Ifølge Claus Bryld formåede Fogh at indføre en populisme i dansk politik, som vil blive afgørende for hans politiske eftermæle: »Fogh har været en meget dygtig taktiker og meget dygtig til at holde sammen på sin regering. Han vil blive betragtet som en stor politisk ræv, der egentlig ikke havde ret mange overbevisninger, men som var i stand til at stikke fingeren i luften og mærke, hvor vinden bar hen. Hvis det går dårligt for Danmark om 30 år, vil vurderingen af Fogh blive negativ. Deltagelsen i Irakkrigen, den hadske retorik over for flygtninge og indvandrere. Her vil historikerne sige, at Fogh skabte strukturelle problemer for Danmark ved at forstærke modsætningerne i samfundet«. Så han vil blive husket for at han havde et værdimæssigt sammenfald med den yderste højrefløj? »Ja, altså det er jo der højrepopulismen og nationalismen ligger, og Fogh indførte selv en vis form for nationalisme, som især stammer fra Dansk Folkeparti. Og det vil fremgå af historiebøgerne, igen forudsat, at der ikke er sket noget helt nyt i Danmark. Så vil man mene, at Danmark under Fogh lukkede sig om sig selv«. Men Fogh har jo deltaget meget aktivt på den internationale scene. Hvordan hænger det sammen? »Ja, men mest som kriger. Hans følgagtighed over for USA’s præsident Bush – som amerikanske historikere i øvrigt betragter som en af de værste præsidenter i USA’s historie – vil blive negativt bedømt. Også af mainstream-historikere. Den mere ondskabsfulde historiker vil skrive, at Fogh havde en parallel med Danmarks tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, som under besættelsen lagde Danmark tæt op ad Nazityskland dog uden direkte at gå i krig. Danmark har altid holdt sig til den største stormagt. Og på den måde kom Foghs politik – altså bare ud fra en højreorienteret position – til at minde om Scavenius’ politik, sådan at Danmark mistede sin udenrigspolitiske selvbestemmelsesret«. Muhammedkrisens brølerVil Muhammedkrisen blive husket? »Afgjort. Ved at nægte at tale med de muslimske ambassadører begik manden som næsten aldrig fejlede, en stor taktisk fejl«. Hvordan vil han blive husket som Venstres formand? »Som en formand, der sjovt nok ikke gennemførte Venstres program. Men Fogh ændrede tidsånden i Danmark. Og så lagde han grundlaget for, at uligheden steg til et niveau, som kan sammenlignes med Storbritannien med mange fattige, men også med mange rige og en stor middelklasse, som støtter Foghs liberal-konservative politik. Staten fik under Fogh en nærmest autoritær magt. Den blandede sig i alt. For eksempel på uddannelsespolitikken, hvor regeringen indførte nationale standarder i skolerne«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Signe Andreasen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Lærke Malmbak
Vi tog springet fra København og flyttede på landet. Her er det regnestykke, der får det hele til at gå op for mig
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lucas Larsen og Jacob Feldborg Andersen
Klumme af Christian Jensen




























