Høj inflation har gjort et stort indhug i lønmodtagernes realløn, der faldt med 5,2 procent det seneste år, skriver økonom i en kommentar.

Nye tal afslører inflationens store påvirkning af reallønnen

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Selv om den gennemsnitlige løn steg 3,6 procent på et år, kunne danske lønmodtagere købe en del mindre for pengene. Reallønnen faldt nemlig samlet 5,2 procent, viser en analyse fra Arbejdernes Landsbank, efter at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har offentliggjort nye løntal onsdag.

Faldet i realløn kan tilskrives to ting, skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

»For det første ramte inflationen det højeste niveau i 40 år. Og for det andet har lønstigningerne ligget meget stille til trods for et arbejdsmarked i høj fart med rekordhøj beskæftigelse og laveste ledighed siden 2008«, lyder det.

Reallønnen betegner, hvad lønmodtagerne reelt får ud af deres indkomst. Hvis reallønnen stiger, kan forbrugerne få mere for deres løn end tidligere.

»Kort sagt har priserne bevæget sig langt hurtigere end lønningerne, og det har suget købekraft ud af danskerne. Det gør ondt og kan ikke undgå at påvirke privatforbruget hos mange danske familier«, skriver han videre.

Ifølge Søren Kristensen, cheføkonom hos Sydbank, indeholder dagens tal dog ikke entydigt dårlige nyheder.

»Overordnet set bør man glæde sig over tallene, da en mere eksplosiv stigning i lønningerne kunne tyde på, at en omfattende overophedning af arbejdsmarkedet var undervejs. Det kunne lune i økonomien på kort sigt, men ville på den lidt længere bane føre til en større og mere omfattende nedtur«, skriver han.

Fremadrettet findes alle ingredienser til at skabe nogle sprængfarlige overenskomstforhandlinger, lyder det videre fra Søren Kristensen:

»Det er svært at spå om, hvor forhandlingerne lander, men det er vores forventning, at de kan trække lønstigningerne op mod 4 procent eller endda måske højere. Her er den gode nyhed, at det ikke ville være et voldsomt problem for hverken konkurrenceevnen eller dansk økonomi i det hele taget«.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her