Det har altid været en god forretning at være privatkunde i en bank.

For bankerne, altså. Privatkunderne får ikke tilnærmelsesvist de fordele og priser, erhvervskunderne gør – og det er ikke kun, fordi erhvervskunderne er større. Det vender vi tilbage til. Her og nu kan vi konstatere, at de ellers kriseramte banker skam »tjener penge på kerneforretningen«, som flere bankdirektører har formuleret det. Oversat til dansk betyder det, at bankerne i øjeblikket betaler dyrt for alle deres risikable lån til erhvervslivet – men at de heldigvis har et sted at hente pengene ind igen: privatkunderne. Rentemarginalen vokser og vokser
Det gør bankerne ved at sænke renten på indlån, men undlade at gøre det samme med renten på udlån – til trods for, at Nationalbankens rente falder og falder. Renteforskellen mellem indlån og udlån hedder ’rentemarginalen’. Den vokser og vokser og har ikke været større i mange år. Det er der skam gode forklaringer på, siger bankerne. For det første er det blevet dyrere for bankerne selv at låne penge på kapitalmarkederne. For det andet har rentemarginalen i mange år været unaturligt lav. Det lyder jo tilforladeligt. Det er bare ikke rigtigt. Som man kan læse her, har bankerne indlånsoverskud på privatkunder – det vil sige, at de sætter flere penge ind, end de låner. De dyre penge, bankerne låner ud på kapitalmarkederne, går til erhvervslivet, som har indlåns underskud. Rekordoverskud år efter år
Så er der den med, at rentemarginalen det seneste årti har været for lav. Den har dog ikke været lavere, end at den har tilladt bankerne at præstere det ene rekordoverskud efter det andet de seneste ti år. Ikke mindst takket være rentemarginalens afløser, gebyrerne – som netop blev introduceret for at løse rentemarginalproblemet. Den virkelige forklaring på, at privatkunderne nu får en hovedrengøring med pengestøvsugeren, er langt mere simpel: fordi bankerne kan. Næsten alle bankernes tab ligger hos erhvervskunderne. Men det er meget lettere at hente pengene igen hos privatkunderne. Hvorfor det? Fordi erhvervskunderne ikke alene har større muskler – de bruger dem også. Virksomheder af en vis størrelse bestiller ikke andet end at presse deres bank til at give den bedste deal – og hvis konkurrenten gør det bedre, flytter virksomheden uden videre. Den slags kaldes konkurrence, og det er det, hele den kapitalistiske verdensorden er bygget op omkring. Men konkurrence virker kun, hvis det er nødvendigt at konkurrere om kundernes gunst. Det er det i bemærkelsesværdig ringe grad, når det handler om privatkunder. Eksempelvis har både Nordea og Jyske Bank fremhævet, hvor godt de er sluppet igennem finanskrisen.

Banken har brækket arme og ben
Hvad ville da være mere naturligt, end at Danmarks anden- og tredjestørste bank gik på rov hos den ellers suveræne storebror, hvor både direktøren og banken selv imidlertid har brækket lemmerne og ikke har kræfter til meget andet end at overleve? Men appetitten på en rask lille priskrig om markedsandele er tydeligvis til at overse – enigheden om, at privatkunderne skal betale de seneste års gilde, synes næsten total. Den enighed ville ikke gå, hvis privatkunderne gik til værks som erhvervskunderne og pressede deres bank – og skiftede til konkurrenten, når det kunne betale sig. Der findes faktisk banker, der både er billige og betaler højere renter end de store banker. Men mens folk gladeligt skifter supermarked efter ugens tilbud – og dagligvarebutikkerne følgelig har en relativt lav indtjening i forhold til omsætningen – gør nogenlunde det modsatte sig gældende hos bankerne. Denne skribent kender eksempler, hvor forældrenes bankrådgiver er gået i arv til børnene – og her snakker vi ikke om den bedste og billigste bank. Stadig muligt at forhandle med sin bank
Og det til trods for, at det er ret let at skifte bank – man underskriver bare en formular i sin nye bank, der autoriserer sælgeren til at overføre alle ens engagementer fra den gamle bank. I modsætning til, hvad mange tror, er det trods finanskrisen heller ikke noget problem for folk med en sund økonomi at skifte bank. Medierne har ellers været fulde af historier om, hvordan tusindvis af kunder er strandet i resterne af Roskilde Bank, fordi ingen andre ville have dem. Men for de fleste er det stadig fuldt ud muligt at forhandle med deres bank – og skifte den ud med en billigere model, hvis den ikke makker ret. Men indtil vi begynder på det, gør bankerne det, de er bedst til – dækker deres tab hos den kundegruppe, der gør mindst modstand.