Politiken deltog i november på den årlige konference i Afed, Arab Forum for Environment and Development. Konferencen i år havde fødevareforsyningssikkerhed på dagsordenen.
Afed udgav samtidig en omfattende rapport om emnet. I et interview med Politiken giver Afed’s generalsekretær, libaneseren Najib Saab, sin direkte udlægning af de arabiske landes udfordringer.
Dårlig politik
Hvad er de tre største udfordringer for fødevareforsyningen i de arabiske lande?
»Først og fremmest er det regeringer, som fører dårlige nationale politikker. Dernæst er det regeringer, der ikke samarbejder på tværs af landegrænserne i regionen. Og endelig er det tørke og vandmangel. Jeg ved godt, at mange vil undre sig over, at jeg nævner problemerne i den rækkefølge; min pointe er, at vi kan ikke ændre på naturen – derimod kan vi godt vælge at føre mere fornuftig politik«.
LÆS OGSÅ Store lande støtter sort energi med milliarder, mens de begræder CO2-udslippet
I hvilket omfang forstærkes disse problemer af klimaforandringer?
»Klimaforandringer betyder mindre regn og højere temperaturer. Men vi kan godt selv gøre noget. Vi peger i Afed for eksempel på, at man med højere vandingseffektivitet kan producere, hvad der svarer til næsten halvdelen af den mængde korn, vi i dag importerer. Problemet er, at klimaforandringer slet ikke er integreret i arabisk politik. De arabiske lande læner sig tilbage og forventer, at Gud ordner vores problemer for os. Men Gud har givet os en hjerne, for at vi selv skal løse problemerne!«.
Hvad er med arabiske øjne det vigtigste udkomme af næste års klimakonference i Paris?
»De arabiske lande udleder kun 5 procent af verdens drivhusgasser, men vi er et af de områder i verden, der påvirkes allermest. Det bliver varmere, det bliver mere tørt, og med 33.000 km kystlinje er de arabiske lande meget sårbare over for havstigninger. Det eneste håb i Paris er, at Kina sammen med USA kommer med høje ambitioner. For tilsammen vil de to forhåbentlig få Indien og de andre store vækstlande med. Det værste er, hvis Kina gemmer sig bag de andre ulande, som de har gjort i mange år. Kina og Zimbabwe er altså ikke det samme«.
Befolkningsvækst er tabu
Efterspørgslen i regionen efter fødevarer stiger 14 procent for hvert tiår. Det skyldes blandt andet et stigende befolkningstal. Hvordan forholder man sig politisk til det?
»Der er to ting, der er tabu i de arabiske lande: Det ene er befolkningstilvæksten, det andet er at blande sig i, hvad folk spiser.
Tag Egypten. I dag er de knap 90 millioner mennesker. FN forventer, at de er 160 millioner i 2050, men det kræver, at fødselsraten halveres i forhold til i dag! Fortsætter den nuværende fødselsrate, har vi over 200 millioner egyptere i 2050. Kan vi brødføde så mange? Næppe. Udfordringen er, at man ikke kan forbyde folk at få mange børn. Men man kan lade være med at give støtte til mere end nogle få børn per familie.
Det er ikke kun fødselstallet, der er udfordringen. I Golfstaterne er det indvandringen. Befolkningerne er eksploderet i størrelse. 90 procent af befolkningen er i dag indvandrere, og det er alt for mange, i forhold til hvad disse tørre lande kan levere af ressourcer i form af mad og vand. Indvandrerne har været vigtige for at opbygge samfundene, men nu er disse lande nødt til at mindske befolkningerne for at nedbringe deres økologiske fodaftryk.
Klimaalarm: I 2041 må der ikke udledes ét CO2-molekyle mereDet leder mig hen til det andet tabu, hvor vi igen kan pege på Egypten: Egypterne lever i høj grad af ris, som kræver vildt meget vand. Måske skal de til at spise mere hvede og mindre ris for at udnytte deres vandressourcer bedre? Det kan lyde enkelt at sige det, men da den saudiske udenrigsminister for syv år siden foreslog sine egne borgere, at de spiste mindre ris, fordi prisen på ris var steget så voldsomt på verdensmarkedet, blev det opfattet som en så stor fornærmelse af borgerne, at han var nødt til at trække sig fra posten«.
Kostvaner skal ændres
Hvad er de vigtigste anbefalinger fra konferencen i forhold til fødevareforsyningssikkerhed?
»Vi skal samarbejde på tværs af landegrænser. Nogle lande har vand, nogle har jord, og nogle har penge. Tilsammen kan vi gøre rigtig meget. Fisk er et godt eksempel: Tilsammen kan vi sagtens dække det arabiske behov for fisk på en bæredygtig måde, men det kræver netop samarbejde. Herudover er de vigtigste anbefalinger mere effektive vandingsteknologier – og at ændre arabernes kostvaner«.
Er det overhovedet realistisk at ændre kostvaner?
»Som sagt er det et tabu, men vi bliver alligevel nødt til at tale om det. Rødt kød er ekstremt vandkrævende at producere, mens fisk er langt mere bæredygtigt. Det vigtigste i den forbindelse er at skære ned i tilskuddene til vand og til produktionen af kød«.
Økologi kan give kloden mere mad end konventionelt landbrugNetop tilskud – eller subsidier – nævner I vedholdende, at man skal skære væk. Men er det politisk realistisk? Er der ikke en stor fattig befolkning, der vil blive meget hårdt ramt? Og risikerer man ikke at få endnu flere konflikter i regionen?
»I mange arabiske lande er tilskuddene til energi, vand og mad utrolig høje. Der er desværre en politisk kultur i de arabiske lande, der tilsiger, at man giver store subsidier til mad, benzin, elektricitet og vand frem for at sikre gode lønninger og et socialt sikkerhedsnet. De, der får mest ud af tilskuddene, er de rige – for selvfølgelig bruger en rig mand i et palads meget mere energi end en fattig bonde. Vores råd er: Fjern tilskuddene, og brug pengene på social støtte til de fattige mennesker, på uddannelse og på sundhedsvæsenet. Det er meget mere effektivt og meget billigere«.
Arabisk imperialisme?
I rapporten nævner I, at der er en række afrikanske lande, der kan være med til at forsyne de arabiske lande med mad. Er det rimeligt, når der i forvejen er mange afrikanere, der sulter?
»Igen drejer det sig om samarbejde på tværs af regionen og med vores naboer. Der er 22 arabiske lande. Mauretanien har vand nok, og Sudan vil kunne producere meget mere, hvis egypterne lader dem få noget mere af Nilens vand. De afrikanske lande syd for os vil kunne blive rigtig gode partnere, men vi siger, at vi skal hjælpe dem med udvikling, ikke bare leje deres jord. Det sidste er land grabbing, det første er godt naboskab«.
Bæredygtig chokolade stormer frem, efter at branchen blev overrumpletEr det realistisk at få en arabisk region, der er bæredygtig?
»Konferencen sluttede med, at en række unge studerende kom med anbefalinger. Jeg blev så stolt over at se alle disse veluddannede unge arabere, som vil kæmpe for en bæredygtig fremtid. For eksempel var der en ung jordaner, der foreslog alle subsidier til mad fjernet – og det i et land, hvor blodet flyder, når politikerne siger den slags! Når de unge har det mod, bliver jeg fortrøstningsfuld«.
Næste års konference handler om bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre i de arabiske lande og holdes i Abu Dhabi.
Politiken var inviteret til Amman i Jordan af Afed, som betalte for konferencedeltagelsen og for hotellet.
fortsæt med at læse
