»Jeg får 100 kroner om måneden. Men så skal jeg også lave nogle pligter«.
Benedicte Bandolowski sidder på sin seng i sit meget ryddelige og hyggelige værelse i huset i Dragør. Her bor hun sammen med sine forældre, sin lillebror og au pair-pigen fra Filippinerne. Pligterne har hendes mor skrevet ned på en seddel, som hænger på køleskabet. Der står blandt andet: Dække bord. Gå i seng klokken halv ni. Tage af bordet. Hænge frakke op, når jeg kommer hjem. Lave lektier på bestemte tidspunkter (som er tilpasset Benedictes fritidsaktiviteter klaver og spejder, og golf om sommeren). Øve klaver 10 minutter hver dag. Rydde op på mit værelse.




























