210 sække ris, 350 macheter af den kurvede type og 350 af den lige. 700 hakker og 500 skæpper såsæd.
Detaljerne i London Minings ’hjælpepakke’ til bønderne i landsbyen Manonkoh tæt på selskabets jernmine i Sierra Leone er præcise. Det er betingelserne for at modtage gaven også: »Ved at underskrive dette memo of understanding enes alle parter om, at aftalens formål er humanitær hjælp efter katastrofen, ikke en indrømmelse af medvirken til eller ansvarlighed for oversvømmelsen«.
’Aftalen’ mellem landsbyen og mineselskabet er en vigtig del af London Minings forsøg på at vinde lokal opbakning. Som ved de fleste andre udenlandske investeringer i Afrikas rige ressourcer er der tale om en balancegang.
Demonstranter lukkede minen
På den ene side hjælp, sociale investeringer og måske endda indrømmelser til mineselskabets naboer, hvor forventningerne om hurtig rigdom i kølvandet på den 300 millioner dollar dyre mines genåbning er lige så stor som bjergene af ubrugeligt sten og grus, efter at det jernholdige sorte sand er vasket ud. På den anden side jagten på overskud og hurtig aflønning af aktionærerne bag den risikable investering.
Oven i landbrugsredskaberne, som bønderne ikke har megen nytte af, så længe deres 150 hektar rismarker konstant er oversvømmede, forpligter mineselskabet sig også til at dræne området. I et tillæg til aftalen fremgår det, at entreprenørarbejdet skal være afsluttet inden næste tørtid, så markerne kan genopdyrkes.
Balladen ved Manonkoh sprang lige op i hovedet på selskabets nye direktør, Dan Desjardins, da han havde sin første arbejdsdag 3. november sidste år.
»De lokale unge demonstrerede, og vi måtte lukke minedriften i nogle timer af sikkerhedsgrunde. Det er den eneste gang, det er sket, og nu sørger vi for afvandingen; vi kan løse det her, og selvfølgelig betyder det noget for os, at der er disse problemer«, siger direktøren.
Han understreger, at et godt forhold til naboerne og Sierra Leones regering er afgørende for, at selskabet får malmen op af jorden og pengene mangefold tilbage til aktionærerne. De andre kritiske faktorer som malmens renhed, transporten med lastbiler og flodpramme ud til de store skibe og de tekniske processer kører tilfredsstillende.
Det handler om forholdet til befolkningen og de efter London Minings mening urealistisk store forventninger til en hurtig gevinst fra landets nye store indtægtskilder fra råstoffer. Derfor investerer selskabet i år knap 20 millioner kroner i udvikling af byens tekniske skole, fødeklinikken og vejnettet.
Ifølge Dan Desjardins er der også lavet en ny aftale med regeringen, så skattebetalingen hæves til 25 procent i 2014. Den aftale gav selskabet status som ’årets skattebetaler’ i Sierra Leone.
Pressede bønder skrev under
Alligevel må hjælpen til Manonkoh ikke fortolkes som en erkendelse af et egentligt juridisk ansvar, med hvad deraf kunne følge af andre sager. Årsagen til oversvømmelsen er ifølge selskabet og en rapport fra Sierra Leones regering nemlig en kombination af usædvanlig megen regn i de seneste år og forkert og utilstrækkelig dræning udført af et andet selskab, der drev minen frem til slutningen af 1970’erne, hvorefter den lukkede på grund af lave priser på jernmalm.
LÆS OGSÅ Grønland vedtager kontroversiel lov, der skal sætte skub i mineeventyr
Den forklaring tror høvding Mohammad Fofana fra Manonkoh ikke på. Han følte sig presset til at underskrive aftalen med sin vaklende og ubehjælpsomme signatur.
»Første gang afviste jeg dem. Jeg ville ikke spises af med nogle sække ris og gaver, men anden gang sagde landsbyen til mig, at jeg skulle skrive under, ellers ville vi mangle mad«, forklarer høvding Fofana, mens han viser gamle billeder, fra dengang London Mining ikke udvandt malm og markerne ikke var oversvømmede. Han vil se tørre marker, før han tror på London Mining.
fortsæt med at læse
