Hvis du ikke har tjekket renten på din kassekredit for nylig, så forbered dig på en overraskelse. Den er nemlig steget ganske meget – uden at banken nødvendigvis har fortalt dig om det.
Bankerne har i de seneste måneder sat renterne på kundernes lån og kreditter kraftigt i vejret, men i de fleste tilfælde har kunderne intet hørt om det. Selv om du har forhandlet dig til en bestemt rente på dit lån eller din kredit, kan banken hæve renten uden at sende et brev om det.
Det oplevede Louise Buch, der fik en grim overraskelse, da hun for nylig tjekkede sin netbank.
»Da jeg blev kunde i Lån & Spar Bank i 2004 var min rente 7,75 procent på mit lån. For 14 dage siden tjekkede jeg op på kontoen, og da var renten 11,5 procent. P.t. er jeg på vej til at skifte bank – simpelthen på grund af for dårlig service og for høj rente«, siger Louise Buch.
Selv om du til hverdag får masser af breve eller e-mail fra banken om blandt andet kontoudtog og årsopgørelser, behøver banken ikke at skrive til dig, hvis den ændrer på det, som betyder mest for de fleste bankkunder, nemlig hvor meget de skal betale for deres lån. Loven siger nemlig, at bankerne blot behøver at indrykke en annonce i en lokal avis, hvori de meddeler, at de sætter renten op. Annoncen kan være lille og stå bagest i avisen, men den tæller alligevel.
Bankkunder har ikke en chance




























