning, Henning Larsen og hans medarbejdere havde arbejdet så hårdt på. Men der manglede noget. Hverken Mærsk Mc-Kinney Møller eller Henning Larsen var til stede. Ingen af dem havde kunnet - eller villet - afsætte tid til seancen. Udformningen af facaden var på det tidspunkt ved at blive en kilden sag. De første tegninger fra Henning Larsens hånd i efteråret 2000 viser et åbent byggeri, domineret af to arkitektoniske 'greb', henholdsvis taget og en glasfacade. Tegningerne er aldrig blevet offentliggjort, og de personer, der ligger inde med dem, har kun villet vise dem frem under løfte om fortrolighed. Mærsk Mc-Kinney Møller brød sig ikke om arkitektens forslag. I Esplanadens uofficielle udlægning stillede Mærsk Mc-Kinney Møller fra starten nogle få krav til Henning Larsen, ud over at operahuset skulle være 'verdensklasse'. Et af kravene var angiveligt, at der ikke skulle være en glasfacade. Mærsk Mc-Kinney Møller mente, at glasfacader hurtigt kommer til at se gamle ud, mens natursten kun bliver kønnere med årene. Skibsrederens afgørende indvending mod glasfacaden var dog, at den ville udstille operagæsterne på en krænkende måde. Selv uden kikkert kunne man se direkte ind på gæsterne fra den anden side af havnen. Mærsk Mc-Kinney Møller lod sig dog overtale til at acceptere en glasfacade, der var forsynet med nogle brede metalbånd. Efter lange og indgående diskussioner på tegnestuen besluttede Henning Larsen sig for en krum løsning med glas; en løsning Henning Larsen selv var meget glad for. 'Pontiac årgang 1955' Det endelige resultat blev vist frem på et pressemøde 17. oktober 2002. Og igen lagde journalisterne mærke til, at de to mænd, der stod bag projektet, ikke var til stede. »Det er uhørt, at en arkitekt ikke præsenterer sit eget værk«, lød en kommentar i Berlingske Tidende dagen efter pressemødet. »Det der? Det er ikke Henning Larsen, det kan enhver da se. Han ville aldrig lave sådan en lufthavnsterminal. Og hvor er han henne?«, spurgte avisen. »Opera er naturligvis den mest idiotiske af alle kunstarter, men det berettiger ikke til at gøre operabyggeri til ren farce«, lød kommentaren fra Politikens Henrik Sten Møller, der sammenlignede stålbåndet med kølergitteret på en Pontiac fra 1955. Folkeviddet var ikke sen til at sætte andre øgenavne i omløb. Larsenmodellen blev snart kendt som 'brødristeren', 'frugtkurven', 'kikskagen', 'Møllers Mausoleum' og 'kasketten'. En kilde tæt på Henning Larsen siger, at kritikken kom helt bag på arkitekten. »Henning Larsen har altid kun oplevet medvind. Det påvirkede ham dybt, at hans faglige ære blev beklikket og det endda på et tidspunkt, hvor projektet slet ikke var færdigt. Det lagde gift ud for resten af forløbet«. I den brede offentlighed var der ingen tvivl: Det var Mærsk Mc-Kinney Møller, der var skurken. Ved at trumfe sin vilje igennem havde Mærsk Mc-Kinney Møller vandaliseret arkitektens drøm om en luftig bygning. Under alle omstændigheder blev samarbejdsklimaet forpestet. Kilder tæt på forløbet oplyser, at samarbejdet løb så meget af sporet, at advokaterne rykkede ind på begge fløje. »Det er et tragisk forløb. Det eneste varemærke, Henning Larsen har sat på operahuset, er fronten, og derfor gik han i sort, da Mærsk Mc-Kinney Møller begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den. De to har ikke talt sammen siden«, siger en centralt placeret kilde. 'Gave - ikke et gavekort' Hvis problemerne gik Mærsk Mc-Kinney Møller på, lod han sig ikke mærke med det. Han udtalte sig ikke på noget tidspunkt selv, men lod sine folk om at sige, hvad der skulle siges: »Operahuset er en gave - det er ikke et gavekort«, som Bo Wildfang havde formuleret det under et stormfuldt borgermøde om den omstridte lokalplan i efteråret 2001. Protesterne mod facaden var ikke de eneste problemer, Almenfonden var oppe imod. 6. november 2002 hed det på forsiden af Ekstra Bladet: »Kong Mærsk: Mærsks gave en kæmpe skattefidus«. Avisen havde regnet på operahusprojektet og var nået frem til det resultat, at Almenfonden, som Mærsk Mc-Kinney Møller hentede pengene fra, fik et skattefradrag, der var endnu større end gavens værdi. Ekstra Bladets regnestykke var simpelt. Først kunne Mærskfonden fratrække hver en krone, som byggeriet af operahuset kostede. Herefter kunne fonden takket være de særlige skatteregler for almennyttige fonde trække yderligere 25 procent af byggesummen fra i skat. Summa summarum: et fradrag på 1,5 milliarder kroner plus yderligere 375 millioner. I alt 1,875 milliarder kroner. Ekstra Bladet havde dog glemt at tage højde for, at fonden med en skatteprocent på 30 'kun' sparede 562,5 millioner kroner i skat. Intrige-Svend Selv om Mærsk Mc-Kinney Møller afviste kritikken, gjorde den indtryk på Esplanaden. I december 2002 tog hans personlige assistent, Lars-Erik Brenøe, det usædvanlige skridt at kontakte en professionel pressemand, der skulle komme med gode råd for at vende den negative stemning mod operaprojektet. Valget faldt på Svend Gunbak, der regnes for en af Danmarks dyreste og dygtigste 'spindoktorer'. Svend Gunbak, der på Christiansborg går under øgenavnet 'Intrige-Svend', havde gode kontakter til Det Konservative Folkeparti, de radikale, Venstre og