Det er ikke nogen særligt velbevaret hemmelighed, at Mette Frederiksens (S) tålmodighed oftest er ret så kortluntet. Hun er bedst til hovedsætninger, hun har hang til bydeform, og da hun under coronaen på et pressemøde sagde »lev med det« om den hårde tone i sms’erne, var det en meget typisk Mette Frederiksen-bemærkning. At det i hendes optik var en krigsomkostning, der var til at leve med.
Det og sms’erne – både de slettede og dem, der blev – er fortid, men det er Frederiksens utålmodighed ikke. Ej heller hendes evne til at muskle igennem. Begge egenskaber er i høj grad nutid, men ret så ubrugelige i de regeringsforhandlinger, der pågår skiftevis i Statsministeriet og på Marienborg. Her skal utålmodigheden tøjles, og hun kan ikke tvinge nogen til noget.
