Det hastigt stigende antal tvangsauktioner, der finder sted i kølvandet på finanskrisen, vil gøre det lettere for almindelige private at blande sig, når huse eller ejerlejligheder kommer under hammeren.
Det siger advokat og medindehaver af web-portalen tvangsauktioner.dk, Jesper Søgaard, til Søndagsavisen. Han anslår den typiske besparelse ved at købe på tvangsauktion til 10-20 procent.
»Det min klare vurdering, at vi vil se en stigende andel ejendomme gå til private købere. Det skyldes, at panthaverne - altså typisk realkreditinstitutter og banker - har det svært for tiden og derfor ikke er interesseret i at ligge inde med for mange boliger, som de selv har overtaget på tvangsauktioner«, siger Jesper Søgaard.




























