Finansministeriet inviterer til pressemøde torsdag klokken 13.00 om en aftale for finansloven. Her vil Konservatives formand, Mona Juul, også være til stede.

Regeringens aftale med Konservative om finanslov indeholder skattelettelse til seniorer

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Regeringen og Konservative er enige om finansloven for 2026. Aftalen lander usædvanligt tidligt på året og bliver præsenteret torsdag eftermiddag klokken 13.00, oplyser Finansministeriet.

Tidligere har finansminister Nicolai Wammen (S) indgået brede aftaler om finansloven, men i årets aftale er der kun et enkelt parti med ud over regeringen.

Ifølge Politikens oplysninger indeholder aftalen blandt andet, at stigningen i afgifterne på elbiler, som ellers stod til at træde i kraft fra årsskiftet, udskydes ét år.

Den planlagte forhøjelse af afgifterne har længe været genstand for en større diskussion. Det hele bunder i en politisk aftale fra 2020, hvor den daværende socialdemokratiske regering enige med SF, Enhedslisten og Radikale Venstre om, at der skulle være en kraftig nedsat registreringsafgift på elbiler – eller slet ingen.

Tiltaget skulle være med til at sætte turbo under den grønne omstilling af bilparken ved at gøre det attraktivt at købe en elbil. I aftalen blev det dog skrevet ind, at registreringsafgiften på elbiler skulle begynde at stige fra 1. januar 2026.

Siden er salget af elbiler gået langt over forventning. I første halvår af 2025 var næsten to ud af tre nyregistrerede personbiler elbiler. Den udvikling vil man tilsyneladende ikke risikere at sætte over styr ved at indfase registreringsafgiften som aftalt.

Politiken erfarer desuden fra flere regeringskilder, at aftalen mellem regeringen og Konservative blandt andet indebærer en skattelettelse til seniorer. Parterne vil ændre beskæftigelsesfradraget til seniorer, der er tæt på pensionsalderen.

Har Mona Juul fundet kagen?

Det vækker opsigt, at Konservative indgår en aftale med regeringen. Da regeringen havde fremlagt sit finanslovsforslag i slutningen af august, spurgte formand Mona Juul på X:

»Finanslov med flødeskum, men hvor er kagen?«

Om hun har fået nogle af sine krav til blandt andet forsvar og klimasikring bliver vi klogere på klokken 13, hvor der er pressemøde i Finansministeriet

Her deltager netop Mona Juul sammen med finansminister Nicolai Wammen, kulturminister Jakob Engel–Schmidt (M) og økonomiminister Stephanie Lose (V), skriver Finansministeriet i invitationen.

Dansk Folkepartis finansordfører, Peter Kofod, ser det ikke som et problem for det blå samarbejde, at Konservative er gået uden om de øvrige blå oppositionspartier i en aftale om finansloven med regeringen.

»For mig er det her en krusning i overfladen, og det spiller i virkeligheden ikke den store rolle«, siger han.

Sidste år gjorde de blå partier ellers meget ud af at gå til finanslovsforhandlingerne sammen med budskabet om, at enten var de alle med, eller også var ingen med. Det samarbejde blev aflyst i år, hvor Konservative var hurtige til at sige, at de gik til forhandlingerne alene, og det har altså båret frugt i en aftale med regeringen.

Man kunne derfor tænke, at dagens finanslovsaftale er en alvorlig sprække i det blå fundament, men den præmis køber Peter Kofod ikke:

»Der er et fantastisk godt samarbejde i blå blok, og jeg havde gerne set, at vi kunne have gået til forhandlinger sammen. Det kunne ikke lykkes i denne omgang, men så er det heller ikke et mere alvorligt problem«.

Regeringen har lovet gaver til alle

Regeringens finanslovsudspil blev fremlagt i slutningen af august. Her lovede finansministeren en gaveregn til alle borgere.

»Alle danskere kommer til at få gavn af det udspil, vi kommer med her i dag«, sagde Nicolai Wammen.

Her indgik en række prisnedsættelser. Det gælder elafgiften, som nedsættes midlertidigt i to år, et farvel til afgifter på kaffe, slik og chokolade, samt lavere forældrebetaling i daginstitutioner.

Tidligere på måneden brød Konservative med de andre borgerlige partier. I 2024 gjorde partierne meget ud af at fortælle, at en aftale om finansloven for 2025 enten blev med alle fire blå partier eller ingen af dem. Men sådan bliver det tilsyneladende ikke i år.

Det går godt i Danmark, og så sent som i juni blev det økonomiske råderum opjusteret med 58 milliarder kroner, så det samlet er steget over 100 milliarder kroner siden valget i 2022. Råderummet er statens forventede økonomiske overskud. Tirsdag vurderede vismandsrapporten dog, at råderummet er 32 milliarder kroner mindre end regeringens skøn.

I 2023 gik hele 11 partier med i finansloven. I 2024 var det kun SF og Radikale Venstre.

Anders Brøndsholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her