Inden 2016 skal mineselskabet London Mining tvangsflytte tre landsbyer og finde nye hjem for de flere hundrede landsbyboere, der er i vejen for selskabets minedrift ved byen Lunsar i det centrale Sierra Leone. Og ikke nok med det – selskabet skal også finde erstatningsjord, så både landsbyboerne og andre berørte også i fremtiden kan leve af at dyrke ris, kassava og grøntsager.
I alt 11 landsbyer og 2.000 personer ved jernminen bliver berørt af minedriften, der er en hjørnesten i det fattige afrikanske lands økonomiske opsving. 12 år efter en blodig borgerkrig er Sierra Leone på vej væk fra en bundplacering over verdens fattigste og mest korrupte lande.
Befolkningen er utilfreds med mineselskabet
Problemet er, at mineområdet ligger tæt på provinsbyen Lunsar i et tæt befolket område. Selskabet har allerede haft flere opgør med befolkningen, der ikke mener, at deres håb om hurtig vækst og rigdom bliver opfyldt.
Minedriften beskyldes også for oversvømmelser og støvforurening. Endelig er der for få job til de lokale. Men det værste bliver tvangsflytningen og jagten på erstatningsjord.
Desmond Doherty kender problemerne. Den britisk uddannede mand har tidligere haft ansvaret for tvangsflytning af landsbyer for det andet store mineselskab, African Minerals.
Retsgrundlaget for London Minings knap 14 kvadratkilometer store mineområde blev aftalt med regeringen for flere år siden, men nu venter tvangsflytningerne.
»Det er meget følsomt, og vi forsøger at gøre flytningerne så begrænsede som muligt«, forklarer Desmond Doherty.
Krav til jordens kvalitet komplicerer hele processen
Selskabet arbejder sammen med de lokale myndigheder, landsbyerne og Sierra Leones Menneskerettighedskomite. Lige nu er flere konsulentfirmaer i gang med at kortlægge krav til genhusning og erstatningsjord, der kompliceres af, at den nye jord skal være lige så god som den gamle.
Dan Desjardins er direktør for minen i Lunsar, der er selskabets eneste fungerende mine. For ham handler det om et ordentligt forhold til lokalsamfundet.
»Penge er en mindre del. Vi har sat omkring 24 millioner dollars af til processen. Men det er svært at skaffe den rigtige jord. Men jernmalmsåren er på omkring 1 milliard tons, og når vi er færdige om mange år, vil der være mindst 500 millioner tons grus og sand fra processen, og alle de tons skal jeg finde plads til på det her lille område«, forklarer Desjardins.
Svært at skaffe job til de lokale
Genbosættelserne er ikke det eneste problem. Et meget lavt uddannelsesniveau og mangel på håndværkere gør det svært at skabe jobs til de lokale, der må opgive landbruget. Ifølge direktøren er der en del lokale blandt de 300 sikkerhedsvagter.
Minen er arbejdsplads for op mod 3.000. De fleste kommer fra andre dele af landet og nabolandene.
Selskabet giver millionstøtte til renovering og forbedring af en lokal fagskole, der uddanner elektrikere, smede og andre håndværkere, men spørgsmålet er, om det faglige niveau bliver højt nok til, at eleverne kan ansættes i de mere specialiserede – og bedre lønnede job.
Det er Sheikh Umarr Kamarah og en gruppe veluddannede folk fra Sierra Leone med tilknytning til Lunsar-området meget i tvivl om. Kamarah og de øvrige i gruppen arbejder i USA, men følger livet i og omkring hjembyen tæt.
»Vi er ikke glade for udviklingen, problemerne bliver ikke taget seriøst nok af selskabet«, forklarer Sheikh Kamarah over telefonen fra Virginia i USA. Han har for nylig holdt møder med selskabets ansvarlige for bæredygtighed, Claude Perras, hvor blandt andet problemer med udstrækningen af selve mineområdet, der vil bremse al udvikling af Lunsar By, blev diskuteret.
»Der er også problemer med støv fra de tunge lastbiler, der transporterer malmen på en særlig jordvej frem til udskibningshavnen. De steder, hvor vejen går igennem landsbyer, bør man få den asfalteret«, mener han. Den måde, hvorpå London Mining vil løse oversvømmelsesproblemer lige uden for selve mineområdet, er heller ikke tilfredsstillende.
Udnyttelse og korruption
»De udnytter, at landsbyboerne er dårligt uddannede og har svært ved at matche selskabets folk. Samtidig har vi problemer med vores lokale administration, hvor flere har dobbeltroller, fordi de også arbejder for firmaet som vognmænd, og det ser ud til, at nogle bestemte personer får flere og flere af disse kontrakter«.
Osman Lahai, talsmand for London Mining, bekræfter, at lederen af den lokale administration, paramountchief Bai Koblo Queen også er underentreprenør. Men han afviser, at bestemte personer får særligt givtige kontrakter af firmaet.
Isuaområdet i Grønland kan blive det næste område, hvor London Mining skal arbejde. Selskabet har indgået de første aftaler med Grønlands Selvstyre om det, der kan blive Grønlands største råstofeventyr.
fortsæt med at læse
