Når Danmark på onsdag sender sin første astronaut ud i rummet, bliver det ikke kun 38-årige Andreas Mogensens jomfrurejse. Mogensen skal nemlig også sende to danske satellitter i kredsløb om jorden. Dagen markerer en sejr for den danske rumindustri. Alligevel er stemningen blandt adskillige respræsentanter for rumbranchen kølig. De hæfter sig ved, at Danmark hvert år går glip af kæmpebeløb, fordi skiftende regeringer de seneste 7 år har overset et massivt vækstpotentiale i dansk rumindustri.
Det var da også først i maj, at Forskningsministeriet blev valgt til at være spydspids for dansk rumpolitik. Det skete 4 år efter, at en rapport fra Rumforskningsudvalget anbefalede regeringen at lave en samlet rumpolitik, og hele 7 år efter, at en Rambøll-rapport opgjorde, at hver krone investeret i rumindustrien giver et udbytte på 4,5 kroner. Alligevel har skiftende regeringer ignoreret vækstpotentialet i de høje himmellag, mens danske virksomheder har løbet spidsrod mellem ministerierne.




























