Magtfuld mobil: Sådan kan du presse prisen ned

Lyt til artiklen

Butiksekspedienter skanner varer ind for at spare tid, forbrugere kan nu gøre det samme for at spare penge. Med en smartphone i hånden kan man inde i butikken skanne en vare ind og straks efter få vist markedets laveste priser for det samme produkt. Prissammenligningstjenesten Pricerunner har indført stregkodeskanneren i sin telefonapplikation, som er blevet downloadet af over 40.000 danskere. Skanneren virker på de fleste former for forbrugerelektronik – fra hårde hvidevarer over fladskærme til barbermaskiner.

LÆS OGSÅ Butikker går til modangreb på snyltere

»Du får magten i din hånd. Du kan se, hvad prisen er for den samme vare i nabobutikken, og dermed træffe den bedste købsbeslutning. Det er et forrygende forhandlingsinstrument, og selv om du ikke er den store forhandler, kan du danne dig et overblik over, om du ønsker at handle i butikken eller ej«, siger Martin D. Andersen, landechef i Pricerunner.

Gratis programmer
Pricerunners mobilprogram følger efter en række andre stregkodeskannere, som kan downloades gratis. Onlinegiganten Amazon har eksempelvis sin Price Check, hvor man hurtigt kan finde markedets bedste pris ved at skanne varen ind, tage et billede af varen eller sige produktnavnet ind i telefonen.

»Muligheden for at tjekke prisen på mobilen i en fysisk butik vil ændre den måde, folk handler på«, udtalte Amazon Mobile-direktør Sam Hall forud for årets julesalg.

Og det er ingen overdrivelse, mener Forbrugerrådet. På nettet har man længe kunnet sammenligne priser, men med stregkodeskannerne bliver det nemmere og skaber en større prisgennemsigtighed ude i butikkerne, siger chefkonsulent Martin Salamon:

»Redskabet giver forbrugerne mere magt, fordi det gør en bedre i stand til at foretage et valg, og presser samtidig butikken ikke kun på prisen, men også til at tilbyde bedre vejledning og bedre serviceordninger. De fysiske butikker bliver tvunget til at yde det, som de er bedst til, nemlig serviceydelser, da nettet ofte tilbyder den samme vare billigere«.

Familieprut er 40.000 kr. værd
Ifølge Danmarks Statistik råder hver tredje danske familie over en eller flere smartphones. Tænder de for den og charmen nede i butikken, er der en formue at hente. En gennemsnitsfamilie, der forbruger 160.000 kroner om året, kan spare 40.000 kroner på at udfordre priserne på alt fra tøj til banklån. Det viser en undersøgelse fra konsulenthuset Marketwatch, der specialiserer sig i forhandlingsteknik.

»Rigtig mange mennesker får ikke fat i de her penge, fordi de er konfliktsky. Men med telefonen og stregkodeskanneren i hånden får de en plausibel undskyldning for at forhandle om prisen«, siger Keld Jensen, direktør i Marketwatch og ekstern lektor ved handelshøjskolen CBS.

Han har selv testet flere af tjenesterne og finder dem meget anvendelige i forhandlingssituationen.

»Det er et fantastisk redskab, som gør markedet transparent. Hvis forbrugeren udnytter det rigtigt, burde han være i stand til at få produktet langt billigere. Hvis man ude i butikken kan se, at produktet er 20 procent billigere et andet sted, skal man konfrontere ekspedienten: Skal jeg købe her eller der? Så må butikken disponere for ikke at miste omsætning«, siger Keld Jensen.

Begejstringen er til at overse ude i butikkerne. Mange kæmper i forvejen med de såkaldte servicesnyltere: forbrugere, som eksempelvis bliver guidet til den bedste løbesko i butikken for så at gå hjem og købe den billigere på nettet.

Fotohandlere truet

Lone Rasmussen, markedschef i Dansk Erhverv, oplyser, at eksempelvis fotohandlere er truet af tendensen.

»Hvis man spørger efter service og så køber et andet sted, så undergraver det butikkens mulighed for at levere service. Vi skal have konkurrence og gennemsigtige priser, ja, men hvis det kun handler om at få den billigste pris, kan det være svært at opretholde service og faguddannet personale«, siger Lone Rasmussen.

Hun siger, at nogle butikker imødekommer tendensen ved selv at oprette en webshop, men det har ikke alle råd til.

Andre laver krumspring for at gøre det svært at sammenligne priserne, oplyser Pricerunner.

»Stadig oftere ser vi i tilbudskataloger og annoncer, at butikkerne fjerner varenumre og -navne, så det ikke er muligt at sammenligne varerne«, siger Martin D. Andersen fra Pricerunner.

I USA har nogle butikker fjernet mærkater og forbudt kunder at tage billeder.

Men den modreaktion vil vi ikke se herhjemme, mener foreningen Dansk Detail:

»Der er rigtig langt til sådan et udansk scenario. Krejlerforbrugeren og folk, der søger efter priser på nettet, har vi allerede i dag, så at der kommer en ny digital løsning, bekymrer os ikke synderligt«, siger direktør Jens Birkeholm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her