Socialdemokratiet. Svend Gunbak blev inviteret til et personligt møde med Mærsk Mc-Kinney Møller, hvor skibsrederen udtrykte sin frustration over, at pressen blev ved med at kritisere projektet. Et af de første resultater af spindoktorens anbefalinger kunne opleves i pinsen 2003. Der var kaffe og banankage på kajen og operamusik i højttalerne, da 7.000 besøgende tog imod tilbuddet om at komme til åbent hus lørdag 7. juni 2003. En uge tidligere var det blevet oplyst, at prisen på operahuset var steget fra de oprindelige 1,5 milliarder kroner til 2,2 milliarder kroner, og at bruttoetagearealet nu var vokset til 41.000. Om beløbet er med eller uden moms har A.P. Møller-fondene ikke ønsket at udtale sig om. Fat i taktstokken At det lykkedes at dæmpe kritikken og skabe ro om operaprojektet betød dog ikke, at Mærsk Mc-Kinney Møller slappede af. For hver kvadratmeter var der nye spørgsmål for skibsrederen at tage stilling til og nye materialer at teste. Uanset hvor meget kritikken rasede, holdt Maestro Mærsk fast i taktstokken, mens han orkestrerede byggeriet af det store monument. Der var stadig meget, der skulle ordnes for at gøre drømmen om et operahus i verdensklasse til virkelighed. Undervejs i processen besøgte Mærsk Mc-Kinney Møller et dusin operahuse verden over. Turen gik blandt andet til Barcelona, Stockholm, Helsingfors, Hongkong og Sydney. Alle stederne inspicerede skibsrederen alt fra toiletter til omklædningsrum og drog som regel af sted med tegninger, der viste, hvordan husene var indrettet. En del af studierne blev henlagt til ØTC-hallen i Nordhavnen. Den store hal blev oprindelig brugt til at bygge de store tunnelelementer, der blev sænket ned på bunden af Øresund, og som nu udgør tunnelen fra Danmark til øen Peberholm i forbindelse med Øresundsbroen. Her havde Mærsk Mc-Kinney Møller sit arbejdende værksted, og det var her, hans perfektionisme foldede sig ud i fuldt flor. Når nu operahuset var tænkt som det store monument over hans liv, skulle det være helt perfekt, 'second to none'. I ØTC-hallen opførte man nu en model i fuld størrelse af operahusets facade, så man kunne se, hvordan den så ud fra Amalienborg. Der blev bygget kopier af omklædningsrum, scene og balkoner, alt nøjagtigt som det skulle ud i operahuset. Kunstnere fra operaens og ballettens verden blev indforskrevet som statister i skibsrederens store privatforestilling. Omklædningsrummene var indrettet med alt inventar, inklusive vægpaneler, stikkontakter, håndvaske m.m., så operasangere og skuespillere kunne teste, om spejle, stikkontakter og lamper sad rigtigt. Og i ballet-øvelokalerne brugte man dansere af varierende højde og drøjde til at tage mål af de barrer, danserne bruger til deres øvelser. Men Mærsk Mc-Kinney Møllers omsorg for detaljen gik videre endnu. Udformningen af de stole, som operaens gæster skal sidde i flere timer ad gangen, blev underkastet grundige studier. En god stol er alfa og omega for at overleve en af Wagners maratonforestillinger i fin form. En stribe stole blev indkøbt og placeret på Mærsk Mc-Kinney Møllers kontor, så han selv kunne prøvesidde dem. Der blev eksperimenteret med forskellige typer stole, ryghældninger, polstring, betræk og sædebredde, men Mærsk Mc-Kinney Møller var ikke tilfreds. Han indkaldte et par af de største og tungeste medarbejdere fra A.P. Møller-hovedsædet på Esplanaden til at prøvesidde stolene i det antal timer, som en operaforestilling typisk strækker sig over. Netop det eksperiment betød, at hældningen i ryggen blev ændret - på skibsrederens foranledning. Dårligt navn Den allersidste hurdle var at få navnet på plads. Det skulle vise sig uproblematisk. Mærsk Mc-Kinney Møller havde reelt besluttet navnet, da han indkaldte operahusets styregruppe til det andet møde 25. november 2003, tre år efter projektets begyndelse. »A.P. Møller har forestillet sig, at huset skal hedde 'Operaen - København'«, som det hed i et notat fra Kulturministeriet. Af samme notat fremgik det, at A.P. Møller havde sørget for, at statsministeren var blevet orienteret om navnet. Tilsyneladende uden indvendinger. Dem havde Det Kongelige Teater til gengæld en del af. Teatrets ledelse gik stille med dem, men bag kulisserne rasede cheferne på teatret over at få påtvunget sig et navn, man ikke brød sig om. »Det Kongelige Teater har givet udtryk for, at navnet er uhensigtsmæssigt, idet teatret har to huse til opera: operahuset på Dokøen og Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv. Teatret lægger desuden vægt på, at operahuset på Dokøen er både et opera- og ballethus«, hed det i diplomatiske vendinger i notatet fra Kulturministeriet. I kulturminister Brian Mikkelsens (K) departement var der ingen, der havde lyst til at blande sig i striden. »Kulturministeriet har ingen holdning til husets navn«, stod der kort og godt i notatet. Det havde Det Kongelige Teaters to repræsentanter heller ikke, da dagen for det andet møde i styregruppen oprandt, 25. november 2003. På mødet var diskussionen om navnet hurtigt overstået. Mærsk Mc-Kinney Møllers forslag, 'Operahuset - København', blev vedtaget. Skibsrederen havde fået sin vilje - igen. Lige indtil han i foråret 2004 skiftede mening og ændrede navnet til Operaen.