Hvis et firma fremover nægter at betale erstatning til en kunde, som firmaet har snydt, så skal hammeren falde med det samme.
Det mener økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der nu vil ændre loven for at sikre forbrugerne mod at blive udnyttet af lyssky virksomheder.
Det vil betyde, at firmaer fremover bliver tvunget til at betale erstatning, hvis et ankenævn afgør, at firmaet for eksempel har solgt en bil, der viste sig at være defekt. »Vi må erkende, at alt for mange erhvervsdrivende spekulerer i, at det ikke får direkte konsekvenser, hvis de ignorerer et ankenævns afgørelser. Det er baggrunden for, at vi nu tager et drastisk skridt med en lov, der direkte favoriserer forbrugerne«, siger Lene Espersen. Afgørelser efterleves ikke Indgrebet kommer, efter at Politiken i sidste uge skrev om, at banker frit kan undlade at efterleve afgørelser i Pengeinstitutankenævnet. I en konkret sag nægter Forstædernes Bank at udbetale erstatning til en kunde, som ellers har fået medhold i, at banken har vildledt hende til at tabe op mod en million kroner af sine pensionspenge. Økonomi- og Erhvervsministeriet vurderer, at 10-20 procent af afgørelserne fra nævn som for eksempel Forbrugerklagenævnet ikke efterleves. I nogle brancher er det op til 50 procent. Fremover vil fogedretten simpelthen inddrive pengene til forbrugeren, hvis ikke erstatningen kommer inden for seks uger. Hvis den erhvervsdrivende er uenig, kan han indbringe sagen for domstolene. Sætter negativ dagsorden
Lovforslaget vækker jubel i Forbrugerrådet, men også i Dansk Erhverv, som repræsenterer 100 brancheorganisationer.
»Det er vi meget glade for. Vi ønsker ikke, at man holder hånden over de brodne kar i branchen, og det er dybt useriøst, når virksomheder ikke efterlever et ankenævns afgørelser. Den lille andel af erhvervslivet, der tror, den kan tjene penge ved at snyde kunderne, sætter en negativ dagsorden, som ærlige virksomheder ikke kan være tjent med«, siger direktør Kim Munch Lendal fra Dansk Erhverv.




























