Engang var musik et statussymbol og en luksus. Man måtte nemlig købe den musik, som man gerne ville lytte til på en lp eller en cd, der var ganske dyr – en enkelt lp eller cd kostede det samme som to måneders Spotify-abonnement. Og lp’en og cd’en gav kun adgang til at lytte til de udvalgte numre, som var ridset ned i vinylen eller brændt på plastikken. Tidligere forudsatte ubegrænset adgang altså også ejerskab. Men der bliver meget mindre ejerskab i en digitaliseret verden.
Ordet diskotek betyder ’et sted, man kommer for at lytte til grammofonmusik’. Radioen brugte førhen en del af tiden på at spille sjældne musiknumre, som blev ønsket af lytterne. I dag er det jo helt anderledes. Digitalisering har demokratiseret adgangen til musik. Vi har alle adgang til det meste musik, og vi valfarter ikke længere til steder, hvor der er store samlinger af grammofonmusik. Denne udvikling sker også med andre ting, som kan digitaliseres og frigøres fra deres fysiske distributionsmedium, for eksempel film. Men også billetter, breve og penge slipper snart helt deres fysiske form og fremtræder udelukkende i en digital form.
