Det lignede tv-billeder fra en valgkamp, da Lars Løkke Rasmussen (V) i går hilste på legende børn i en københavnsk daginstitution.
Med sig havde statsministeren en nyhed om, at regeringen i forbindelse med finansloven for 2019 vil afsætte 1 milliard kroner til børneområdet. Den ene milliard, der udmøntes over fire år, er blot en af flere gaver, der drypper ud over befolkningen i disse dage, hvor regeringen barsler med en finanslov, der bliver den sidste før et folketingsvalg. Der vil utvivlsomt komme mere af den slags, når regeringens samlede forslag fremlægges på torsdag. Men forud for præsentationen og de efterfølgende forhandlinger i Folketinget opfordrer overvismand Michael Svarer fra Det Økonomiske Råd politikerne til at fare med lempe.




























