Virksomhedens forventninger til i år udløser en barsk reaktion. Aktiekursen falder med 17,2 procent.

Novo Nordisk taber 282 milliarder kroner i markedsværdi

Novo Nordisk med den nye chef Mike Doustdar i spidsen får tæsk på børsen i dag, efter at virksomheden i går præsenterede et regnskab, som skuffede investorerne.  Foto: Peter Maunsbach
Novo Nordisk med den nye chef Mike Doustdar i spidsen får tæsk på børsen i dag, efter at virksomheden i går præsenterede et regnskab, som skuffede investorerne. Foto: Peter Maunsbach
Lyt til artiklen

Novo Nordisk præsenterede tirsdag aften sit årsregnskab for 2025 og offentliggjorde i samme ombæring sine forventninger til i år. Det har tilsyneladende været grim læsning for investorerne, der sender det danske medicinalselskabs aktie ned med 17,2 procent ved børsluk onsdag. Dermed er Novos markedsværdi skrumpet med næsten 282 milliarder kroner, skriver Marketwire.

Forventningen til 2026 er en negativ vækst i omsætningen på mellem 5 og 13 procent, kom det frem tirsdag. Mike Doustdar, der er topchef i Novo Nordisk, forklarede i den forbindelse, at prognosen er et resultat af, at selskabet har sænket priserne på sine produkter kraftigt.

»Vi har udviklet produkter, der skal nå ud til titusindvis af mennesker. For at kunne det, er vi nødt til at sænke prisniveauet, og vi har allerede i noget tid talt om, at nu er et godt tidspunkt at begynde at udvide markedet«, sagde han til TV 2.

Han tror på, at selskabet kan gøre op for de lavere priser ved at øge antallet af patienter.

Novo Nordisk havde et udfordrende 2025, hvor selskabet fik baghjul af den amerikanske konkurrent Eli Lilly. Men fra begyndelsen af 2026 har overskrifterne i høj grad været positive for det danske selskab. Aktiekursen havde inden onsdag set en tocifret vækst siden årsskiftet, og salget af vægttabspillen Wegovy havde fået en solid start på det amerikanske nøglemarked. Med onsdagens fald er Novo-aktien i stedet samlet faldet 6,3 procent i år.

Novo Nordisks fald er med til at trække hele det danske C25-indeks ned. Indekset består af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætning og tæller - foruden Novo - selskaber som Mærsk, Vestas og Danske Bank. Indekset er onsdag ved børslukning faldet med 2,2 procent.

Mens Novo lukker i rødt onsdag, ser det anderledes ud for konkurrenten Eli Lillys aktie på de amerikanske aktiemarkeder. Klokken 15.36 dansk tid skrev Marketwire, at Eli Lilly steg med 7,4 procent oven på en stærk prognose for i år, hvor selskabet forventer et salg på mellem 80 og 83 milliarder dollar.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her