Gennembruddet: Bankmanden, der smuglede sorte diamanter i en tube tandpasta

whistleblower. Det var den fyrede bankmand Bradley Birkenfeld, der sladrede om skjulte skattemillioner i de schweiziske banker. Hans medvirken i svindlen indbragte ham en fængselsdom, men også en dusør, og når advokaterne er betalt, har han stadig en kvart milliard på kontoen.
whistleblower. Det var den fyrede bankmand Bradley Birkenfeld, der sladrede om skjulte skattemillioner i de schweiziske banker. Hans medvirken i svindlen indbragte ham en fængselsdom, men også en dusør, og når advokaterne er betalt, har han stadig en kvart milliard på kontoen.
Lyt til artiklen

Da Bradley Birkenfeld landede i Logan-lufthavnen i Boston den dag i maj 2008, anede han ikke, at han var på vej til at afskaffe Schweiz’ berømte bankhemmelighed, som vi har kendt den.

Den tætbyggede, solbrune 43-årige mand var på vej til 25-års gymnasiejubilæum med sine gamle kammerater fra South Shore-området, hvor han var vokset op – kyststrækningen fra Boston til Cape Cod, befolket af velhavere som Bradley Birkenfelds far, der er hjernekirurg.

Fyret for ikke at skaffe nye kunder nok
Bradley selv havde indtil for nylig hjulpet stenrige amerikanske klienter hos den schweiziske bank UBS med at forvalte deres formuer og navnlig holde de samme formuer under skattevæsenets radar.

Nu var han blevet fyret fra UBS, fordi han ikke skaffede nye kunder nok. Bradley Birkenfeld havde til gengæld taget den største af sine kunder, Igor Olenikoff, multimillionær med russiske aner og amerikansk statsborgerskab, med sig ud af UBS.

Hvad Birkenfeld ikke anede, var, at de amerikanske skattemyndigheder, IRS, efterforskede Olenikoff for skattesnyd. Derfor vidste Birkenfeld i første omgang ikke, hvorfor han blev anholdt i lufthavnen i Boston.

Så begyndte han at snakke
Da det gik op for ham, forstod han også, at sagen var alvorlig for ham selv: Han var sigtet for medvirken til systematisk skattesnyd og risikerede flere års fængsel. Og så begyndte Bradley Birkenfeld at snakke. Om de store linjer:

Hans tidligere arbejdsgiver UBS skjulte mindst 20 mia. dollar for amerikanske statsborgere. Og om de farverige detaljer om bankens udstrakte service over for de stenrige kunder. Som dengang han for Igor Olenikoff havde købt en nævefuld diamanter for sorte penge fra rigmandens skjulte bankkonto i Schweiz og smuglet dem til Olenikoff i USA gemt i en tube tandpasta.

Bradley Birkenfeld blev whistlebloweren, som gjorde det muligt for USA i en historisk retssag at skyde hul i de mure af hemmelighed, som i årtier har omgærdet bankerne i Schweiz. UBS betalte en bøde på 780 mio. dollar, men det værste var, at banken måtte acceptere at udlevere oplysninger om cirka 4.500 amerikanske kunder og deres konti i banken. Det var brud på bankhemmeligheden, som er lovfæstet i Schweiz, men landets højesteret godkendte i juli, at oplysningerne blev udleveret.

Banker smider sorte penge ud

Slaget om bankhemmeligheden var definitivt tabt – så meget, at formanden for organisationen for private banking i Schweiz, Nicolas Pictet, erklærede, at en ny virkelighed gælder, og at bankerne må gøre »overholdelse af skattelovene til en del af forretningsmodellen«.

Topchefen for UBS, Sergio Ermotti, fulgte op: »Bankhemmeligheden, som vi kendte den, findes ikke mere«.

UBS ville ikke længere, sagde Ermotti »tage imod penge som vi ved ikke er beskattet«.

USA var ikke alene om at gå til angreb på UBS. Den tyske delstat Nordrhein-Westfalen købte oplysninger om 7.000 kunder i banken og gik på jagt efter tyske skattesnydere. Under indtryk af den sag meddelte to andre storbanker, Credit Suisse og Julius Baer, at de ville rense deres banker for i hvert fald tyske skattesnydere: Alle kunder med base i Tyskland fik besked på at deklarere deres formuer i Tyskland eller tage deres penge ud af bankerne.

LÆS ARTIKLEN

Skattejæger: »Man skal da være idiot for at sende formuen i skattely lige nu«

EU-medlemmet Luxembourg følte også presset og erklærede på et EU-topmøde i maj, at landet fra 1. januar 2015 er parat til automatisk at indberette oplysninger om bankkunder til myndighederne i kundernes hjemlande.

Penge fra nye kilder

Operation Hvide Penge i bankerne er omfattende og har kostet kunder hos bankerne især i Schweiz, som under truslen om retssager og offentlig skandale ser sig rigtig godt for og kræver dokumentation for, at der er tale om hvide penge, før de lukker kunder fra USA og EU-landene ind.

Men for de tabte kunder findes der nye i andre verdensdele. Pirmin Hotz og Thomas Hauser, indehavere af formueforvaltningsfirmaet Pirmin Hotz Vermögensverwaltungen AG, beskrev i den schweiziske avis Neuer Zürcher Zeitung i juni, hvordan nye penge strømmer ind i de schweiziske banker fra kunder i bl.a. Afrika, Mellemøsten, Kina, Indien og Rusland.

Bradley Birkenfeld er også ved at komme ovenpå igen: I august blev han løsladt fra sin fængselsstraf – reduceret på grund af medvirken til at få UBS dømt – og er nu i husarrest i New Hampshire. Og for nylig satte de amerikanske skattemyndigheder pris på hans velvillige samarbejde: 104 mio. dollar lyder dusøren på. Når han har afregnet med sine advokater, og skatten (!) er betalt, er der cirka 44 mio. dollar (242 mio. kr.) tilbage til Bradley Birkenfeld.

John Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her